Googles streetview på vej til Amazonas

Laurits Holdt

IT-firmaet Googles streetview-funktion vil snart kunne bruges til at rejse gennem Brasiliens regnskov via Amazonas- og Rio Negro-floderne. Det skriver firmaet på sin officielle weblog.

Et hold fra Google er i samarbejde med repræsentanter fra organisationen FAS (Fundação Amazonas Sustentável) for tiden i færd med at gennemfotografere dele af floderne, den omkringliggende skov og byer og bebyggelser langs floderne.

De bruger den samme teknologi, som blev brugt til at gennefotografere gaderne i byer verden over, herunder også København. Men hvor der i København og andre byer blev brugt biler med påmonterede specialkameraer foregår fotograferingen i regnskoven med kameraer monteret på trehjulede cykler og både.

Som en del af projektet bliver lokale oplært i at bruge det specielle fotoudstyr, som de vil få overdraget når Googles folk rejser hjem igen. Det er meningen at det fotograferede område på den måde skal udvides med tiden.

Projektets første fase er at fotografere en 50 kilometer strækning af Rio Negro-floden fra Tumbira, nær Manaus, hovedstaden i delstaten Amazonas, til Terra Preta. Det mange billeder bliver så sat sammen med et computerprogram, der skaber 360-grader panoramabilleder, som man kan bevæge sig rundt i med computerens mus.

Streetview-funktionen finder man på Google Maps – se link herunder.