Europa og Nordamerika har monopol på klimaforskning

gettyimages-1234776808
Sudanske studerende bygger barrikader for at forhindre deres skole i at blive skyllet væk, da heftige regnskyl i august 2021 fik Nilen til at gå over sine bredder med voldsomme oversvømmelser til følge.
Foto: Mahmoud Hjaj/Anadolu Agency via Getty Images
Gerd Kieffer-Døssing

14. oktober 2021

At verden står over for store forandringer og udfordringer i forbindelse med tilpasninger til klimændringerne og omlægning til grøn energi, er efterhånden klart for de fleste. Men konsekvenserne af klimaforandringerne vil ramme skævt, og de lande, der ligger tættere på Ækvator end Danmark, vil blive ramt hårdest.

Set i det lys er det påfaldende, at så få af verdens førende klimaforskere er baseret i det globale Syd og endnu færre i Afrika, der som kontinent står til at blive allerhårdest ramt. Faktisk kommer langt, langt det meste af den klimaforskning, som skal guide den globale grønne omstilling, fra universiteter beliggende i det globale Nord.

Ud af de 1.300 forskere, der tilsammen står bag de sidste fem års 100 mest citerede og velrenommerede forskningspapirer, er blot 10  baseret i Afrika. Det svarer til under én procent. Til sammenligning kom 75 procent af forskerne fra universiteter  i Europa eller Nordamerika – det tal er helt oppe på 90 procent, hvis man medregner forskere fra Oceanien, der tæller Australien og New Zealand. 

Det viser en ny opgørelse, som den britiske klimaorienterede nyhedsside Carbon Brief står bag. 

Carbon Briefs opgørelse viser ikke de enkelte forskeres nationalitet, men udelukkende deres tilhørsforhold, så i princippet kan de 1.300 forskere altså godt omfatte flere afrikanere, der har base ved universiteter i for eksempel Europa eller Nordamerika, men et blik på Reuters såkaldte ”Hot list” over de 1.000 mest indflydelsesrige klimaforskere bekræfter tendensen.

Listen kigger ikke kun på forskningens kvalitet og forskernes indflydelse på regeringer, men også på deres relative berømmelse, og her var blot fem af de 1.000 forskere afrikanere, ifølge en optælling lavet af den sydafrikanske ugeavis The Continent.

Den ulige fordeling omfatter altså både tilhørsforhold og nationalitet.

Problem på tværs af forskningsområder
Debatten om den globale akademiske ubalance er langt fra ny, og problematikken begrænser sig ikke kun til klimaforskning.

I 2018 problematiserede forskerne Peace A. Medie og Alice J. Kang fra henholdsvis University of Ghana og University of Nebraska-Lincoln tendensen. Ved at kigge nærmere på forfatterne bag 947 artikler i fire videnskabelige tidsskrifter om køn og politik udgivet i det globale Nord, fandt de frem til, at mindre end tre procent var skrevet af forfattere fra det globale Syd.

Årsagerne er mange, skriver Medie og Kang i en artikel i The Conversation. De nævner blandt andet – i afrikansk sammenhæng – underfinansierede universiteter, store undervisningsbyrder og manglende honorering af forskning. Men problemet er ikke kun institutionelle begrænsninger.

”Selv når Syd-baserede forskere offentliggør i tidsskrifter, der udgives i Nord, forbliver de stadig i periferien. Et overvældende flertal af redaktionsmedlemmer [på videnskabelige tidsskrifter] er baseret i Nord, og artikler offentliggjort af Afrika-baserede forskere bliver ikke så ofte citeret og har dermed generelt ikke stor indflydelse på [den akademiske] litteratur,” skriver de.

Penge og prestige
Også Carbon Brief nævner funding som en begrænsning for de Afrika-baserede forskere. Forskning er dyrt, og mens USA for eksempel afsætter 2,5 procent af sit årlige bruttonationalprodukt, BNP, til ”forskning og udvikling”, når ingen afrikanske lande over en procent på den postering. Og selv hvis de gjorde, er deres BNP meget mindre end USA’s og andre vestlige landes.

Også andre syd-baserede universiteter oplever en finansiel barriere. Dolores Armenteras, professor i landsskabsøkologi ved Universidad Nacional de Colombia siger til Carbon Brief, at det er ”virkelig hårdt” at arbejde med begrænsede ressourcer, og at det også er svært for studerende, der ”hverken har penge, legater eller stipendier.”

Den manglende finansiering rammer også den slags forskning, der kræver mere avanceret udstyr og teknisk ekspertise – som netop klimaforskning – hvilket universiteterne i Syd slet ikke kan levere.

Samtidig har universiteter i det globale Nord ofte omgærdet med mere prestige, og den akademiske disciplin har en længere historie, da udviklingen af universiteter i mange af de tidligere afrikanske kolonier først for alvor gik i gang og blev tilgængelig for lokalbefolkningen ved uafhængigheden. Det globale Nord har altså et forspring på flere parametre, som bunder i kolonihistorien, og det er ydermere med til at skabe en skævvridning. 

Men hvad er problemet?
Men når nu universiteter i Europa og Nordamerika har bedre udstyr, længere akademisk tradition og flere penge til at bakke op om og anerkende forskere, hvorfor så ikke bare fortsætte som hidtil?

Problemet er, skriver The Continent, at selvom forskere baseret i Afrika og afrikanske forskere kan rådgive egne regeringer og beslutningstagere, så betyder den globale skævvridning inden for forskning, at beslutninger der påvirker hele verden stort set kun baserer dig på forskning, skabt ud fra en særlig forståelsesramme, som langt overvejende er vestlig.

Og dét er problematisk, når det i klimamæssig sammenhæng er ikke-vestlige lande, der står til at blive ramt hårdest.

Dr. Quan-Hoang Vuong, der forsker ved Center for Tværfaglig Social Forskning i Phenikaa University i Vietnam – siger til Carbon Brief:

“Vietnam er et af de lande, der allerede er blevet ramt af alvorlige konsekvenser af klimaændringerne. Jeg føler, at vi har mange ting at dele, og at vi burde få mulighed for at bidrage mere.”

For at løse globale problemstillinger, er det nødvendigt med bred viden. Og lokale forskere med kendskab til lokale problemstillinger og tilgange er afgørende for at kunne finde frem til løsninger, der kan implementeres i de forskellige kontekster.              

Også FN’s klimapanel IPCC og dens pendant inden for biodiversitet, IPBES, har påpeget behovet for lokal viden. De to organisationer har blandt andet efterlyst, at beslutningstagere og polikere i langt højere grad inddrager oprindelige folks viden om og perspektiver på naturbevarelse og klimaforhold.

Udover skævheden i nationale tilhørsforhold, viser både opgørelsen fra Carbon Brief og Reuters ”Hot list” også en kønslig ubalance, hvor kvinder er langt dårligere repræsenteret end mænd.