”Først i Berlin følte jeg mig som latinamerikaner”

Det var først, da Samanta Schweblin var flyttet til Berlin, at hun fik en identitet som latinamerikaner.

Det fortæller hun i et kort interview i ”Bogmagasinet” fra maj 2019 udgivet af Jysk Fynske Medier.

Men hvad betyder det?

Samanta Schweblin: ”Argentina er meget isoleret fra resten af Latinamerika. Derimod er vi meget orienteret mod Europa, fordi mange argentinere er efterkommere af italienere, franskmænd og tyskere, og vi har derfor et nostalgisk forhold til Europa. Det er først i Berlin, at jeg fik venner fra Mexico, Colombia, Venezuela og lærte om, hvad der foregår andre steder i Latinamerika.”

Eksilets friheder

Schweblin fortsætter med at fortælle, at der også er andre fordele ved at bo i Berlin. Hun mener, at hun nok altid vil vedblive med at være en fremmed i Berlin, og det kan have sine klare fordele, fordi hun dermed ikke har det samme ansvar for omgivelserne – og hendes omgangskreds er også meget mindre, end den var i Argentina. Dermed har hun meget mere tid og ro til at skrive og være forfatter. Denne frihed til at skabe er vigtigere for enhver kunstner end den sociale binding og de sociale forpligtelser til omgivelserne og andre mennesker, men friheden er selvfølgelig ikke uden konsekvenser.

Samanta Schweblin: ”På den ene side vil jeg nok altid være en fremmed i Berlin, og jeg oplever også en afstand, jo længere tid jeg er væk fra Argentina. Det er ikke kun noget jeg føler, men det er også mine venner i Argentina, der ikke længere mener, jeg hører til der. Hvis jeg udtaler mig om politiske eller sociale forhold i Argentina, afviser de mine synspunkter med, at jeg jo ikke kan forstå det, som de lever i, fordi jeg har været væk så længe.”

Gys og uhygge

Samanta Schweblins noveller er blevet rost meget, og hun bliver sammenlignet med Franz Kafka såvel som med Edgar Allan Poe. Hun fortæller, at hun er ydmyg taknemmelig for det fornemme selskab, hun bliver placeret i, selvom hun ikke bevidst har forsøgt at skrive sig ind i tematikken.

I kølvandet på sammenligningerne følger også en række svulstige superlativer. Mange anmeldelser beskriver novellerne som uhyggelige og makabre, men Globalnyts udsendte var på intet tidpunkt under læsninger bange eller forskrækket, som ellers mange andre har givet udtryk for. Derfor spørger vi Samanta Schweblin, hvordan hun selv har det med anmeldelserne.

Samanta Schweblin: ”Jeg er meget glad for anmeldelserne, også selvom jeg ikke bevidst har forsøgt at skrive mig ind i gysergenren. Faktisk interesserer jeg mig ikke så meget for det eksplicit uhyggelige, men med mine fortællinger forsøger jeg at plante forestillinger hos læserne om, at der måske sker noget, og det vil få læseren til at indleve sig og selv gøre disse forestillinger til virkelighed i sit hoved.”

Hun konkluderer, at hendes måde at skrive på måske minder meget om et teaterstykke, hvor ting placeres i et rum eller på en scene – med den forskel, at læseren selv skal forestille sig, hvordan det ser ud i rummet, hvor teaterpublikummet jo ser, hvordan mandens sko ser ud.

Denne meget minimalistiske måde at skrive på overlader stor indflydelse til læseren, fordi det bliver op til læseren at udfylde de rum, som bliver skitseret i novellerne. Det giver et indtryk af en forfatter, som tager læserne meget alvorligt og gerne vil have, at de deltager i det, som de læser. Derfor spørger vi Samanta Schweblin, om hun tænker meget på læserne, mens hun skriver. Fordi hun nu også er oversat til rigtig mange forskellige sprog verden over, spørger vi hende, om hun tænker på sine forskellige læsere, når hun skriver.

Samanta Schweblin: ”Jeg tænker egentlig ikke så meget på læserne, mens jeg skriver. Faktisk tror jeg, at jeg skriver de historier og bøger, som jeg selv ville have lyst til at læse. Og jeg har ikke indtryk af, at mine læseres kulturelle baggrunde har betydning for deres oplevelse af mine noveller”.

Når forfatteren bliver klogere end sine bøger

Meget ofte taler man om, at bøgerne skriver sig selv, når forfatteren først er kommet godt i gang, fordi karaktererne i historierne begynder at handle på egen hånd. Det er selvfølgelig forfattere, der skriver bøgerne, men nogle gange kommer der til at stå ting i bøgerne, som forfatteren ikke ville kunne have tænkt selv, og som forfatteren heller ikke selv er i stand til at formulere, men i Århus synes det at være omvendt.

Under festivalen i Århus er der flere eksempler på, at de optrædende forfattere virker mere indsigtsfulde om de emmer deres bøger omhandler, end hvis man blot havde læst bøgerne uden at have oplevet forfatteren. Det hænger måske sammen med at festivalen lægger stort fokus på samtaler mellem forfattere og interviews med forfattere, mens det kun i mindre grad handler om oplæsninger fra bøgerne.

På en af festivalens sidste dage optræder Samanta Schweblin sammen med den danske oversætter af hendes bøger, Peter Adolphsen. I deres samtale om bøgerne og hendes forfatterskab fremgår det tydeligt, at hun er meget velbevandret i litteraturhistorien og også et meget reflekteret menneske. Efter deres samtale efterlades man med det indtryk, at det har været meget mere interessant og spændende at lytte til Samanta Schweblin på festivalen, end det var at læse hendes bøger.

Derfor melder der sig den tanke, at forfattere nogle gange er blevet for gode til at formidle deres bøger, ligesom nogle anmeldere i deres begejstring risikerer at overfortolke bøgerne. Det kan medføre en forlegenhed, hvis man sætter sig for at læse bøgerne bagefter – fordi man kan blive i tvivl, om det er de samme bøger, man har læst.