Libanons glemte palæstinensere
Hvad kan vi lære af syv årtiers flygtningehjælp i et nærområde? I tre kapitler kigger Globalnyt nærmere på de palæstinenserne, som flygtede til nabolandet Libanon i 1948.
Læs de øvrige kapitler her:
Kapitel 1: Tre generationer i flygtningelejr
Kapitel 2: Sårene fra borgerkrigen
Kapitel 3: En umulig drøm om hjem
Projektet har modtaget støtte fra Udenrigsministeriet i form af et rejsestipendium fra Oplysningspuljen 2019.
Søstrene Ghaidaa og Samah er mønsterbrydere. De bor i Ein el Hilweh, øst for Sidon i Libanon – en flygtningelejr, som er berygtet for at huse medlemmer af stort set alle islamistiske terrorgrupper fra Mellemøsten, 100.000 palæstinensiske flygtninge og talrige konflikter. En fysisk mur, svært bevæbnede libanesiske soldater og en masse adgangstilladelser står mellem Ein el Hilweh og resten af Libanon.
Globalnyt får fire timer i lejren, og møder intet andet end store smil, åbne døre og ”welcome, welcome, welcome”-råb fra indbyggerne.
Mens pigernes bror sidder i fængsel for ”ulovlige politiske aktiviteter”, studerer Ghaidaa til grafisk designer, og Samah læser biomedicin. Ledestjernen for dem alle tre er dog den samme: Palæstina.
Selvom hverken de eller deres forældre nogensinde har været i de palæstinensiske områder på Vestbredden eller i Gazastriben, er alt, hvad de gør, i en højere sags tjeneste for Palæstina, fortæller de.
”Det er min drøm at vende hjem, til der hvor jeg hører til. Derfor gør jeg, hvad jeg kan for at uddanne mig, så jeg kan hjælpe med at genopbygge vores land, når den tid kommer,” siger Ghaidaa.
Hun fortæller, hvordan deres forældre og bedsteforældre har fortalt historier om Palæstina. Hvordan de tre søskende er vokset op med sange om at vende hjem. Og at de på Instagram følger palæstinensisk/israelske bloggere og influencers, som viser billeder af det land, de drømmer om at være i.
”Selvfølgelig er jeg også knyttet til Libanon, hvor jeg har levet hele livet, men jeg er opdraget til at elske Palæstina. Det er en tung forpligtelse, men jeg bærer den med stolthed,” siger Samah.
Kærligheden til hjemlandet og drømmen om at vende hjem klinger som et ekko blandt alle de palæstinensiske flygtninge, som Globalnyt møder – både i Ein el Hilweh og i Bourj el-Barajneh. Men forestillingerne gør mere skade end gavn, mener en berømt palæstinensisk/libanesisk aktivist, hvis liv er udenfor lejrene.
I hendes øjne er det nonsens og propaganda, som holder de etablerede palæstinensiske partier ved magten, men fastholder flygtningene i en rettighedsløs tilstand.
Den palæstinensiske kandidat
Aktivistens navn er Manal Kortam, og det er velkendt i libanesisk politik. Det er hendes ansigt også, efter hendes valgplakat til parlamentsvalget i 2018 gik viralt. På plakaten står Manal med korslagte arme i en skarp mørk blazer. Hendes smil er selvsikkert, bag hende vajer det libanesiske flag, og ved siden af hende står hendes valgslogan: “Vi eksisterer”. Det fremgår af plakaten, at Manal er kandidat til “det palæstinensiske mandat”. Et mandat, der slet ikke findes i libanesisk politik.
Som datter af en libanesisk kvinde, Jeanette Chatry, og en palæstinensisk mand, Abou Mansour, som vi hørte om tidligere i denne artikelserie, er Manal slet ikke libanesisk statsborger og har derfor ikke ret til at stille op til valg. Hun har, som resten af Libanons op mod 500.000 palæstinensere, hverken plads eller repræsentanter i den offentlige, libanesiske debat.
”Palæstinenserne i Libanon har været her i over 70 år og er blevet en slags gidsler. De nægtes basale rettigheder, men kan heller ikke flygte andre steder hen, fordi deres sikkerhed ikke er truet her. De er evighedsflygtninge,” siger Manal Kortam.
Vi møder hende på en smart fransk café i Gemmayzeh, et af Beiruts polerede og tjekkede områder kvarterer. Det er fredag aften, og hun puster ud med et stort glas hvidvin efter en lang arbejdsuge.
Den 41-årige kvinde er fuldtidsansat hos den norske ambassade i Beirut som nødhjælpskoordinator. Og så er der den palæstinensiske aktivisme – selvom hun selvfølgelig ikke fik en plads i parlamentet i 2018.
”Men jeg fik prikket hul på bylden. I løbet af valgkampen opnåede jeg ene person, mere end andre palæstinensiske partier og grupper i Libanon har gjort i årtier,” siger hun.
Manal Kortam hverken blinker eller smiler, ser snarere træt og opgivende ud, mens hun fortæller.
”De palæstinensiske ledere har svigtet big time,” siger hun med så med så meget bebrejdelse i stemmen, at man skulle tro, det var selve synderen, hun sad over for.
Palæstinensisk propaganda
Og Manal Kortam ved, hvad hun taler om. Hun er vokset op med en far, som var højtstående medlem af det palæstinensiske parti Fatah. Yasser Arafat, den tidligere leder af PLO og Fatah, som alle palæstinensere med den mindste smule nationale stolthed i behold har et billede hængende af i deres stuer, har pillet æg og fodret Manal Kortam med dem, mens hun sad på hans skød som lille.
Havde hendes libanesiske mor ikke sat foden i jorden, var Manal Kortam selv blevet sendt til Vestbredden for at blive en berømt, kvindelig modstandskæmper à la Leila Khaled.
Og nu siger hun, at de tog fejl.
”De troede, at de ville vinde frihedskampen for Palæstina, men fejlede. Og på vejen forsømte de at sikre palæstinensiske flygtninges rettigheder i andre lande. Nu må de indse, at vejen frem er at sikre integrationen i andre lande for så at lægge internationalt pres på Israel,” siger Manal Kortam.
Hun kender alt til fortællingerne, sangene, sorgen og drømmene, der lever i så mange palæstinensiske hjerter verden over. Om landet, der blev taget fra dem, og livet, der aldrig bliver helt, før de er hjemme igen. Og hun forstår, hvad det betyder, hvis den palæstinensiske diaspora opgiver drømmen; så opgiver de ”den palæstinensiske sag” og forærer endegyldigt territoriet til Israel.
”Men hele den palæstinensiske sag er bullshit. Det er propaganda,” siger Kortam.
I hendes optik giver det slet ikke mening at tale om en et-statsløsning eller to-statsløsning, for chancerne for, at nogen af delene bliver en realitet, er forsvindende små.
”Århundredets plan”, som Donald Trump kalder sin længe ventede fredsplan, som efter 3,5 års bryggeri blev præsenteret tirsdag i denne uge, er en tabersag for palæstinenserne og er blevet pure afvist af de palæstinensiske ledere.
En af de helt store hårknuder er netop de fem millioner palæstinensiske UNRWA-flygtninge i Libanon, Jordan, Syrien, Vestbredden og Gaza. Hvis de allesammen skulle have lov til at bo i det, der er Israel i dag, ville de jødiske israelere i løbet af få generationer være i undertal i forhold til araberne. Et scenarie, der ville betyde, at Israel ikke kunne forblive “jødisk og demokratisk”, og som er langt mere utænkeligt, end at palæstinenserne en dag får rettigheder i Libanon.
Et nyt selvbillede
Det er den sandhed, som Kortam mener, at de palæstinensiske ledere i både Libanon og andre steder bør se i øjnene. Hellere før end siden.
”Men jeg forstår godt, hvorfor de fastholder narrativet om ”retten til at vende tilbage til Palæstina”. Det modsatte ville være det samme som at indrømme, at de tog fejl,” siger hun.
Hun taler som et vandfald og springer ubesværet fra emne til emne uden vejledende spørgsmål. Kun da hun midt i interviewet ringer sin mor op, får hun pludselig tid til at drikke sin vin og spise af nødderne på bordet, mens hun lytter.
”Hvor kom vi til?” spørger hun efter telefonopkaldet og svarer selv:
”Nå ja – jeg mener, at palæstinenserne er nødt til at opfinde en helt ny selvfortælling, en helt ny identitetskamp. I stedet for at være fastlåst i en drøm om et urealistisk paradis, bør de slås for deres rettigheder i livet nu og her. Det var det, jeg prøvede med min kampagne.”
Hendes pile af kritik affyres dog ikke kun mod de palæstinensiske ledere. At integrationen af Libanons flygtninge har været så mislykket, er i Manal Kortams øjne også et resultat af den libanesiske borgerkrig og den efterfølgende sekteriske politik, hvor palæstinenserne er blevet brugt som skræmmebilleder.
En ting er sikkert, siger hun og ryster nærmest på hovedet i forbløffelse over, at nogle kan hoppe på den: Libaneserne og palæstinenserne er ikke forskellige.
”Jeg er libaneser og palæstinenser. Jeg er kristen og muslim. Forskellene er konstruerede og politiserede. Vi er nødt til at nuancere billedet af hinanden. Ellers kommer vi aldrig videre.”