EU skærper tonen over for Egypten

Forfatter billede

EU-landene er enige om at gennemgå den økonomiske støtte til Egypten og åbner for at kæde fremtidig støtte sammen med demokratiske fremskridt. Det stod klart efter et hasteindkaldt EU-udenrigsministermøde i Bruxelles onsdag.

Desuden vil EUs medlemslande suspendere deres eksport af våben og andet udstyr, der kan bruges til intern undertrykkelse, til Egypten. men vil fortsætte u-landsstøtten til folkelige organisationer i det store toneangivende arabiske land.

EU fordømmer det alarmerende høje antal af dræbte og sårede og opfordrer egypterne på begge sider af konflikten til at bryde den onde cirkel af vold, fremgår det af en pressemeddelele fra udenrigsministeriet.

Udenrigsminister Villy Søvndal (SF), der var med i Bruxelles, siger:

“Udover at alle parter må standse volden, ønsker vi fra dansk side at stille krav om fremskridt på særligt fire områder: Den nu en uge gamle undtagelsestilstand skal ophæves, politisk fængslede demonstranter må frigives, der skal arbejdes frem imod valg, og alle fredelige parter skal inkluderes i en politisk løsning. Dette vil også fremover være danske prioriteter.”

”Vi sender et klart signal om, at vi fra EU’s side følger udviklingen i Egypten tæt og med stor bekymring. Egypten må lytte til Europas og verdenssamfundets klare budskab om, at voldens onde cirkel og blodsudgydelserne må stoppes.”

“Det har regimets sikkerhedsstyrker et stort ansvar for, men også på demonstranternes side må vi opfordre til at afstå fra vold. Egypten må hurtigst muligt tilbage på sporet mod demokrati. Det er den eneste farbare vej for at komme videre med de politiske og økonomiske reformer, som landets befolkning efterspørger.”

“Det er også forudsætningen for, at EU’s samarbejde med Egypten kan fortsætte uændret. Vi kan i den nuværende situation ikke bare fortsætte som hidtil, og det var der bred enighed om i dag. EU vil i lyset af situationen gennemgå EU’s støtte til Egypten, og åbner for at kæde støtte sammen med demokratiske fremskridt. Det er helt naturligt.”

“Men det er vigtigt for mig at understrege, at EU ligesom Danmark fortsætter støtten til civilsamfundet. Vi nåede også til enighed om, at EU’s medlemslande vil suspendere deres våbeneksport og eksport af materiel, der kan bruges til intern undertrykkelse og yderligere genoverveje deres sikkerhedsstøtte til Egypten”, anfører Søvndal.