Debatindlæg af Gitte Seeberg
En fattigdomsgrænse for dansk bistand er essentiel for at beskytte den mod at blive et instrument til eksportfremme. Men den nuværende grænse er et levn fra fortiden. Hvad med at kombinere BNI med andelen af absolut fattige, spørger WWFs leder.
BNI-grænsen for dansk u-landsbistand ligger fast. Det understregede udviklingsminister Christian Friis Bach (R) på Folkemødet på Bornholm i juni. Det betyder, at lande, der har en BNI over 3.268 dollars per indbygger fra oktober 2013, ikke længere kan modtage støtte til nye aktiviteter under den danske civilsamfundsstrategi.
Ministeren afviste samtidig, at der kan komme særordninger for støtte til projekter i lande, der ligger over BNI-grænsen, som det tidligere har været tilfældet med bl.a. Sydafrika.
”Det er en glidebane at bruge fattigdoms-midlerne i lande, som ikke er fattige,” sagde Friis Bach på Folkemødet.
Men diskussionen er ikke så sort-hvid, som ministeren giver udtryk for.
Udover risikoen for, at BNI-grænsen spænder ben for en række tværnationale fattigdomsindsatser, risikerer man at lade de millioner af fattige, der bor i lande med en BNI over indkomstgrænsen, i stikken.
Et levn fra fortiden
For 25 år siden var det lettere. Dengang levede 90 procent af verdens fattigste i lavindkomstlande, men i dag er tallet faldet til det halve.
Så i den sammenhæng kan man godt argumentere for, at BNI-grænsen er et levn fra fortiden og en forældet måde at tænke ulandsbistand på, hvis man vil nå de millioner af fattige, der ikke bor i de allerfattigste lande.
Man kan også stille spørgsmålstegn ved, om grænsen giver mening, hvis man ønsker en rettighedsbaseret udviklingsbistand, som ministeren er stor fortaler for.
Denne tilgang handler jo i bund og grund om at støtte fattige og marginaliserede mennesker i at kræve retten til de universelle menneskerettigheder, verdenssamfundet har vedtaget – uanset hvor på BNI-skalaen, landet, de bor i, befinder sig.
Det sker sjældent, at magthaverne deler ud af deres rigdom på eget initiativ, så hvis der skal ske en omfordeling til gavn for de svageste, er det helt nødvendigt at oplyse civilsamfundet og svage befolkninger om deres rettigheder – og støtte dem i at kræve dem.
Grønt energiprojekt falder for grænsen
WWF Verdensnaturfonden har i en årrække arbejdet på Papua (West Irian, red.) i Indonesien for at skabe en grøn økonomisk vækst, der både giver lokalbefolkningen bedre levevilkår og understøtter en udvikling, hvor natur og økosystemer ikke lider overlast.
Papua er et af de fattigste områder i Indonesien, og behovet for udvikling – og dermed energi – er stort.
De lokale beslutningstagere har ambitioner om at skabe en langsigtet og bæredygtig udvikling på øen.
WWF støtter derfor udviklingen af en grøn økonomi på Papua, der fokuserer på bæredygtig udnyttelse af naturressourcerne og øget produktion af vedvarende energi, særligt udvikling af decentral vand-, sol- og bioenergi, der især gavner den fattigste del af befolkningen.
Men da Indonesien nu har en BNI, der ligger lige over grænsen for at kunne modtage dansk ulandsbistand, vil et vigtigt udviklingsprojekt som dette derfor være fortid.
Vi skal have en fattigdomsgrænse for bistanden
Jeg er enig i, at vi skal have en fattigdomsgrænse for vores u-landsbistand.
Uden en BNI-grænse er jeg bange for, at eksporthensyn hurtigt bliver temmelig dominerende, da bistanden risikerer at blive målrettet de lande, som man vurderer, har potentiale for et udbytterigt handelssamarbejde – og ikke der hvor behovet for hjælp til befolkningen er størst.
U-landsbistanden kunne derfor baseres på en kombination af BNI og andelen af absolut fattige defineret af eksempelvis Verdensbanken som mennesker, der lever for under 1,25 dollar om dagen.
Dette bør suppleres af en pulje til globale indsatser, der ikke er bundet til de enkelte nationalstater og fattigdomsgrænser, eksempelvis arbejdet med at udbrede universelle menneskerettigheder og arbejdet med at bekæmpe klimaforandringerne.
En løsning, som udviklingsministeren da heller ikke er helt afvisende over for, da han på Folkemødet nævnte muligheden for særlige puljer i lighed med Det Arabiske Initiativ, Naboskabsprogrammet og Demokratifonden, som bliver finansieret via den globale pulje.
Denne diskussion vil være relevant at tage fat på.
Cand.jur. Gitte Seeberg (53) er generalsekretær i WWF Verdensnaturfondens danske afdeling – siden 1. september 2008 – og tidl. politiker.
