VM i Qatar og den virkelige historie 

Al Wakrah Stadion.


Foto: The 2022 Supreme Committee for Delivery and Legacy via Getty Images
Kirsten Larsen

7. december 2022

Qatar er en advarsel til os alle. Det er historien om, hvor galt det går, når man uforbeholdent satser på modernisering, enhver moderne stats udfordring. Qatar satser ”blot” mere end man er vant til og uden blusel, men den tilgrundliggende historie om modernisering og fremskridt angår os alle. VM i Qatar er historien om ”fremskridtets fælde”, menneskets universelle tro på fremskridt, og vesterlændinges ”pinlige mangel på selvkritik”.

Naturligvis er det en skandale, at Qatar med sin mangel på respekt for menneskerettigheder og moderne slaveri har fået værtskabet for VM i fodbold. Qatar har en lille oprindelig befolkning på blot 330.000, der svulmer op til cirka tre millioner som følge af flere millioner migrantarbejdere, der “servicerer” den oprindelige befolkning. På den måde minder Qatar lidt om et slaveskib og slaveplantage, hvor forholdet også var 1 (hvid): 8 (slaver) eller mere. 

Os og de andre

Men mediernes udelukkende fokus på Qatars manglende respekt for menneskerettigheder og dets moderne slaveri har overtrumfet den ”virkelige historie”, som er den om Vestens forhold til sig selv (dens fortielser), der får os til at dømme andre ude. Nogle gange skal der noget så ekstremt som et VM i Qatar til for at gøre os bevidste om vores egne ”lig i lasten”, hvordan vores ukritiske og selvretfærdige holdninger reelt præger vores udsyn, og hvor vores verden er på vej hen, hvis vi ikke er nuancerede og selvbevidste i vores kritik af de ”andre”.

Fortællingen om ”de andres” mangel på menneskerettigheder er stærk. Men hvor svært det end er at løsrive sig fra denne, da den er så nem at føle sig hjemme i – og det moderne slaveri og andre udemokratiske træk er ubestridelige – kan det kun gavne også at se os selv i spejlet, os “retskafne” vesterlændinge, og øve lidt selvkritik. Alt andet er hykleri.

Faktum er, at pressen har mistet sin orienteringsevne. I sin fordømmelse af de andre opfordrer den ikke til selvkritik eller problematiserer den utryghed, man føler, i lyset af vores trang til fremskridt, vores digitale og forvirrende moderne verden samt vores koloniale historie, Europas bemægtigelse og (ofte drabelige) udbytning af den ikke-vestlige verden. Vi har et langt synderegister. Vores fortielser får os til at fremstå som arrogante og hykleriske, især når vi kritiserer de andre uden at se på os selv først. Fortællingen om vores retskaffenhed holder ikke længere. 

Europas fremskridt, slaveriets betydning for vestens industrialisering og dets kolonisering af verden er gennemsyret af fortielser, og når man bedømte de andre, var det ikke en objektiv øvelse, men en selvbekræftelse af sin egen fortræffelighed og identitet. Det vigtigste aspekt ved Europas fremskridt var, at europæerne definerede sig selv ved at definere ”de andre”. For eksempel tilskrev de egenskaber som dovenskab, irrationalitet, uciviliserethed og råhed til afrikanerne og orientalerne. Ved at kalde dem det, definerede de sig selv som rationelle, civiliserede, hårdtarbejdende og raffinerede.

Værd at øve selvkritik 

Qatars manglende respekt for menneskerettigheder er ikke den eneste historie, vi skal koncentrere os om. Den virkelige betydning af disse kendsgerninger er, hvad vores reaktioner på disse siger om os selv, vores forhold til fremskridt og de moderne tider, vi er indhyllet i. Denne indsigt synes at være gået mange forbi, især verdens førende medier, som koncentrerer sig om at bringe opsigtsvækkende historier om ekstreme forhold i Qatar. Det kan selvfølgelig skyldes uforbederlig uvidenhed, men snarere fristelsen til at ”sælge”  historier og ren og skær naivitet, eurocentrisme og mangel på selvkritik. 

På en måde er det ligegyldigt, hvorfor medierne har mistet færten. Men man må dog konstant huske på mediernes uhyre magt og evne til at forføre os gang på gang, så vi beskæftiger os med begivenheder på overfladen og ikke dykker ned i, hvad der ofte er et morads af fremstillinger, fortielser og bortforklaringer, der skal bevare illusionen om vores absolutte retskaffenhed, fortræffelighed og overlegenhed.

I vores berettigede harme over korruption og moderne slaveri, som i sandhed skal frem i lyset (og det kan Qatar bestemt ikke lide), er vi nødt til at tage en diskussion om, hvordan vi ofte ser på andre kulturer (i bred forstand) ud fra vores egen målestok, pinlige uvidenhed og mangel på selvkritik.

Anledningen over alle anledninger, VM i Qatar, kan bruges som en anledning til at se på os selv, vores selvoptagethed (et af modernitetens symptomer) og vores koloniale fortid, som desværre lever videre i en ulykkelig forstilling om vores uangribelige fortræffelighed, men hvor vores handlinger giver ridser i lakken. Med hensyn til klimaopvarmningen, flygtninge, krig og fred skyder vi problemerne fra os, peger fingre og giver andre skylden. En utryghed om vores fortræffelighed breder sig som ringe i vandet. Det er værd at øve selvkritik.

Bernhard Bierlich er PhD i antropologi og lektor i antropologi og folkesundhed ved St. Croix Foundation for Commmunity Development.