Man skal ikke tilbringe mange søndage i den zambiske hovedstad Lusaka for at opdage, at kristendommen her er lidt af et kludetæppe. Når klokkerne kimer, prydes fortovene af et væld af kirkegængere, der spadserer i hver sin retning – syvendedagsadventister, metodister, de anglikanske af slagsen og mange, mange flere.
Men særligt de pentekostale kirker trækker køer langt ud på gaden, når søndag morgen bliver til formiddag. Skulle man driste sig til at blive hjemme under dynen, må man forvente at blive vækket af en præst, der et sted i nabolaget taler i tunger, eller et band, som slår tonerne an til et storslået gospelhit.
De seneste år er pinsekirkernes popularitet galoperet frem på det afrikanske kontinent. I 2020 var 229 millioner afrikanere medlem af kirker, der ifølge World Religion Database kan betegnes som pentekostale eller karismatiske. Det er omtrent 69 millioner flere end i 1990.
Afrika er nu kontinentet med flest pentekostale kristne, og i Zambia taler man endda om ‘en pentekostal eksplosion’.
”Det skyldes kristendommens oprindelige indtog her på kontinentet. Vi kommer fra en fortid, hvor vores kirker blev introduceret til os af de hvide,” lyder forklaringen fra pastor Mubanga. Han er stifter, leder og selvudnævnt apostel i pinsekirken High Place Worship Center, der har omkring 100 medlemmer.
“Den største kirke i Zambia – eller lad mig sige i Afrika – er den katolske kirke, efterfulgt af Jehovas Vidner og andre. Men i disse kirker fik folk ikke i tilstrækkelig grad opfyldt deres spirituelle behov,” fortæller han bagerst i sin menigheds tomme kirkerum på en langsom hverdag.
Men i pinsekirkerne er der rigeligt plads til de troendes spiritualitet, mener pastor Mubanga. De er nemlig kendetegnet ved troen på Helligåndens helende kraft og en stærk individualistisk praksis. Her opfordres de troende til at opbygge et personligt forhold til Gud og den vej igennem opnå frelse og fremgang.
Ofte forklares pinsebevægelsens eksplosive popularitet netop med henvisning til den såkaldte ‘fremgangsteologi’. Den lover i al sin enkelhed, at Gud hjælper og sørger for fremgang til de mennesker, der tror på ham. Og det gælder både sjælen og tegnebogen.
Helt så velærværdigt er synet på pinsekirkerne dog ikke hos kritikerne. Her lyder det typisk, at præsterne udnytter skrøbelige mennesker, der i fattigdommens desperation underkaster sig et lumsk religiøst system, som typisk garanterer mere fremgang for præsten end kirkegængeren.
Pastor Mubanga lover mirakler og hjælp til regnskaberne
Hver onsdag afvikler pastor Mubanga såkaldte Healing and Deliverance Sessions i sin kirke, der ligger i Lusakas Kaunda Square-bydel. Her tropper menigheden op med alverdens sygdomme og andre pinsler, som de håber, pastoren med Guds hjælp kan befri dem for. Blandt kirkegængerne er en ældre herre, der snøfter sig gennem den halvanden time lange gudstjeneste. Til sidst i seancen kommer han op på scenen, hvorfra det lyder, at han har tuberkulose, inden pastor Mubanga lægger sin hånd på den syge mands hoved.
Pinsebevægelsen i Afrika
Omkring 60 procent – i omegnen af 718 millioner – af alle afrikanere er kristne. Heraf tilhører cirka en tredjedel pentekostale kirker.
95,5 procent af den zambiske befolkning er kristne. Det estimeres, at omtrent en tredjedel af disse tilhører karismatiske eller pentekostale kirker.
I Zambia kan den pentekostale fremvækst spores til 1980’erne, mens der generelt er akademisk uvished om, hvornår den pentakostale bevægelse præcist entrerede Afrika. Det skyldes blandt andet, at pentakostale eller karismatiske kirker defineres forskelligt flere steder på kontinentet.
Kilder: Center for the Study of Global Christianity, Bishop’s Encyclopedia of Religion, Society and Philosophy, Zambia Statistics Agency.gelsen i
Ordrerne klinger hårdt frem og tilbage mellem de gule kirkevægge, da pastoren spruttende og råbende beordrer de onde ånder til at forlade den ældre mands krop. Bagefter får den syge lidt frugt, inden han bliver sendt hjem i seng. Om han blev kureret for sin tuberkulose eller ej, er uvist.
Mens healing og eksorcisme spiller centrale roller i størstedelen af de afrikanske pinsekirker syd for Sahara – og så afgjort tiltrækker mange kirkegængere – så er det ikke blot løfterne om mirakler og hurtige fix, der appellerer.
Modsat hovedparten af de katolske og protestantiske kirker, hvor zambierne i grove træk folder hænderne og afventer Guds frelse, så peger pastor Mubanga på en mere hands-on vej til guddommelig indgriben.
Han uddanner sin menighed i at udvikle et personligt forhold til Gud, oftest gennem særlige bønner eller bibelstudier. Det ses tydeligst i bønnen, hvor kirkegængeren beder på samme tid i det samme kirkerum, men hver især om noget forskelligt og på deres egen – ofte stærkt medlevende – måde.
Nogle knæler, lukker øjnene og peger mod loftet. Andre svajer trippende fra side til side, mens endnu andre taler til sig selv, messende og decibeltungt.
”Folk i vores kirke siger, at nu ved de, hvordan de skal bede. Nu ved de, hvordan de skal dele Guds ord med andre”, lyder det fra pastor Mubanga.
Ligesom mange andre pentekostale præster mener han, at det personlige forhold til Gud er en forudsætning for at opnå succes i livet. De pentekostale kirkegængere bliver på den måde klædt på til at tage ansvar for deres skæbne, både spirituelt og helt håndgribeligt.
Forskere har i den forbindelse argumenteret for, at pinsebevægelsens eksplosive popularitet i Afrika hænger uløseligt sammen med stigende individualisering og økonomisk liberalisering. Med andre ord kan de pentekostale kirker ses som en spirituel forlængelse af kontinentets nye kapitalisme – en fremstrakt hånd fra himlen, der hjælper afrikanerne ind i en ny tidsalder, hvor enhver er sin egen lykkes og frelses smed.
Og pinsebevægelsens hjælp til selvhjælp behøver ikke at være begrænset til det individuelle plan, mener nogle forskere. I Political Spiritualities: The Pentecostal Revolution in Nigeria argumenterer den australske professor Ruth Marshall for eksempel for, at pentekostalismens fokus på individuelle muligheder og ansvar også kan udstyre nigerianerne med redskaber, der kan forbedre landets udfordrede politiske situation
Gud sørger for fede biler til de gode præster
I Zambia og omegn siges det i folkemunde – oftest med et kækt smil på læben – at man kan vurdere en præst på den bil, han kører i. Hvis præsten ruller op i en BMW eller Mercedes, er han en succesfuld præst, mens en skrantende Toyota ikke er noget, der i nævneværdig grad indgyder kristen anseelse. Velstand kommer fra Gud, og således er penge proportionel med præstens forhold til Gud.
Pastor Mubanga kører i en stor, velpoleret Mercedes. Men det står ikke i modsætning til, at hans kirke også står bag en række velgørende aktiviteter, mener han. Kirken understøtter enker, køber mad til særligt sårbare og hjælper alkoholikere tilbage på sporet. Pastor Mubanga drømmer også om at bygge en skole en dag, fortæller han.
”Vores kirke ligger et sted, hvor du finder et fattigt compound, hvis du går i den ene retning, og hvis du går i den anden, ja, så er der måske ikke engang elektricitet. Der er en masse enlige kvinder, og alkoholisme er udbredt.”
Ifølge Mubanga er kirkens vigtigste sociale indsats at give menigheden en grundlæggende økonomisk forståelse og ansvarlighed. Kirken udlåner blandt andet startkapital til en gruppe enker og underviser dem i, hvordan de kan budgettere og holde orden på regnskaberne.
Det er der intet mærkeligt i for pastor Mubanga. Han mener, Guds ord og økonomisk kompetenceudvikling går hånd i hånd:
”Hvis du kigger ude foran kirken, så står der et skilt: ’Empowerment Center.’ Jeg tror på, at når folk kommer i kirken, så er det for at forandre sig og blive klogere. Biblen siger, at viden giver magt, og viden kan øge dit selvværd.”
De fleste pentekostale kirker i Afrika syd for Sahara er ledet af mænd. Kirkegængerne i High Place Worship Center betragter da også pastor Mubanga som ‘our father’.
Men derfor kan kirker som High Place Worship Center alligevel sagtens kæmpe hårdt for ligestilling, mener pastoren.
“I kirken sørger vi for, at alle tror på sig selv og elsker sig selv. Mange kvinder tror, at livet handler om at finde en mand, der vil tage sig af dem: ’Kommer han snart og giver mig penge?’ Her I kirken har vi hjulpet kvinder til at se bort fra dét der, som jeg kalder en dæmonisk idé.”
Kritiker: Afrika har ikke brug for flere pinsekirker
Det er dog ikke alle, der er lige begejstrede for den pentekostale eksplosion i Zambia og Afrika.
Austin Cheyeka er professor i religionsstudier ved University of Zambia, og han anser ikke pinsebevægelsens voksende popularitet som noget, der kan ændre grundlæggende ved det ofte betændte forhold mellem kirke og stat på kontinentet. Forholdet hviler til stadighed på at varetage den politiske og økonomiske elites interesser, mener professoren:
”Udfordringen med de pentekostale kirker i Afrika er, at de generelt ikke er rodfæstede i lokalsamfundene. Præsterne tror måske, at de kender problemerne i lokalsamfundene, men det gør de ikke rigtigt. De er mere interesserede i at modtage donationer fra kirkegængerne og ser ikke lidelserne i samfundene.”
Han køber heller ikke pastor Mubangas teologi om, at det guddommelige og materielle hænger uløseligt sammen. Tværtimod mener han, at præsterne får det til at hænge sådan sammen for at berige sig selv.
(Foto: University of Zambia).
”Grundlæggende er jeg nået frem til, at de fleste pentakostale præster er ude efter penge,” siger professoren.
“Nogle af dem vil hævde, at de kan bidrage med politisk rådgivning til præsidenter og andre ledere, og flere af dem tager faktisk kurser og sekulære ledelsesuddannelser. Men for mig står det på bundlinjen klart, at penge er deres altoverskyggende fokus.”
Flere pinsepræster blærer sig endda offentligt med, at de har fået ny bil eller nyt hus – som følge af, hvad de betragter som guddommelig indgriben – fortæller Cheyeka.
Austin Cheyeka har ikke meget til overs for akademiske argumenter som Marshalls om, at pinsekirken kan forberede de troende på en ny og mere individualistisk tid.
”Jeg tvivler på, at Afrika har brug for flere pentekostale kirker,” siger professoren. “I stedet vil jeg opfordre kirke og stat til at arbejde tættere sammen og nå helt ned til græsrødderne for at finde ud af, hvordan hovedparten af afrikanerne lever. Når de har fundet ud af det, kan der formuleres den slags kristendom, Afrika har brug for.”
