Nik Bredholt
Nik Bredholt (f. 1966) er Sekretariatsleder i Religion & Samfund (Resam).
Han har arbejdet med udvikling og nødhjælp de sidste 23 år, hvoraf de 13 er blevet tilbragt i udlandet med bopæl i Rom som Nødhjælpskoordinator for Caritas Internationalis, i Nairobi som Regional Nødhjælpskoordinator for CAFOD, og i London, som leder af nødhjælpskontoret i CAFOD.
Han har været Programchef i Danmission og derefter udsendt som Regionsleder i Afrika også for Danmission, og er aktiv i debatten om dialogarbejdet og religions rolle i samfundet.
I påsken meldte paven ud, at den rige verden burde eftergive eller i det mindste begrænse de fattige landes gældsbyrde, i denne tid hvor alle er plaget af coronapandemien. Det var paven ikke ene om at anbefale. Efter påske besluttede G20 landene, at de fattigste 76 lande kunne stoppe betalingerne på deres internationale lån de næste otte måneder.
Det er et stort og vigtigt skridt, som omhandler mellem 12 og 14 milliarder US dollars. Lånene bør dog stadig eftergives, og der mangler en måde at tage hånd om den underliggende problematik omkring internationale lån, og hvordan disse lande i øvrigt iværksætter politikker, som styrker den nationale udvikling.
Det siges ofte, at udviklingslandene selv skal sidde i førersædet og bestemme, og en gældslempelse skulle netop give landene en mulighed for at gøre, det, de mener, er rigtigt – og det behøver ikke nødvendigivs at være det samme som, det, vi mener, de skal gøre: Det vil sige sundhedssystemerne skal styrkes væsentligt, der skal gøre en indsats for at sikre lighed mellem kønnene, der skal holdes en hånd under de fattigste, og der skal indføres skattereformer, hvor de rigeste bidrager til at skabe bedre sociale systemer etc.
Det lyder rigtigt og ordentligt, men det er ikke nødvendigvis det, som udviklingslandene gør, når de selv bestemmer. Seks år i Østafrika, seneste i Tanzania, har lært mig, at der er mange dagsordener, når landene selv bestemmer, og fattigdomsbekæmpelse er ikke nødvendigvis en prioritet.
Et eksempel: Hvorfor valgte præsident John Magufuli i Tanzania for tre år siden at slå ned på unge piger, som blev gravide, og kræve, at de ikke måtte gå i skole? Det var ikke noget, hverken Verdensbanken eller kirken for den sags skyld krævede. Det var noget, han og regeringen selv besluttede og gennemførte på trods af mange gode viljers modstand.
Et andet eksempel er byggeriet af en dæmning over floden Rufiji, som officielt blev indledt i januar i år. Stiegler’s gorge dam hedder den. Verdensbanken har ikke anbefalet projektet eller lånt midler til det. Miljømæssigt er det en katastrofe, og energimæssigt er det højst tvivlsomt, om vandkraft er det rigtige i et land, som i stadig højere grad er ramt af tørke, og hvor der er store fremkomster af gas samt uendelige muligheder for sol- og vindenergi. Dæmningen er noget, som regeringen selv har besluttet. Og det er en meget dyr beslutning, som vil forgælde Tanzania i flere generationer.
Her ligger også udfordringen i at skulle eftergive gæld, ligegyldig hvem, der har lånt pengene. Skal vi i Danmark eftergive den gæld, som Tanzania oparbejder på grund af dette projekt?
Og endelig er der noget som tyder på, at sundhed ikke nødvendigvis er på regeringernes prioriteringsliste i udviklingslandene, men det er netop med corona en sektor, der skal prioriteres. Hvordan skal den udfordring tackles? Er det for eksempel muligt at hjælpe de enkelte sundhedsinstitutioner mere direkte?
Det er således ikke nødvendigvis kampen for ligestilling, ulighed eller sundhedssystemerne, som står forrest, når udviklingslandene selv bestemmer. Vi vil gerne tro det, men virkeligheden er mere kompleks.
Mur af betalinger venter forude
Selv nu, hvor långivere er gået med til gældsmoratorium, er der stadig problemer for de afrikanske lande. De fleste opkræver relativt lidt skat. Lave råvarepriser har ført til faldende indtægter. Og de lande, der låner mest, har også en tendens til at være uansvarlige forbrugere. Når denne krise er forbi, venter der en mur af betalinger.
Den grundlæggende ulempe er, at et gældsmoratorium ikke løser de underliggende årsager til gælden. Risikoen er, at gældskrisen blot udsættes. Derudover kan et moratorium fremskynde kapitalflugt og føre til, at landenes kreditvurderinger bliver nedjusteret, hvilket kan være et argument for, at et moratorium kun bør overvejes i lande, der er stærkt gældsplagede.
Corona er uden tvivl en god grund til at forøge hjælpen til Afrika, men det ikke alle lande, der tager corona alvorligt, som vi kunne ønske det.
Igen er Tanzania et eksempel, der viser udfordringerne.
Præsident Magufuli er blevet stærkt kritiseret for sin måde at tackle pandemien på. For eksempel har han den 1. maj holdt en tale, hvor han insisterer på, at alle arbejdere skal fortsætte deres arbejde, og at landet ikke har råd til at lukke ned.
Nok har han lukket en del offentlige institutioner, men kirkerne og moskeerne er stadig i drift. Han har desuden forklaret, at coronavirus kan besejres med bøn og opfordrer troende fra alle trosretninger til at fortsætte med at deltage i religiøse ceremonier. Magufuli går på den måde direkte imod den indstilling, som paven har stået for, hvor de troende er blevet opfordret til at blive hjemme fra kirkerne.
Præster fra Tanzania beretter dog, at på trods af åbne kirker, så er det meget få mennesker, der kommer til gudstjenesterne, og der hersker en general frygt for, at situationen er ude af kontrol netop på grund af præsidentens umiddelbart manglende vilje til at gøre noget ved den.
Magufulis passive om end religiøse tilgang afspejles i nabolandet Burundi. Her har præsidenten sagt, at Burundi er en undtagelse, fordi det er et land, der har sat Gud først.
Gud, gæld og corona er åbenbart ikke helt til at adskille.