Marokkanske Asmâa Hamzaoui har intet mindre end revolutioneret den spirituelle gnawamusik i hjemlandet. Før Asmâa Hamzaoui spillede sig ind på gnawa-scenen, var det nemlig forbeholdt mænd at tæve toner ud af det trestrengede bas-lignende instrument guembrien, der er helt centralt for gnawaerne i Marokko.
Søndag eftermiddagen gjaldede den kvindelige mesters sang og spil ud i Krudttøndens aflange, diminutive lokale. Her var gruppen placeret i en af siderne uden spots, så de paradoksalt nok kun stod i spotlightet, når de trådte tilbage på scenen.
Hjemme i Marokko plejer Asmâa Hamzaoui at optræde med en større fast gruppe, men til koncerten var den vigtige kald/svar-dynamik mellem solist og de to indhentede korsangere fra Bruxelles ikke helt afstemt.
Så selvom mesteren velspillende og -syngende kom rundt i det faste gnawa-repertoire, hvor alle regler blev overholdt, levede koncerten ikke helt op til hendes vanlige niveau.
Første kvindelige mester i gnawa
For otte år siden oplevede jeg for første gang den nu 24-årige kvindelige gnawamester til musikmessen Visa For Music i hovedstaden Rabat. Her viste hun et forbløffende attack og stort teknisk overskud på genrens trestrengede bas-lignende instrument.
Dengang blev hun præsenteret som en stor hemmelighed, ikke mindst fordi at røre guembri-instrumentet – for slet ikke at tale om at tage føringen i en gnawagruppe – inden Asmâa’s ankomst helt og aldeles var mændenes domæne.
Gnawa er navnet på den hybridkultur, som opstod over det sidste årtusinde, hvor slaver som oftest var animister ankom til Marokko med de mange karavaner og mødte ikke bare islam, men også den udbredte overtro, som er side om side med religionen i Marokko.
Centralt i gnawafolkets kultur er den specielle trancenat, der minder om ritualer i den afrikanske diaspora på Cuba eller Brasilien. Ritualerne arbejder med en underverden af ånder, og folk bliver besatte – med musikken som det primære befordringsmiddel. Trancenatten hedder en ‘Lila’, og en sand gnawamester leder ritualet som en kombination af dygtig musiker og clairvoyant, der kan læse den besatte og reagere ved at spille den musik, øjeblikket kræver.
Asmâa Hamzaouis far var den anerkendte Casablanca-mester Rachid Hamzaoui. Med Asmâas entré på gnawa-scenen kan mesteren nu også være en kvinde, og det har inspireret unge kvinder både hjemme i Marokko, samt i den marokkanske diaspora i først og fremmest Frankrig og Belgien.
Det har banet vejen for kvindelige artister som Hind Ennaira fra Essaouira i Marokko og den lysende Yousra Mansour fra hybridbandet Bab L’Bluz, som egentlig stammer fra El Jadida syd for Casablanca, men som hører hjemme i Lyon.
Spareøvelse trak ned
Asmâa Hamzaoui gav på grund af pladsmangel koncert på Krudttønden, det diminutive spillested på Østerbro. Egentlig arrangerede spillestedet Alice koncerten, men arrangørens eget domicil er under ombygning, og de lejer sig derfor ind andre steder.
(Foto: Torben Holleufer)
Krudttønden synes desværre ikke særlig egnet til musik, og bandet stod indhyllet i halvmørke på den lille scene, som ikke levnede meget plads til den dans og akrobatik, der kendetegner gnawaers optræden. De fire musikere i søndagens udgave af bandet så dog heller ikke ud til at være specielt gode til lige de discipliner.
Hovedpersonen var til lejligheden flankeret af sin storesøster, Aicha Hamzaoui, som har været med hele vejen, og to musikere, der var blevet samlet op i Bruxelles, nemlig Hanane Abdallah og Narjis Chakir.
Det er forståeligt, for fly koster pludselig mange penge, men til gengæld er der mange marokkanske musikere i eksil, ikke mindst i Bruxelles. Bydelen Molenbeek rummer adskillige folkloreorkestre af høj kvalitet, som spiller til bryllupper og andre begivenheder i det marokkanske lokalsamfund. De to kvinder spillede upåklageligt på de ottetalsformede jernkastagnetter, mens de sang svarkorene til Asmâas udsagn, selv om der var problemer oppe i det høje register.
Musikerne undskyldte efter koncerten deres musikalske fejltrin. De var blevet forkølede efter at have byttet Istanbul ud med København – og trætte, eftersom der kun var to koncerter tilbage på turnéen, Aarhus og Barcelona.
Stjerne i rivende udvikling
Eftermiddagens store oplevelse var naturligvis Asmâa Hamzaoui selv, som virkelig er vokset. Både som udøvende scenekunstner og som spirituel sufi med den specielle, Allah-givne kraft – ‘Baraka’ – som de bedste har til overmål. Her konkurrerer Asmâa Hamzaoui fint med de mange mandlige mestre.
Globalnyts bedømmelse
Hun har siden gennembruddet spillet på de største scener og har normalt hjemme i Marokko med en større gruppe. Alligevel var det fedt at se hende på Krudttønden, fordi hendes spil på guimbrien er så afmålt – hun evner at holde igen frem for at blære sig, og kan så alligevel lukke op for et sandt regnvejr af toner, når det er nødvendigt.
Koncerten kom hele vejen rundt i standardrepertoiret med fokus på afdelinger som den ‘hvide Jilali’, den ‘sorte Mimoun’ og de kvindelige ånder som berømte Aicha Qandisha. Farverne hentyder til de store, farvede tørklæder, de besatte bærer under tranceritualet.
Alt i alt var det en dejlig oplevelse at se en kunstner i stadig fremdrift – og høre hvordan hun konstant tilføjer nye aspekter til sin kunst.
