Grundlov skal sikre rettigheder for Nepals fattigste

Forfatter billede

Nepals politiske system balancerer på kanten af kaos. Alligevel håber LO-formand, at en ny grundlov fra næste år kan sikre landets udsatte arbejdere flere rettigheder.

Af Peter Rasmussen

Nepals fattige befolkning håber, at landet får en ny, demokratisk forfatning næste forår. Men intet tyder på, at det bliver let.

Skriver 3F i sit nyhedsbrev torsdag.

Forslaget til en ny grundlov har deadline den 28. maj næste år, men processen løber til stadighed ind i nye problemer. En af de hårdføre knuder er valget af en ny premierminister.

Ikke mindre end tolv gange har parlamentet måtte opgive at vælge en premierminister. Uenighederne mellem maoisterne og Nepals Kongresparti har hver gang været uovervindelige.

Fagbevægelsen i Nepal håber at kunne være med til at holde landet på kurs mod en demokratisk forfatning og sikre forsoning mellem de tidligere dødsfjender.

Forslaget til forfatning skulle have været færdigt allerede den 28. maj i år, men i sidste øjeblik blev tidsfristen udskudt et år.

– Folk er begyndt at miste tålmodigheden. De spørger politikerne: Hvad har I gang i? Hvornår kommer enheden? Enten når vi frem til en konsensus eller også ligger fredsprocessen i ruiner. Men jeg er stadig optimist, fortæller Bishnu Rimal, der er generalsekretær for landsorganisationen Gefont i Nepal.

De værste uenigheder drejer sig om maoisternes tidligere oprørssoldater, der stadig er under våben. Spørgsmålet er blandt andet, hvilken rolle de skal spille i hæren, politiet og sikkerhedsstyrkerne.

Parterne er dog enige om en lang række spørgsmål, blandt andet i arbejdsmarkspolitikken, hvor Gefont har spillet en central rolle i forfatningsdebatten.

– Vi ønsker, at Nepals arbejdere nyder godt af en ny grundlov. I dag er 90 procent af arbejdsstyrken uformel og uden rettigheder. I den nye forfatning skal alle arbejdere sikres social sikkerhed og grundlæggende faglige rettigheder, siger Bishnu Rimal.

Arbejderne skal blandt andet kunne modtage forsikring i tilfælde af arbejdsskader og ledighed. Mange af Nepals arbejdere er i dag udelukkede fra en lang række menneskerettigheder på grund af deres position i landets kastesystem.