Hjælp Danida med at opdatere ligestillingsstrategi

Laurits Holdt

Udviklingsministeren er vært ved et dialogmøde onsdag d. 22. maj i København, der skal samle input til Danidas opdaterede ligestillingsstrategi i udviklingsbistanden, altså hvordan man i praksis også tilgodeser kvinderne. Opdateringen skal ske i efteråret 2013.

Udenrigsministeriet lægger næsten-hus til dialogmødet i Eigtveds Pakhus på Christianshavn om køn og mangfoldighed i et rettighedsperspektiv.

Formålet er at få tidlige input til en opdatering af Danidas ligestillingsstrategi, der er planlagt til at finde sted i efteråret, skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse torsdag.

Opdateringen skal indarbejde den såkaldte rettighedsbaserede tilgang i regeringens udviklingsstrategi Retten til et bedre liv (2012) og udviklingen i det internationale ligestillingsarbejde, siden den nuværende ligestillingsstrategi blev vedtaget i 2004.

På mødet vil udviklings-minister Christian Friis Bach (R) kridte banen op med sin vision for en rettigheds-baseret tilgang til fremtidens arbejde for ligestilling.

Denne vision perspektiveres af cases fra det praktiske ligestillings-arbejde, præsenteret af Gender Focal Points fra danske ambassader, der netop i dagene 21.-22. maj samles i København.

Når der har været lejlighed til at diskutere rettighedstilgangen ud fra de praktiske eksempler, rundes mødet af med en reception, hvor dialogen kan fortsætte under mere uformelle former.

Se også om program og tilmelding på
http://www.u-landsnyt.dk/kalender-indhold/dialogm-de-input-til-danidas-nye-strategi-ligestil