Peter Christiansen
Peter Christiansen født 1967. Han har været engageret i danske og internationale bevægelser og ngo-er de seneste 30 år.
Som aktivist og ansat har han arbejdet med kampagner, mobilisering og organisationsformer.
Han har især haft fokus på youth empowerment, local governance, nye organisationsformer og ledelse samt capacity building.
Han har blandt andet været sekretariatsleder i Internationalt Forum og Operation Dagsværk, landskonsulent i Folkekirkens Nødhjælp og direktør i Mellemfolkeligt Samvirke/Action Aid i 9 år.
I Mellemfolkeligt Samvirke var han leder af Global Contact og senere direktør for organisationens globale uddannelsesprogram og endelig regional direktør for ActionAids program i Mellemøsten. Peter har været udstationeret i Tanzania i 3,5 halvt og i Jordan i 2,5 år.
Peter er i dag programdirektør for International Civil Society Centre (ICSC) og bosat i Berlin. Hans vigtigste faglige interesse idag er det skiftende paradigme for civilsamfundet og den nye organisatoriske rammer der kræves for konstant at være i stand til at levere på social forandring.
Temaerne i denne blog vil fortrinsvis handle om nye trends og udfordringer for civilsamfundssektoren.
Vi kan spore tre lag af forandringer eller disruptive faktorer som det hedder på nydansk.
De store metaforandringer som globalisering, teknologisk revolution, klimaforandringer, geopolitiske magtforskydninger, politisk transition fra industrikapitalisme til videnssamfund.
Disse forhold har vi meget lidt indflydelse på i det daglige, i sin positive fortælling, udgør disse forhold snarere en del af vores overordnede vision om en mere retfærdig og bæredygtig verden, men vi må primært betragte dem som præmissættende faktorer.
Dernæst de eksterne forandringer såsom stigende fokus på impact, ændrede funding- og donorstrukturer, mere intern konkurrence, mere fokus på handel, private virksomheder og sikkerhedspolitiske dagsordener, stigende restriktive love og administrationsbyrder fra statens side (globalt set) – stigende mistillid mellem NGO’er og de lokalområder, der modtager støtte, manglende tillid mellem de nye sociale bevægelser og de gamle NGO’er, flere nye aktører på banen og en stigende tendens til at se på sektoren ud fra et business perspektiv.
Især er organisationerne udfordret på deres rolle som mellemled mellem de glade givere i nord og modtagere i syd. Vi oplever et paradigmeskifte i kommunikation, værdiforskydning og digitale platforme i disse år som dramatisk vil udslette den rolle for organisationerne.
I takt med teknologiudviklingen vil folk i stigende grad kommunikere, samarbejde og migrere globalt – og dermed underminere sektorens nuværende rolle som indsamler og fordeler af midler og viden. Disse forhold har vi nogen indflydelse på, men ingen direkte kontrol over.
Endelig de interne faktorer såsom vores organisationskultur, ledelsesværdier, intern bureaukrati, øget teknokratisering, egne strategiprocesser, valg af temaer, governance model, funding prioriteter, kommunikationskanaler osv. Her har vi både væsentlig kontrol og handlerum.
De fleste organisationer i dag udfordret på flere eller alle de nævnte niveauer og det giver ikke mening at tro at vi blot skal dreje lidt på håndtagene i den cirkel vi selv har indflydelse på – eller forsøge at få en alternativ bevilling hos en anden donor.
Der er mere på spil og der skal helt anderledes transformative forandringsprocesser på banen, så det danske (og globale civilsamfund) fortsat kan være en stærk og relevant aktør i fremtiden.
Forandring som præmis
Det er ikke nyt, at der er forandringer, men omfanget, frekvensen, hurtigheden og dybden i forandringsprocesserne er slående – og afspejler naturligvis den hastighed verden udvikler sig i.
Man kan sige at forandring i sig selv har forandret sig, i den forstand at organisationer fremover ikke blot skal justere lidt for at komme tilbage til den trygge havn, forandring vil være en konstant præmis I fremtiden og derfor skal organisationerne udvikle egnede redskaber til at håndtere disse udfordringer.
Som mennesker og organisationer, har vi en tendens til at se ind af og tilbage når vi bliver presset. Ydermere har vi en tendens til at forsøge at kontrollere og holde fast, og vi opfatter normalt forandring som et nødvendigt onde.
I fremtiden bør vi lære at se på forandring som en positiv præmis, der konstant byder os, at se udfordrende og innovativt på vores handlinger og rutiner.
I stedet for at se tilbage og på de indre linjer, bør vi se ud af og fremad. Vi bør forstå at det ikke handler om at regulere vores organisatoriske rutiner men derimod om at genfinde hvad vi er sat i verden for og hvordan vi agerer bedst muligt i den nye kontekst. Vi kalder det transformativ forandring fremfor inkrementel forandring.
Brug visionen
Ligeledes når vi skal italesætte forandring, har vi en tendens til at fremhæve den brændende platform som årsag, vi snakker om nødvendighed og skrækscenarier som konsekvens hvis ikke vi forandrer os.
Vi bør i stedet se på forandring som en positiv proces båret af drømme og visioner. Det kan give mening at bruge den brændende platform som driver, men det er ikke optimalt og i de nuværende hastige forandringsprocesser er det heller ikke muligt altid at se den brændende platform.
De forskellige disruptive kræfter kommer ofte fra vinkler vi end ikke havde tænkt på at undersøge. At forandre på vision derimod, på drømme, det samler folk, det giver energi, tro og virkekraft.
Civilsamfundssektoren har uden tvivl den mest lukrative DNA med i bagagen. Samtlige virksomheder, universiteter, offentlige institutioner forsøger i dag at definere deres vision, deres purpose.
Vi har det liggende i vores arkiver men har muligvis overset det i vores bureaukratiske iver. Vi bør snarest muligt genfinde det, støve det af og sætte det i spil, og dermed blive en sektor som ikke bliver vasket væk af de disruptive kræfter, men derimod fremstår som dagsordensættende og innovativ.
De nye fællesskaber
I takt med den stigende menneskelige interesse for at sikre planeten, adressere ulighed, korruption og fattigdom vil folk se sig om efter værdige og pålidelige institutioner.
Især befolkningerne i de nye voksende økonomier vil i stigende grad se sig om efter globale fællesskaber. Og hvis de ikke finder dem, vil de skabe dem selv.
Civilsamfundet har her en helt unik mulighed for at genfinde – og tilbyde sig som vært for et globalt fællesskab med ligeværdige aktører i både Vejle og Mwansa.
De organisationer der kan samle folk globalt og sikre handlerum, og ejerskab, de er morgendagens omdrejningspunkt.
Den globale alliance
Ved at ophæve teknokratiske dogmer og upersonlige kategorier og i stedet snakke med globale borgere, og i fællesskab adressere de store udfordringer og organisere os i nye handlekraftige og tværgående alliancer – har vi en mulighed for at genfinde os selv.
Et af omdrejningspunkterne bør være de nye globale udviklingsmål. De 17 mål, der stort set omhandler alle vitale dele af vores liv og værdighed som mennesker og som beskyttere af naturen, arterne og hinanden vil jeg uden tøven kalde den største sociale kontrakt der er indgået i vores historie.
De mål sætter en retning, en vision og danner rammen for nye alliancer og innovative fællesskaber. De er den store nye transformative fortælling som den enkelte organisation bør spille ind i og dermed fortsat være en relevant aktør.
