Tallet 6,500 har klæbet sig fast til fodbold VM 2022 i Qatar, lige siden det blev bragt til torvs af den britiske avis the Guardian for halvandet år siden i en artikel med overskriften “6.500 migrantarbejdere er døde siden VM blev tildelt Qatar”.
Artiklen, der bredte sig som en steppebrand på de sociale medier, giver indtryk af, at de 6.500 omkom i forbindelse byggeriet af fodboldstadions. Og lige siden har vestlig presse igen og igen bekræftet forestillingen om udsultede migrantarbejdere, der i tusindvis knokler sig ihjel på VM-byggeriet under Qatars nådesløse sol.
Men tallet 6.500 er misvisende.
Dels fordi det inkluderer alle dødsfald i perioden 2011-2021, inklusive bilulykker, selvmord og endda naturlig død af alderdom. Og dels fordi det kun omfatter dødsfald blandt migrantarbejdere fra Indien, Nepal, Bangladesh, Pakistan og Sri Lanka, som kun udgør cirka 1,4 millioner, eller cirka to-tredjedele af Qatars samlede migrantbefolkning.
At migrantarbejdere er døde i forbindelse med byggeriet til VM, er der ingen tvivl om. Men hvor mange, det drejer sig om, er uvist.
Blandt arbejdskraften fra Nepal, Bangladesh, Pakistan, Indien og Sri Lanka er det kun 20 procent, der er beskæftiget i byggesektoren, oplyser Qatars myndigheder. Og faktisk er de 6.500 dødsfald helt forventelige, set i lyset af, at det samlede antal migrantarbejdere fra de fem lande over en tiårig periode tæller mange flere end 1,4 millioner, fordi langt de fleste kun opholder sig i landet i 3-4 år.
Desuden påpeger myndighederne, at størsteparten af de senere års store anlægsbyggerier ikke er del af VM, men af Qatars 2030-plan, som blev påbegyndt allerede i 2008, altså to år inden Qatar fik tildelt værtskabet.
Qatar kunne have sparet mange liv
De byggeprojekter, som er direkte knyttet til VM – så som de syv nye stadions og renoveringen af et ottende – er ironisk nok blevet udført af en arbejdsstyrke på blot 35.000 mand – og dét på byggepladser, der ifølge uvildige kilder som eksempelvis Time Magazine, har udviklet sig til at være mønstereksempler på arbejdspladser med høj sikkerhed.
På disse byggepladser indrømmer Qatars myndigheder dog, at der har været tre dødsulykker før 2017.
Når tallet 6.500 alligevel bliver ved med at klæbe sig fast, er det i høj grad Qatars eget ansvar. Primært på grund af ligegyldighed over for de mange fattige migrantarbejdere, som ikke lige arbejder på VM-byggepladserne, og på grund af de generelt lovløse forhold i byggebranchen.
En rapport fra 2014, udfærdiget af advokatfirmaet DLA Piper i London, beskriver således med al ønskelig tydelighed de slaveagtige forhold, som de lavestlønnede bygningsarbejdere lider under. Den indeholder desuden 130 temmelig banale anbefalinger, som ikke blot kunne have reddet Qatars renomme, men også sparet manges liv, hvis de var blevet fulgt.
Men i praksis blev anbefalingerne ignoreret til trods for, at Qatar selv havde bestilt rapporten for komme den allerede dengang gryende kritik i møde. Og det var først efter massivt internationalt pres og til tider overdrevne mediekampagner, at styret omsider i 2018 tog de første skridt til at indføre nogenlunde anstændige arbejdsmarkedslove.
Den Persiske Golf koger
Virkeligheden er imidlertid stadig, at titusindvis af migrantarbejdere lider under uværdig behandling, og at mange dør en langsom, pinefuld død, uden at de efterladte kan få dødsårsagen at vide eller få erstatning. Det er nemlig kun de dødsfald, som sker på arbejdspladserne, der anerkendes som arbejdsrelaterede. Hvis man dør i de usle arbejdslejre efter endnu en arbejdsdag i 46 graders varme, vanker der ingen erstatning til de efterladte. Til trods for, at det i årtier har været kendt, at dødeligheden stiger hver eneste sommer blandt dem med manuelt udendørs arbejde, når den fugtige hede lægger sig kvælende over halvøen fra maj til september.
Al Wakrah Stadion.
Foto: The 2022 Supreme Committee for Delivery and Legacy via Getty Images
Den globale opvarmning har kun forværret problemet. Siden Qatar vandt værtskabet i 2010, er gennemsnitstemperaturen steget med 0,8 grader. Det er en af de hurtigste stigninger på kloden, og Den Persiske Golf koger.
For dem, som alligevel arbejder, er næseblod, hovedpine, svimmelhed, muskelkramper og opkastninger hverdagskost. Mange orker ikke at drikke tilstrækkeligt, og på sigt kan den kroniske dehydrering sammen med den ofte dårlige diæt, stress og overdrevent brug af smertestillende medicin give alvorlige senfølger resten af livet.
Nogle dør af belastningerne allerede, mens de er i Qatar. Men hvor mange vides ikke, for Qatar nægter at foretage obduktioner og sender som regel bare ligene hjem med en kortfattet dødsattest, der fastslår dødsårsagen som “Hjertestop. Naturlige årsager.”
Udenlandske videnskabelige studier har imidlertid påvist, at en stor del af dødsårsagerne simpelt hen skyldes udendørs arbejde i den ulidelige hede, og tilsammen giver studierne indtryk af, at i tusindvis af kroppe har sagt stop alene af denne årsag.
Mange nye regler
Siden 2018 har udendørs arbejde i sommerhalvåret været forbudt ved lov i de hedeste af dagtimerne. Men om loven bliver overholdt, er en anden sag. Alene i den forgangne sommer blev 450 byggepladser lukket på grund af overtrædelser af loven. En del af dem åbnede dog igen efter et par dage og fortsatte angiveligt uhindret deres ulovlige praksis.
Det samme kan man sige om andre af de nye love, som efter års massivt pres er blevet gennemført. Et eksempel er afskaffelsen af det berygtede “kafala-system,” som tillod arbejdsgiverne at konfiskere migrantarbejderenes pas og på den måde reelt gøre dem til slaver. Forbuddet trådte formelt i kraft i 2020, men der er stadig firmaer, som forbryder sig og heller ikke udbetaler den løn, de skylder de slavebundne.
I 2020 blev der også fastsat en minimumsløn på 2100 kroner om måneden, og rekrutteringsfirmaerne fik forbud mod at opkræve betaling fra migrantarbejderne og deres familier for at skaffe dem et job. I visse tilfælde har disse firmae krævet et halvt års løn for en ansættelseskontrakt. Nu giver den ny lov migrantarbejderne ret til fuld erstatning for det, de har betalt – uden at de skal dokumentere beløbet. Foreløbig er der dog kun blevet udbetalt omkring 260 millioner kroner, og nogle rekrutteringsfirmaer påstås at fortsætte deres ulovlige praksis.
For professor ved Kings College i London, Andreas Krieg, bunder ligegyldigheden og den træge udvikling i “et kulturelt problem blandt golfarabere.”
“De anser det for indlysende, at migrantarbejdere ikke bør have de samme rettigheder som dem selv, uanset hvad loven siger. Og selvom de fleste store firmaer følger loven, følger de mindre firmaer i højere grad deres moral og ser ikke noget galt i at forsøge at slippe afsted med, hvad de kan.”
Et lille håb for fremtiden
Problemet kunne måske løses, hvis migrantarbejderne fik lov til at organisere sig. Men her smækker Qatar døren i. Man har dog åbnet for dannelsen af ”komiteer”, som ifølge Andreas Krieg kan blive en spire til arbejderorganisationer.
Qatar vil i mange år fremover være helt afhængig af migrantbefolkningen, som i dag tæller cirka 2,5 millioner. Ikke blot til at udføre det hårde, fysiske arbejde, men også til at udvikle alle de tiltag, der bliver nødvendige for at de 330.000 qatarer selv kan overleve klimaforandringerne og finde nye indtægtskilder, efterhånden som verden siger farvel til de fossile brændstoffer.
Temperaturen stiger hastigere i Qatar end på Arktis, og den dag, den globale opvarmning når op på 2 grader, vil den være på mellem 4 og 6 grader i Qatar.
Overlevelsesstrategien er blandt andet udendørs aircondition med vand nedkølet af solenergi, nye, svalende materialer, kæmpe CO2-fangst-anlæg, gader med kæmpeparasoller, og som et særligt kuriosum en helt ny form for arbejdstøj til dem, der bliver nødt til at arbejde udendørs. Det er fremstillet specielt til Qatars barske klima og kan sænke hudens temperatur med 10 grader i cirka seks timer efter at være blevet skyllet op i vand.
Opfindelsen er foreløbig afprøvet af 55.000 migrantarbejdere, og foruden at redde liv har den vist sig at sætte produktiviteten op. Og det kan VM i Qatar tage sin del af æren for.
På længere sigt kan Qatars skridt til forbedringer af migrantarbejdernes forhold måske vise sig at brede sig og komme migrantarbejdere i resten af Golfen til gode. I Saudi Arabien, Emiraterne og Bahrain lever de under vilkår, der regnes for betydeligt værre end i Qatar. Eksempelvis rammer hver anden halshugning i Saudi Arabien en migrantarbejder.
Vi taler her om lande, hvor menneskerettighedsorganisationer og internationale arbejdsorganisationer endnu ikke har fået adgang. Det har de trods alt fået i Qatar – blandt andet på grund af VM.
