Madagascar er kendt for sit unikke natur- og dyreliv. Den afrikanske ø er eksempelvis det eneste sted i verden, hvor man kan opleve lemuren.
Det har imidlertid tidligere været endnu rigere, for der var en tid, hvor kæmper betrådte øen. Det gælder gigantiske dyr som elefantfuglen samt store fossaer og lemurer.
De er alle fortid nu, og det skyldes overgangen fra samler- og jægersamfund til pastoralisme og en følgende befolkningsvækst, konkluderer et nyt studie publiceret i Journal of Human Evolution.
Der har tidligere været forskellige teorier, der forsøgte at forklare øens “udryddelse af megafauna”, som den kaldes. Klimaet er bl.a. blevet nævnt som årssagsforklaring, men den tese bliver afvist af det nye studie.
“Vi dokumenterer, at den hurtige nedgang i populationerne af store dyr på Madagascar ikke kom i forbindelse med en ændring i klimaet. Der var ikke nogen tørke, der dræbte dyrene”, siger Laurie Godfrey, medforfatter til studiet, ifølge en artikel på Mongabay.
Hyrdefolk og befolkningstilvækst
Udryddelsen skete i en periode på et par hundrede år, og var tilendebragt omkring år 1050.
Det skete ifølge den nye forskning samtidigt med, at lokalsamfundene på øen gik fra at være jægere og samlere til at være hyrdefolk (pastoralister), hvor en stor del af øens skov blev omlagt til græsningsland.
Samtidigt var der en befolkningstilvækst på grund af indvandrere, særligt fra Indonesien.
Der har været beboere på den særegne ø siden omkring 2000 år før vores tidsregning, og det viser, at menneskelig tilstedeværelse eller jægersamfund ikke nødvendigvis resulterer i udryddelse af store pattedyr, mener forskerne.
“Det betyder, at udryddelsen af megafauna ikke er en uundgåelig konsekvens af menneskelig tilstedeværelse, som følgende angiver, at mennesker kan foretage aktiviteter, som ikke resulterer i udryddelse”, siger Laurie Godfrey, i artiklen fra Mongabay.
I vores tid er der også pres på Madagascars natur. Der findes omkring 100 arter af lemurer på øen – og ikke noget som helst andet sted på kloden – og de er stort set alle truede eller kritisk truede, ifølge IUCN’s rødlister.