Arngeir Langås
Født 1970
Teolog og Generalsekretær i Brødremenighedens Danske Mission (BDM).
Forsvarede i 2017 en PhD-afhandling om kristne-muslimske relationer på Zanzibar. Den blev publiceret i 2019 under titlen Peace in Zanzibar.
Missionær for Danmission på Zanzibar 2002-2010.
Tidligere koordinator for kristne-muslimske relationer i Mission Afrika samt fagkonsulent for kirkeudvikling og dialog i Danmission.
Mødet mellem kulturer kommer hurtigt til at handle om religion. Lande kalder sig kristne eller muslimske og politikere trækker på religionernes grundstof, når de argumenterer for visse værdier. Retorikken kan nemt give indtryk af et ”os” og et ”dem”, og at fx kristne og muslimer befinder sig i to helt forskellige og adskilte lejre.
Men det er en sandhed med store modifikationer. For ja, de to religioner har forskellig historie og dermed også forskellig teologi på mange områder. Men der er også ligheder, overlap, der kan blive broer til forståelse og fælles fodslag i det flerreligiøse samfund.
Jeg har som generalsekretær for et missionsselskab naturligvis kristendommen som udgangspunkt.
Jeg er endda så begejstret for den kristne grundfortælling og de deraf følgende værdier, at jeg hellere end gerne fortæller dem videre til andre. Men det udelukker ikke, at jeg kan glæde mig over, at andre mennesker tror på noget, der er større end dem selv. Og at mine muslimske brødre og søstre tror på Gud og på, at han har skabt verden og sendt en række profeter, ikke mindst Jesus, som også æres i Islam, selv om man ikke anerkender ham som Guds søn og frelser.
Jo, der er forskelle – men der er også ligheder. Og den kompleksitet er svær at navigere i og kræver derfor fortløbende dialog.
Her kan muslimer og kristne på den østafrikanske ø Zanzibar måske lære os noget. Jeg og min hustru, Dorthe Davidsen Langås, opholdt os på øen otte år udsendt af Danmission i 2002 for at styrke kristne-muslimske relationer med henblik på at bidrage til fred og udvikling på øen.
Kristne står ofte for skud
Zanzibar er en delvist selvstændig del af Tanzania. Der bor 1,3 millioner mennesker, hvoraf langt de fleste er muslimer. Men der bor også omkring 20.000 kristne, hvoraf nogle har boet på Zanzibar hele deres liv, mens andre er kommet fra fastlandet og opholder sig på øen midlertidigt på grund af arbejde. Især i landsbyerne deltager kristne og muslimer i hinandens liv. Man går til hinandens begravelser og bryllupper, og man ønsker hinanden glædelig jul og velsignet ramadan.
Men Zanzibar har også problematiske diskurser, som polariserer samfundet. Og på grund af minoritetssituationen er det tit de kristne, som står for skud. De beskyldes for at tage arbejdet fra zanzibarerne, for at undergrave muslimsk moral ved at involvere sig i turistindustrien, og for at støtte unionen med Tanzania. De står således i vejen for en del muslimers mål om, at Zanzibar skal blive et selvstændigt land bygget på muslimsk lovgivning.
Vi mødte en virkelighed, hvor der til dagligt nok var tålelige relationer mellem kristne og muslimer. Men permanente strukturer for samarbejdet var der ikke, og kontakterne mellem religiøse ledere var sporadiske. Men som del af Tanzanias lutherske kirke (Evangelical Lutheran Church in Tanzania (ELCT) med fem millioner medlemmer) kunne vi bygge på det allerede etablerede fælleskirkelige samarbejde med de katolske og anglikanske kirker, da vi skulle forsøge at udvikle initiativer til varigt kristent-muslimsk samarbejde på Zanzibar.
I løbet af samtalerne udviklede der sig tre ideer: En komité for religiøse ledere, et diapraksisprojekt, hvor muslimske og kristne kvinder arbejdede sammen, og et dialogcenter.
Fred – en forudsætning for udvikling
I 2005 lykkedes det at få Joint Committee of Religious Leaders for Peace in Zanzibar etableret. De tre personer, som tog mest ansvar i processen var Sheik Fadhil Suleiman Soraga fra muftiens kontor, der har mandat til at behandle stridigheder med andre religioner, den anglikanske biskop Douglas Toto og den katolske biskop Augustine Shao.
I etableringsprocessen havde jeg en koordinerende rolle, men komitéens aktiviteter blev planlagt og udført af lokale religiøse ledere.
Fred er en forudsætning for udvikling. Komitéens opgave skulle være at styrke freden på Zanzibar for at undgå voldsepisoder som den i januar 2001, hvor over tredive politiske demonstranter tilhørende oppositionspartiet blev dræbt af politiet på øen Pemba.
Men hvorfor skulle man etablere en fredskomité bestående af religiøse ledere? Det giver især mening i samfund, hvor der er større tillid til de religiøse lederes moral og intentioner end til de politiske lederes. Og i et hierarkisk samfund betyder lederes handlinger og holdninger ganske meget.
For eliten eller for græsrødderne?
Dialoginitiativer beskyldes til tider for at være diplomatisk teater for eliter, men på Zanzibar var der efterspørgsel efter møder på græsrodsniveau. Derfor blev der i 2008 og 2009 afholdt 30 møder for 2656 lokale religiøse ledere over hele Zanzibar.
Hensigten var at starte lokale tværreligiøse fredskomitéer. Komitéens præster og imamer demonstrerede venskab og samarbejde på tværs af de religiøse skel, og der var hver gang fri debat, hvor modforestillinger mod initiativet kunne drøftes.
Både fredskomitéen og de lokale komitéer synes at have skabt et stærkere sammenhold i befolkningen på tværs af ikke kun religiøse, men også politiske skel.
I hvert fald gav daværende præsident Karume i et møde nytårsaften 2009 de religiøse ledere noget af æren for, at han og oppositionspartiets leder havde besluttet sig for at ville arbejde for at etablere en koalitionsregering.
Upendo – et diapraksisprojekt
En anden beskyldning mod dialoginitiativer er, at det er ”kun” ord.
Mens dialog betyder samtale, er diapraksis et andet ord for samarbejde på tværs. På Zanzibar etablerede Dorthe Davidsen Langås diapraksisprojektet Upendo (kærlighed på kiswahili) i 2005 som respons på to behov: Kvinders behov for uddannelse og samfundets behov for fred på tværs af religiøse forskelle.
I hverdagen lærte kristne og muslimske kvinder hinanden at kende, mens de lærte at sy, og efterhånden blev der etableret en gruppe på tolv kvinder, som syede og solgte kvalitetstøj i afrikanske tekstiler med dansk design til turistmarkedet.
Som et innovativt eksempel på kristen-muslimsk samarbejde har Upendo fået opmærksomhed i form af besøg fra mange ambassader og endda dronning Margrethe i 2008. Projektet har stadigvæk et stort netværk i ind- og udland til religiøse institutioner, myndigheder, forretningsmiljøet, turister osv.
Zanzibar Interfaith Centre
Et ”neutralt” sted, som hverken er den ene eller den anden religions helligsted, kan nogle gange fungere godt som et frugtbart mødested.
Udover at rumme kontor, konferencerum og et lille bibliotek er Zanzibar Interfaith Centre hjem for tværreligiøse ungdomsinitiativer som fodbold, sygebesøg, konferencer, musik og andet.
Et varigt dialogarbejde som det på Zanzibar opstår ikke, hvis ikke lokale institutioner investerer deres troværdighed samt menneskelige ressourcer heri. På Zanzibar har vi set, at religiøse ledere agerer indenfor et handlingsrum, som er afgrænset eller tilrettelagt af den politiske virkelighed, men også de religiøse lederes eget kritiske blik.
Sammenfattende synes erfaringerne fra Zanzibar at vise, at både kristendom og islam har ressourcer til at bidrage til fred og udvikling, hvis de religiøse institutioner prioriterer det, og de politiske rammebetingelser tillader og forventer det.
