Jomfruhinder og hijab
Titel: Jomfruhinder og hijab. Hvorfor Mellemøsten har brug for en seksuel revolution.
Forfatter: Mona Eltahawy.
Forlag: People’s Press.
Læs om Mona Eltahawy her, hvor du også finder hendes artikler: http://www.monaeltahawy.com/
Der findes få ting på denne jord, der vækker så mange og stærke følelser som et stykke stof bundet om hovedet på en kvinde. Alle har en mening om hijabben (det islamiske hovedtørklæde) og hævder, at dét er sandheden, hvad enten den skulle være symbol på kvindeundertrykkelse eller symbolet på samfundets renhed. Kapitlet ”Sort slør, hvidt flag” gør os klogere på, hvor kompleks en størrelse dette lille stykke stof er – også for de kvinder, som bærer det.
Mona Eltahawy begyndte at bære hijab som teenager. Det gjorde hun for at slippe for sexchikane. Det hjalp dog ikke meget. Ikke desto mindre bar hun det i ni år. Det var en svær beslutning for hende at smide hijabben, fordi det er lykkedes for de religiøse kræfter at gøre spørgsmålet om at bære den til en kulturkamp – nemlig en kamp mellem vestlig og islamisk/arabisk kultur. Smider du hijabben svigter du din egen kultur og falder på knæ for Vesten.
”Du stiller os (muslimer) i et dårligt lys, hvis du smider hijabben,” siger selv kvinderne til de kvinder, der gør det.
Men Eltahawy havde jo selv valgt at tage den på. Hvad så med søstersolidariteten med de kvinder, som ikke har det valg? Kan man være bekendt at bære et frivilligt slør, når andre tvinges til det?
Kroppen og mødommen
Hvis der er én ting, der optager arabiske mænd mere end, hvordan kvinden går klædt, er det dét, hun har mellem benene. Kvindens seksualitet og især hendes mødom definerer hende. En kvinde har ganske fastsatte opgaver i livet. Først og fremmest er hun et avlsdyr, og hun skal helst føde sønner. Hun skal også uden tøven lægge krop til, hvad enten der er tale om en agt, det skal føre til reproduktion eller bare mandlig, seksuel tilfredsstillelse. Det er endvidere pålagt hende at opdrage sine børn til netop disse kønsopfattelser.
Det er patriarkerne, der sætter spillerregelerne.
Og Eltahawy italesætter kvindens krop på en måde, der udfordrer den patriarkalske kønsopfattelse.
Fem-årige Lama fra Saudi-Arabien blev voldtaget af sin egen far, til hun døde af det. Inden hun døde på hospitalet, havde hendes far tæsket hende med et spanskrør og givet hende elektriske stød, fordi han havde mistanke om, at hun ikke var jomfru.
Otte-årige Rawan fra Yemen blev også voldtaget ihjel af den mand, hun var blevet tvangsgift med på deres ”bryllupsnat”. Hun døde af indre blødninger.
33-årige Manal fra Libanon blev tæsket ihjel med en trykkoger af sin mand. Havde han ladet ambulanceredderne komme til, havde hun overlevet. I stedet hidkaldte han sin svigermoder, så hun kunne overvære mordet på sin datter. Hans begrundelse for mordet var, at hun havde været utro. Selv havde han to koner.
I Saudi-Arabien døde 15 piger på grund af en brand på deres skole, da det religiøse politi nægtede at lade dem flygte fra den brændende bygning, fordi de ikke var tildækkede.
Efter den islamiske revolution i Iran ophævede præstestyret aldersgrænsen for, hvor små piger, man kan gifte sig med, og som hun siger: ”Lets call it for what it is; pedophilia”.
Det er, hvad der sker med et barns eller en kvindes krop, når disse patriarkalske kønsnormer hersker. Man forstår godt, at hun ser det som had mod kvinder.
Victim blaming, victim shaming
Som folk, der har fulgt Eltahawy og det arabiske forår vil vide, blev både hun og mange andre kvinder udsat for seksuelle overgreb – dels fra med-demonstranter og dels fra selve politiet/militæret. Mest kendte er de såkaldte jomfruprøver, hvor en mand, som skal forestille at være læge, stikker sine fingre op i skeden på kvinden. Det er åbenbart gået hen over hovedet på disse mænd, at en jomfruhinde ikke findes. Men det handler vist også mere om at ydmyge kvinderne.
Kvinder har ikke noget at gøre i det offetlige rum. Ikke i følge patriakerne i hvert fald. Begreberne victim blaming og victim shaming går igen i bogen. Det er alene kvindens ansvar at beskytte mændene mod det seksuelle begær. Hvis det går galt og en kvinde udsættes for voldtægt eller en anden form for seksuel vold, er det, fordi hun ikke har været kysk nok. Det kan være hendes adfærd eller påklædning. Og hun skal skamme sig, hvis det sker.
En absurd tankegang. Eltahawy har netop dokumenteret, at de værste overgreb sker i hjemmet.
En anden måde at kontrolere en kvinde og ikke mindst hendes seksualitet på, er ved at skære i hendes kønsdele. Kvindelig omskæring er det pæne udtryk for fænomenet female genital mutilation (FGM). Det her afsnit er interessant, fordi det viser, hvor mudret og sammenblandet kultur og religion er. Vi er alle enige om, at FGM skal forbydes. Det skader kvinderne, og er ikke et religiøst påbud. Og dog.
Religionerne kræver jo kyske kvinder. Det er argumentet for hijabben og jomfruhinden, og skærer du hendes klitoris af og syr hendes skede sammen, kan du nok være ret sikker på, at hun afholder sig fra for meget seksuel aktivitet, da det skulle være ret smertefuldt for omskårne kvinder at have sex.
I Egypten bliver både kristne og muslimske kvinder udsat for FGM, og det er næsten alle. I øvrigt bliver kristne, arabiske mænd omskåret, selv om det for dem ikke er et religiøst krav.
Hvorfor så meget had?
Men hvor kommer alt det had fra? I følge Eltahawy er det, fordi mændene har brug kvinderne, er afhængige af dem, og derfor må kontrollere dem. Men det ligner også et udtryk for et velkendt partnerskab.
Siden tidernes morgen har magteliten brugt de religiøse institutioner til at sikre sin position og sine privilegier, først og fremmest imod folkelig opstand. Mennesker har nemlig en retfærdighedssans og stiller spørgsmål ved den slags privilegier. Så her kan magteliten tage det gode, gamle devide and conquer-redskab i brug.
Med hjælp fra de religiøse autoriteter – der som bekendt har monopol på sandheden – kan man spille folk ud mod hinanden. Den ene halvdel, mændene, gør man til underjeg-styrede kneppedyr og den anden halvdel, kvinderne, gør man til objektet for den første halvdels drifter. Så fortæller man mændene, at, når de giver efter for deres drifter, er de fuldstændig ansvarsfrie. Samtidig fortæller man kvinderne, at det til gengæld er deres skyld, når mændene giver efter for drifterne. Et voila! Så har man et dysfunktionelt samfund, som er ude af stand til at stå sammen mod magteliten.
Men for ikke at gøre det alt for indlysende, og sikkert også som en manifestation af de religøse patriarkers kønsroller, bilder man mændene ind, at de er herre i eget hus. Det er de i midlertid ikke. De har bare fået nogle kvinder at afreagere på, når følelsen af uretfærdigheden melder sig.
Først når de arabiske mænd erkender dette, vil deres pseudorevolutioner bliver til rigtige revolutioner. Ingen klassekamp uden kvindekamp. Og derfor har Mellemøsten brug for en seksuel revolution. Noget der desværre også gælder store dele af resten af verden.
I kølevandet på Eltahawys bog kommer FNs fem-årlige rapport om kvinders rettigheder. Selv om der er fremskridt at spore, bl.a. når det kommer til kvinders levealder, ser det mildest talt ikke for godt ud. Hver tredje kvinde udsættes for fysisk og seksuel vold. 125 millioner piger og kvinder er udsat for FGM. To tredjedele af verdens analfabeter er kvinder. De fleste kvinder er stadig økonomisk afhængige af mænd. Magteliten – både den politiske og erhvervseliten – består stadig hovedsagligt af mænd.
Kære Mona
Eltahawys bog er fuld af så mange absurditeter, at vi tvinges til at se vores kvindesyn i øjnene. Uden at lægge fingre i mellem gennemhuller Eltahawy opfattelsen af, at det bare er acceptable tradition, når arabiske kvinder undertrykkes. Det er et misforstået hensyn til kulturel sensibilitet på bekostning af kvinderne. Hun afliver også myten om den stærke kvinde i hjemmet. Det er en virkelighedsflugt. Hun afliver myten om, at kristne kvinder skulle være bedre stillet. Hun afliver myten om, at vestlige kvinder skulle være bedre stillet ved at drage paralleller til amerikanske kristne miljøer.
Eltahawy frigør på den måde ens måde at se på tingene på. Hvordan ville Israel/Palæstina-situationen se ud, hvis man sendte mændene på teambuildingtur til Kullen, og overlod butikken til kvinderne? Man ville nok blive beskyldt for a være naiv og måske ligefrem for White feminism, men må jo alligevel insistere på, at tingene ikke fungerer nu. Og derfor skal den egyptiske præsident, al Sisi, ud af soveværelset. Og med sig skal han have de religiøse autoriteter.
”Jomfruhinder og hijab” bør være pensum. I dag skriver den 16-årige skoleelev fra København, Ebrahim Siad, i Weekendavisen, at kvinden bærer et medansvar for et seksuelt overgreb. Han mener, at det handler om, hvordan kvinden klæder sig og at løsningen er slør eller burka. Den fejlopfattelse vil han hurtigt slippe af med, hvis han læser Mona Eltahawys bog.
”Nå men, kære Mona, hvad kan vi andre gøre for at støtte jer i jeres arabiske kvindekamp?”
”I skal tage jer af de uretfærdigheder, som kvinder i jeres egne samfund udsættes for. På den måde hjælper I også os i vores kamp.”
”Okay. Det er en aftale. Vi fejer for egen dør.”