Folkemøde i Kenya skal stimulere demokratiet

pdf_banner-1024x666
Laurits Holdt

5. marts 2019

I denne uge kan kenyanerne opleve landets første folkemøde i stil med det, mange blandt læserne kender fra Bornholm.

Den kenyanske version hedder The People Dialogue Festival og er inspireret af de svenske og danske folkemøder. Festivalen begynder torsdag 7. marts og varer til og med lørdag 9. marts. Den afholdes på nationalmuseet i Nairobi.

Blandt deltagerne er præsident Uhuru Kenyatta og oppositionslederen Raila Odinga.

Store dele af befolkningen er desillusioneret i forhold til demokratiet, for det er svært for almindelige borgere at få lov at komme til orde. Manglen på politisk engagement skaber ifølge CMD en frodig grobund for korruption, sløseri med offentlige midler, dårlig regeringsførelse og etnisk forskelbehandling.

Dertil kommer, at der er en gensidig skepsis mellem civilsamfundet og politikerne, som gør at kontakten mellem de forskellige aktører i samfundet ofte er konfrontatorisk.

Det vil Centre for Multiparty Democracy (CMD) forsøge at rette op på, skriver organisationen i sin præsentation af festivalen.

Den skriver videre, at Kenya har brug for et nyt mødested, hvor politikere, meningsdannere og hr. og fru Kenya kan tale sammen ansigt til ansigt. Ambitionen er, at festivalen kan blive et sted, hvor de sædvanligvis fastlåste positioner lægges på hylden for en tid.

Centre for Multiparty Democracy har siden 2014 samarbejdet med den danske organisation DIPD, der er de politiske partiers fælles platform for udbredelsen af danske idealer om det samarbejdende demokrati.

CMD er etableret for at skabe dialog og samarbejde mellem de politiske aktører, politikere og partierne. Den har 28 politiske partier som medlemmer.

Læs mere om The People Dialogue Festival.