For en måneds tid siden skrev vi på Globalnyt om de voldsomme oversvømmelser, der har ramt Sudan og fået myndighederne til at erklære undtagelsestilstand – men Sudan er ikke det eneste afrikanske land, der har kæmpet med uvelkomne vandmasser.
Enorme regnmængder har hærget på tværs af Sahel-bæltet, der strækker sig fra Senegal og Mauretanien i vest til Eritrea i øst. Veje eroderes, huse skylles væk, og hele områder både i byer og på landet er totalt oversvømmet – og det i en region, der i forvejen er hærget af konflikt, og hvor 3,1 millioner mennesker allerede inden oversvømmelserne var flygtninge eller internt fordrevne.
Sahel er et af de områder på kloden, der står til at blive hårdest ramt af klimaforandringerne. I 2050 vil regionen være to grader varmere end i dag – men hvor mange måske tror, at det dermed også bliver tørrere i regionen, er det modsatte snarere tilfældet. Siden 1980’erne er der år for år faldet mere regn, men fordelt på færre byger. Tidligere faldt regnen støt spredt ud over hele regntiden, men nu vælter den ned i enorme, intense byger og skaber massive problemer for befolkningen.
Læs også: Sahel: ”Manglende vilje og dårlig kapacitet er en eksplosiv cocktail”
Urbanisering forværrer oversvømmelser
Dette års regn har været den værste i over 10 år. Ifølge FN havde vandmasserne per 24. september kostet 71 mennesker livet alene i Niger. I Burkina Faso var tallet 41 – heriblandt en gravid kvinde og hendes teenagedatter, der var internt fordrevet fra deres hjem på grund af den konflikt, der hærger i området. De døde, da deres nabos hus kollapsede over deres telt.
Også Mali, Mauretanien, Tchad og Nigeria er ramt, og flere hundredtusinder i regionen er påvirket af oversvømmelserne.
”I de seneste år har der været en jævn stigning i antallet af personer, der er påvirket af oversvømmelser,” siger Jocelyn Lance til onlinemediet Off the bus.
Lance er ekspert i risikoreduktion, vand og sanitet i Det Europæiske Agentur for Humanitær bistand og beskyttelse af civile i Vestafrika. Ifølge ham hænger udviklingen i antallet af berørte mennesker frem for alt sammen med den stigende urbanisering. Der tages ikke tilstrækkelig højde for oversvømmelser i byplanlægninger, og regeringers tiltag bliver overhalet inden om af virkeligheden, siger han:
”Urbaniseringen er hurtigere, og Dakar er det perfekte eksempel.”
Mere regn; utilstrækkelig håndtering
Fra 1990 og frem til i dag er indbyggertallet i Dakar, Senegals hovedstad, årligt vokset med mellem 2,5 og 3 procent. I hele tal er det en stigning fra 1,4 millioner til 3,1 millioner indbyggere.
Til sammenligning er Københavns indbyggertal i samme periode vokset fra godt en million til 1,35 millioner.
Samtidig er der sket en parallel stigning i antallet af senegalesiske byboere, der påvirkes af årlige oversvømmelser – fra 170.000 i 1999 til 900.000 ti år senere.
Oversvømmelserne rammer især de lavtliggende slumområder i udkanten af Dakar, hvor fattige har været bosat sig. Her bor folk tæt, bygger uden tilladelse og har utilstrækkelig adgang til vand og sanitet og affaldshåndtering – i disse bydele er oversvømmelser under monsunen blevet så almindelige, at beboerne ikke længere snakker om regntid, men om oversvømmelsestid.
I år er ingen undtagelse. Den første weekend i september faldt der på ét døgn tre måneders regn, der satte store dele af Dakar under vand. I forstaden Rufisque målte man 210 mm regn i løbet af de 24 timer – den normale nedbør i Dakar for hele september ligger på 150 mm – og i bydelen Keur Massar nåede vandet folk til taljen.
Artiklen fortsætter under videoen.
”Det er den samme historie hvert år – vi er desperate,” siger Keur Massar-beboeren Makhtar Ndiaye til Off the bus.
Det forstår Caroline Schaer fuldt ud. Hun forsker i og rådgiver om klimatilpasning, oversvømmelser og katastrofeforvaltning og er blandt andet tilknyttet UNEP DTU Partnership, en forskningsenhed, der støtter op om FN’s miljøprograms klimaforandringsstrategi. Schaer skrev sin ph.d.-afhandling om netop oversvømmelser i Senegal og oversvømmelsesberedskabet i Dakar, og hun fortæller, at mange hovedstæder i Afrika har gennemført en decentralisering, hvor kommunerne har fået et større ansvar for katastrofehåndtering, herunder oversvømmelser. Men der er ikke fulgt ekstra finanser med ansvaret.
”Kommunerne mangler kapacitet – økonomisk, men også vidensmæssigt. Det var dét, jeg så i Dakar. Derfor bliver jeg også trist, når jeg efter så mange år kan se, at det er de samme oversvømmelser, de samme mennesker, der bliver ramt og de samme strategier, kommunen bruger,” siger Caroline Schaer og giver som eksempel, at man stadig forsøger sig med at grave kanaler for at lede vandet væk, på trods af at kanalerne bliver stoppet til af skrald.
Den grundlæggende sårbarhed
Oversvømmelser har i årevis været et politisk varmt emne i Senegal, fordi det påvirker befolkningen i så stor en grad, og oversvømmelseproblematikken fylder i både kommunal- og præsidentvalg.
Et væld af initiativer til at håndtere oversvømmelserne har da også været sat i gang – det seneste er en stor ti-årsplan til 1,4 milliarder dollars – knap 8,9 milliarder kroner. Planen, der løber fra 2012-2022, er delvist finansieret af Verdensbanken og skulle blandt andet udvikle et stort afvandingssystem til opsamling af regnvand, men lidt er sket.
”Planen skulle have været den store redning, men det det ser ud til, at den har fejlet,” siger Caroline Schaer, ”i 2015 manglede der stadig 90 procent af finansieringen, og der er ganske vist bygget 50 kilometer kanaler og bassiner til at opsamle regnvand, men de lider under manglende vedligehold.”
Samtidig påpeger forskeren, at både statslige og kommunale indsatser begår en stor fejl ved kun at fokusere på brandslukning:
”For mig at se er en stor del af grunden til, at initiativer fejler, at man ofte udelukkende fokuserer på det tekniske og de store infrastrukturprogrammer og glemmer, at man også er nødt til at kigge bredere på forebyggelsesarbejdet og den grundlæggende sårbarhed.”
Med ”grundlæggende sårbarhed” hentyder Caroline Schaer til samfundets underliggende strukturer, der gør, at oversvømmelserne rammer de samme marginaliserede mennesker igen og igen. Det er vigtigt, mener hun, at sætte ind og hjælpe de mennesker, der på grund af deres sårbarhed bor i områder, der er særligt udsatte for oversvømmelser.
I Senegal lever op til 40 procent af bybefolkningen i slumområder, og det tal vil kun stige. En prognose fra FN forudser, at tre milliarder mennesker på verdensplan vil bo i uformelle boligområder, slumområder, i udkanten af verdens storbyer i 2050.
”Man kan virkelig frygte, hvad der kommer til at ske, hvis der ikke sker en udvikling af infrastrukturen og en sikring af basale samfundsydelser og statslig hjælp til de marginaliserede. Lige nu får de bare lov at passe sig selv. Det betyder, at der med tiden bliver flere sårbare, og samtidig vil oversvømmelsernes påvirkning blive større,” siger forskeren.
For mange kokke og ingen ingeniører
Under sit ph.d.-feltarbejde tog Caroline Schaer dette billede i Pikine, Dakar, flere måneder efter oversvømmelserne ramte.
Foto: Caroline Schaer
En af grundene er, at der ganske enkelt er alt for mange aktører i arbejdet med oversvømmelsesforvaltningen i Senegal. Et appendiks til 2018-artiklen oplister de involverede institutioner. Listen tæller: 16 afdelinger fordelt på seks ministerier, 12 semi-offentlige eller private organisationer, omkring 20 ngo’er og 13 internationale organisationer, herunder seks FN-organisationer og Verdensbanken.
”Det var en udfordring i det hele taget af finde ud af puslespillet,” siger Caroline Schaer.
Med så mange institutioner er man nødt til at have en koordineringsmekanisme. Dem har Senegal efterhånden haft mange af, men de bliver nedlagt én efter én, fordi de ikke har fungeret. Den overordnede konsekvens er, at senegaleserne har mistet troen på politikerne.
”Befolkningen stoler ikke længere på politikerne. De har hørt den samme sang mange gange, men de bliver ved med at lide under det her. Det er jo hele områder, der er oversvømmet! Da jeg var i Dakar for fem år siden, vadede folk to-tre måneder efter oversvømmelserne stadig rundt i vand, som nu var blevet forurenet og gjorde dem syge,” siger Caroline Schaer.
Hun tror, at der først for alvor sker noget i det øjeblik, at oversvømmelserne begynder at ramme større virksomheder og middelklassen. Så længe de kun rammer folk, der i forvejen lever på kanten af samfundet og historisk set ikke har haft førsteprioritet, sker der ikke noget. I mellemtiden har lokale oversvømmelseskomitéer taget sagen i egen hånd.
”Folk har mistet tilliden til, at de kan få hjælp og begynder at organisere sig selv,” siger Caroline Schaer og fortæller om uformelle netværk og lokale organisationer, der forsøger at sætte initiativer i gang og selv bekæmpe vandmasserne i deres beboelseskvarterer. Med større eller mindre held.
De uformelle katastrofeberedskaber har hverken særligt mange penge eller den nødvendige tekniske ekspertise, og det betyder, at løsningerne ofte ikke er bæredygtige. Hvis man for eksempel graver kanaler uden de rette ingeniørberegninger, forsvinder vandet – og dermed problemet – jo ikke, men bliver blot ledt videre til det næste kvarter.
Flere flygtninge
Det er ikke kun i Dakar og Senegal, at man kæmper med den slags udfordringer. Sådan er det hele vejen gennem Sahel, hvor fejlslagen og utilstrækkelig byplanlægning og manglen på sociale tiltag ikke kan følge med de mere koncentrerede regnmængder og den buldrende urbanisering. Caroline Schaer spår, at det vil føre til mere kamp om de sparsomme ressourcer og ydelser blandt indbyggerne i storbyernes randområder:
”Når du flytter fra din familie og klan, sker der en social fragmentering, og på det sted, du flytter hen, skal du skabe dig en ny social kapital og genopbygge det netværk og den tillid, der er nødvendig, hvis du skal overleve. Alt andet lige vil det fremover blive sværere for nytilkomne at opbygge den kapital, fordi der bliver knaphed på ressourcer – det er jo også en form for overlevelsesstrategi at holde sig inden for de tætte netværk og ikke lukke andre ind.”
Eftersom problemet dækker hele regionen, vil den interregionale migration også blive påvirket. I dag søger langt de fleste vestafrikanske migranter mod andre lande i regionen, men hvis vilkårene og kampen for overlevelse ikke er lettere dér, har de ikke mange valgmuligheder tilbage.
”På et tidspunkt er de her urbane områder så mættede, at folk bliver nødt til at flytte. Jeg tvivler på, at de vil flytte tilbage ud på landet, hvor der ikke er noget at hente, så den ultimative konsekvens er, at de søger længere væk. Det vil have en effekt på migrationsstrømmene. Vi kommer til at se flere klimamigranter,” siger Caroline Schaer.
