Mbandaka, en storby med omkring en million mennesker, er det seneste sted i DR Congo, hvor der er konstateret ebola. Det bekræfter landets sundhedsminister over for britiske BBC og flere andre internationale medier.
Der er frygt for, at sygdommen kan sprede sig herfra, idet Mbandaka er en by med busforbindelser til en lang række andre byer, herunder hovedstaden Kinshasa.
Foreløbig har det igangværende ebolaudbrud kostet mindst 23 mennesker livet. I alt er 44 smittet.
Verdenssundhedsorganisationen WHO frygter, at udbruddet kan føre til en ny stor epidemi, skriver netmediet Voice of America (VOA).
WHO-direktør Tedros Adhanom Ghebreyesus betegner spredningen af sygdommen som en bekymrende udvikling.
Høj dødelighed
Siden ebola blev opdaget i 1976 har der været ni udbrud i DR Congo. Det seneste udbrud var i 2017. Langt det værste udbrud af sygdommen var dog i de tre vestafrikanske lande Liberia, Sierra Leone og Guinea, hvor flere end 11.000 døde af sygdommen fra december 2013 til marts 2016.
Sygdommen begynder med feber, hovedpine og smerter om muskler og halsen. Efter nogle dage følger opkast og diarré, flere smerter og svigtende lever- og nyrefunktioner. Efter fem til syv dage begynder man at bløde fra maven, tarmen og lungerne. Dødeligheden er op mod 90 procent, oplyser Verdenssundhedsorganisationen WHO.