Debatindlæg af Christian Friis Bach
Udviklingsbistanden skal gå til de absolut fattigste lande. Der er dog muligheder for at støtte i rigere lande gennem den globale ramme. Desuden har organisationerne jo også mulighed for at arbejde i rigere lande med penge fra andre end Danida.
Jeg hilser debatten om den danske BNI-grænse velkommen, og jeg lytter til argumenterne for og imod at give udviklingsbistand til lande med en indkomstgrænse på mere end de nuværende 3268 dollar per indbygger.
Men jeg holder fast i, at den danske udviklingsbistand først og fremmest skal gå til verdens absolut fattigste lande – og ikke til fattige i mellemindkomstlande som Kina og Brasilien. Disse lande har allerede et grundlag for at fremme omfordeling af ressourcerne og afhjælpe fattigdommen.
BNI-grænsen ligger med andre ord fast.
Som det fremgår af debatten, er det først og fremmest de folkelige organisationer, der ønsker en højere BNI-grænse. Det vender jeg tilbage til. Først lidt om prioriteringen af den danske udviklingsbistand og baggrunden for at fastholde den lave danske BNI-grænse.
Danske prioriteter
Vi engagerer os i de lande, hvor behovene for at bekæmpe fattigdom og fremme menneskerettigheder er størst. Det er i stigende grad i skrøbelige og konfliktramte lande med mange fattige, der ikke mærker verdens stigende velstand.
Vi opnår den største effekt ved at fokusere udviklingsbistanden. Det er med til at gøre os til en værdifuld og effektiv partner, og vi kan alligevel ikke afhjælpe al verdens fattigdom med 16 milliarder danske bistandskroner.
En udvidelse af BNI-grænsen ville betyde, at nogle af de fattigste lande, vi støtter, ikke længere kunne få gavn af dansk udviklingsbistand.
Når det er sagt, så er der inden for de eksisterende rammer for udviklingssamarbejdet allerede en høj grad af fleksibilitet.
Vi er engageret i så forskellige lande som Myanmar (Burma), Somalia, Vietnam, Bolivia og Mali. Undervejs kommer nye lande til, mens vi udfaser støtten til andre – og i stedet udvikler nye relationer, der bedre imødekommer landenes udfordringer.
Det er tilfældet i Myanmar. Her er vi i færd med at udbygge vores engagement inden for udvikling, udenrigspolitik og kommercielt samarbejde for at udnytte de muligheder og udfordringer, der følger med den politiske og økonomiske reformproces.
Den globale ramme
Det er også helt afgørende at nævne den globale ramme, hvor danske bistandskroner rækker ud over de allerfattigste lande og bidrager til at løse globale og tværgående udfordringer.
Med den globale ramme kan der gives bistand til lande, der er opført på OECD-landenes DAC-liste med en BNI-grænse på 12.275 dollar.
Inden for den globale ramme støtter Danmark blandt andet klimaindsatser i lande, hvor der er gode muligheder for at reducere udledningen af drivhusgasser. Det gør vi for eksempel i Vietnam og Sydafrika.
Med den globale ramme støtter vi også en række lande med fremme af menneskerettigheder og demokrati, fred og stabilitet. Det sker blandt andet gennem det Arabiske Initiativ og Naboskabsprogrammet.
Danmark støtter oprindelige folks rettigheder og adgang til naturressourcer gennem International Working Group for Indigenous Affairs (IWGIA) – og udviklingen af frie medier samt demokratiske systemer og partier gennem International Media Support og Institut for Flerpartisamarbejde.
Der er således en mulighed for, at dele af civilsamfundet kan støtte særligt udsatte grupper som oprindelige folk og kæmpe for menneskerettighederne i lande med et højere BNI.
Endelig er der hele det multilaterale system – krumtappen i arbejdet for udvikling, menneskerettigheder, fred, sikkerhed og håndtering af globale miljø- og klimaudfordringer.
De multilaterale organisationer løfter en stor del af opgaven med at reducere fattigdom og nå 2015-målene i verden. Det gælder også i forhold til lande som Kina, Brasilien og Indien.
Den nye civilsamfundspolitik
Så er vi tilbage ved de folkelige organisationer.
Hvorfor kan organisationer som IBIS og Folkekirkens Nødhjælp ikke få lov til at bevæge sig ud over BNI-grænsen på 3268 USD? Burde de ikke i højere grad have mulighed for at engagere sig i mellemindkomstlande med fattigdomslommer?
Svaret bliver både ja og nej. JA, fordi de folkelige organisationer allerede er engageret i lande over BNI-grænsen med dansk udviklingsbistand gennem blandt andet det Arabiske Initiativ, MRD-rammen, og Naboskabsprogrammet.
NEJ, fordi der ligesom for resten af den fattigdomsorienterede udviklingsbistand gælder det, at vi opnår større effekt og bliver mere relevante ved at fokusere. Og vi ønsker at fokusere på de fattigste lande, som har sværest ved at løfte udfordringerne selv.
Med den nye civilsamfundspolitik lægger vi op til, at de folkelige organisationer skal fastholde fattigdomsorienteringen i deres landevalg og blive endnu bedre til at koble humanitær og civilsamfundsarbejde i skrøbelige stater som Afghanistan, Somalia, Sudan og Zimbabwe.
Her er der hårdt brug for at opbygge civilsamfund, der kan stille krav til og holde myndighederne ansvarlige for rimelig og gennemsigtig anvendelse af de offentlige budgetter. På den måde kommer vores samlede indsats til at spille sammen til glæde for de fattigste i de fattigste lande.
Og når det er sagt, så har de folkelige organisationer – inklusiv fagforeningernes ulandsorganisationer – jo mulighed for at arbejde i mellemindkomstlande med andre finansieringskilder, end Danida.
Christian Friis Bach (R) er udviklingsminister siden oktober 2011.
Flere artikler og indlæg i temaet ”Grænser for bistand”.
