Honduras: Kun 30 procent af alle forbrydelser undersøges

Forfatter billede

I Honduras behøver forbryderne ikke at frygte straf. Kun 30 procent af alle forbrydelser undersøges, af dem når 20 procent frem til domstolene, og 10 procent ender med en dom, mens resten falder ”på grund af manglende beviser”.

Det fremgår af en rapport, som Den Nationale Kommission for Menneskerettigheder CONADEH offentliggjorde mandag, skriver honduranske La Prensa tirsdag.

Af de 6.236 mord, der blev begået i 2010, er der kun i 620 tilfælde fundet ansvarlige.
Formanden for Sammenslutningen af Dommere i Honduras Teodoro Bonillo understregede i forbindelse med offentliggørelsen af rapporten, at manglende uddannelse og manglende teknologi er en del af forklaringen på den ringe opklarelsesprocent. Men tilføjede han:

”Skal vi gøre op med straffriheden, kræver det politisk vilje. Derfor vil jeg foreslå, at undersøgelserne fremover bliver uafhængige af politiet og af politik. Vi er bekymrede over, at vi ikke ser nogen ændring i regeringens politik. Vi dommere nyder ingen beskyttelse, og når vi får kendskab farlige forbrydelser, bliver vi ikke tilbudt sikkerhedsvagter.”

”Dommere er den mest udsatte faggruppe, men vi fortsætter. Af overbevisning og i troen på Gud.”
Over for nyhedstjeneste Vos el Soberano, slog en gruppe tyske parlamentarikere på besøg i Honduras fast, at politiet og militæret er en del af problemet, ikke af løsningen.