Cashewnødden udgør kun en tiendedel af den frugt, der producerer den. Nødden sidder som en lille dut under en peberfrugtligende frugt, men selve frugten bliver kasseret, fordi den ikke smager godt rå og har meget kort holdbarhed, så den er affald, der bare skal skaffes af vejen.
Marianne Duijm læste Design og Innovation, som er en del af ingeniøruddannelsen, på DTU og da hun skulle skrive speciale i 2019, forslog en professor, at hun og en medstuderende tog til Tanzania for at skrive om, hvordan frugtkødet kunne omdannes til ethanol. Det kan det nemlig godt, men det kan ikke betale sig økonomisk.
”Jeg tog af sted sammen med en medstuderende, men det endte med, at vi slet ikke lavede speciale om bioethanol, men i stedet skrev om hele værdikæden for cashewnødder, og hvordan man kan kunne skabe merværdi for landmændene,” siger hun i dag, hvor hendes idé er blevet en succes. Hun får støtte fra Innovationsfonden, og havde i december svært ved at producere karameller nok til julen.
Myter om frugten
Der er mange forklaringer på, at frugten ikke hidtil er blevet brugt.
”Dels indeholder den meget tannin, som giver den en tør og bitter smag, og hvis du har et mangotræ ved siden af, foretrækker folk at spise mango, ” forklarer Marianne Duijm og tilføjer, at der er mange myter om, at cashewfrugten kan være skadelig at spise. Derfor bliver den bare efterladt, når de værdifulde nødder bliver solgt. Den kan sagtens omdannes til bioethanol, men da det er et billigt produkt, kan det ikke betale sig, fordi transporten er for dyr. Der har også været forsøg på at omdanne den til en slags brandy, men det har heller ikke været en succes.
”Vi var derfor klar over, at frugten skulle bearbejdes lokalt, og det giver god mening, for så skaber det jo også arbejdspladser lokalt,” siger hun.
Uden præcist at vide, hvordan frugten kunne bruges, deltog hun i et acceleratorprojekt og mødte andre food-starts ups i København. Da hun var i Tanzania, havde hun eksperimenteret med at lave marmelade og juice af frugten, og så opstod tanken om at dehydrere frugten og lave en slags pasta. Dette kan gøres lokalt. På cashewfabrikkerne har de i forvejen ovne, fordi nødden skal varmebehandles og tørres.
Mere arbejde til kvinder
”Det betyder, at nogle kvinder har ekstra arbejde på fabrikken og med at transportere hele frugten – ikke kun nødden – til den,” siger hun.
Pastaen vakuumpakkes og transporteres til Danmark, hvor hun har investeret i en særlig røremaskine, der blander cashewpastaen med sukker, kokosmælk og glukose, så den bliver til en karamelagtig masse, der overtrækkes med chokolade.
”Det er en slags vegansk karamel,” siger hun. Men karamellen henvender sig ikke kun til veganere, og da hun første gang crowdfundede penge via Coops platform, fik hun 3-4 gange flere penge, end hun havde regnet med.
”450 mennesker støttede og fik efterfølgende en portion karameller. Heldigvis sagde de fleste, at de vil købe dem igen, så de giver god reklame,” siger hun.
Hendes virksomhed har endnu ikke har et omfang, der gør den helt store forskel, og i Tanzania er der en helt del bureaukrati, der gør køb af cashew lidt besværligt.
”Men jeg er med til at bruge og give værdi til noget, som regnes som et besværligt restprodukt, der ellers skal fjernes fra markerne. Og jeg er med til at skabe lidt ekstra arbejde lokalt,” siger hun.
Efterfølgende har andre firmaer også fået øje på restproduktet, et svensk firma eksperimenterer med at bruge det i produktion af køderstatning.
”Der er stadig masser af udfordringer, men der er god afsætning på karamellerne,” siger Marianne Duijm.
Karamellerne sælges blandt andet i Irma, Social Foodies og en række små butikker, der får varer fra grossisten Råhandel.
