Ganske symptomatisk for fødselaren er han ikke hjemme på sin runde dag, men derimod halvvejs igennem et af sine sædvanlige lange feltbesøg i Afrika. Denne gang i to måneder på Afrikas Horn.
Egentlig skulle Christian Sørensen have nydt pensionisttilværelsen på en fortovscafé i Asmara i Eritrea med en kop macchiato foran sig og en pen på blokken i fuld gang med at forfatte en bog. Den ville sandsynligvis handle om nogle af hans mange oplevelser og erfaringer ude i verden som udviklingsmand gennem 33 år.
Christian Sørensen har dog valgt at udskyde karrieren som pensionist et par gange for i stedet at udbrede et program, han med stor succes har udviklet og afprøvet gennem sine ni år hos den kristent-sindede NGO, ADRA Danmark.
Programmet hedder Farmer Market School (FMS) og handler overordnet om at linke de afrikanske småbønder bedre til markedet for afgrøder, så det giver dem en bedre indkomst.
I sit rette element
Karrieren i udviklingsbranchen indledtes med syv års arbejde for Mellemfolkeligt Samvirke i Tanzania. Derefter tog han en mastergrad i udviklings- og projektplanlægning fra Bradford University i England.
Uddannelsen gav ham siden job i både Danida og NGO-verdenen, og fødselaren har boet og/eller arbejdet i lande som Zimbabwe, DR Congo, Sydsudan, Sudan, Gambia, Tanzania, Malawi, Eritrea, Etiopien, Kenya og Sri Lanka.
Kendetegnende for Christian Sørensen er hans grundighed i arbejdet. Han karakteriserer sig selv som lidt anderledes end sine kollegaer, når det kommer til varigheden af feltbesøg.
Fødselaren rejser gerne ud halvanden måned ad gangen, fordi han mener, at de lange ophold giver et bedre indblik i, hvordan det virkelig går med de dansk-støttede projekter.
Vurderingen får bedre vilkår, når ’rollespillet’ er slut, og den danske udsending ikke længere bare er gæst, men nærmest lever side om side med målgruppen helt derude, hvor grusvejene ender, og folk i slips aldrig kommer. Langt derude er Christian Sørensen i sit rette element.
Her har han haft tid og ro til at arbejde med småbøndernes indstilling til sig selv og deres tilværelse og identitet som fattige.
Christian Sørensen har bl.a. ladet sig inspirere af pædagog og filosof Paulo Freire i sit arbejde, og han er stærk tilhænger af de udviklings-modeller, der fordrer målgruppens egen deltagelse og bestræbelser på at ændre deres eget liv. Her er mange kreative ressourcer at hente, mener han.
Gift med kvinde fra Eritrea
De mange og lange ophold i Afrika har resulteret i mangt og meget i Christians Sørensens liv. Ikke mindst ægteskabet med hans hustru fra Eritrea på Afrikas Horn. Sammen er de forældre til tre børn, hvoraf én er en adopteret kusine.
Derudover har fødselaren været gift med en indisk kvinde, og med hende har han to børn. Den ene er bosat i England og den anden i Danmark.
De længere arbejdsrejser væk fra privaten i Farum, nordvest for København, giver ikke så mange problemer på hjemmefronten, bedyrer fødselaren. Nogle gange rejser hustruen eller børnene med for at besøge den eritreanske del af familien. Ægteparret har et hus i Eritreas hovedstad, Asmara.
I fritiden står den på motionsløb, og det gælder både, når fødselaren er i Danmark og Afrika. Favorittidspunktet er klokken seks om morgenen – gennem landsbyer og storbyer, når den afrikanske sol står op.
Det vil han fortsætte med, når pensionistlivet engang begynder. Når han ikke lige skal male, skrive bøger og artikler eller sidde på fortovscaféer i Asmara for at drikke macchiato.
Maria Lykke Andersen er kommunikationsmedarbejder hos ADRA Danmark. Mere om hende her
Se også Christian Sørensens artikel i Globalnyt om fredsløb i Etiopien og han beretning i Globalnyts serie “Fortællerhjørnet” i 2016.