Fra juni kan brasilianerne frit købe op til 5.000 stykker ammunition om året til deres håndvåben. De vil også få nemmere ved at importere våben fra udlandet.
Det er konsekvenserne af et dekret, som præsident Jair Bolsonaro underskrev tirsdag.
Dekretet er en opfyldelse af et af de valgløfter, som Bolsonaro kom med i valgkampen op til hans sejr i præsidentvalget i oktober 2018.
Han overtog præsidentposten 1. januar 2019.
”Det offentlige sikkerhed begynder i dit eget hjem,” sagde han ifølge flere internationale medier til parlamentsmedlemmer, der fulgte med, mens han satte sin underskrift på dekretet. Der var tydelig opbakning fra flere af de tilstedeværende, som lavede pistol med fingrene.
Jair Bolosonaro bliver ofte beskrevet som højrepopulist og lovede under valgkampen blandt meget andet, at han ville gøre det nemmere for den almindelige brasilianer at anskaffe sig våben.
Mordrate 30 gange højere end i Danmark
Brasilien har høje kriminalitetsrater og herunder mange mord. Der blev dræbt omkring 64.000 i 2017 og 43.000 af drabene skete med skydevåben. Det anslås, at der findes i omegnen af otte millioner illegale våben i landet.
Ifølge FN-organisationen United Nations Office on Drugs and Crime (UNODC) har Brasilien verdens 12. højeste mordrate. Således blev der dræbt 29,53 mennesker pr. 100.000 indbyggere i 2016.
Nummer ét på listen er El Salvador, hvor mordraten var 82,84 i 2016. Til sammenligning er mordraten i Danmark 0,98.
Præsidenten mener, at mere lempelige våbenlove vil give folk bedre mulighed for at anskaffe sig lovlige våben til at forsvare sig selv mod kriminelle.
100 gange mere ammunition
50 stykker ammunition om året pr. person har tidligere været det maksimale man måtte købe men det bliver nu forhøjet til 5.000. Samtidig får ejere af højkalibervåben og halvautomatiske våben lov til at købe op til 1.000 stykker ammunition om året.
I januar underskrev præsidenten et dekret, der betyder at brasilianerne nu må opbevare op til fire våben i deres hjem eller på deres arbejdsplads.
Dekretet fra denne uge gør op med en ”køb brasiliansk”-klausul i loven, der betød, at man ikke måtte importere våben, hvis et brasiliansk firma kunne producere et tilsvarende våben. For Jair Bolsonaro handler det om at bryde et monopol, sagde han ved underskrivelsen.
Endelig bliver det nemmere for folk, der har jagtvåben eller som samler på våben, at rejse med deres våben, skriver DW.
For at kunne købe et våben i Brasilien skal man leve op til en række krav, bl.a en psykologisk screening og et obligatorisk sikkerhedskursus.