Anmeldelse af Morten Ranum, U-landsnyt.dk
I naturlig forlængelse af White Girl har Christina Hagen udgivet Boyfrind. Det var åbenbart for hård kost for Gyldendal. Boyfrind er udkommet på det lille, stabile og kvalitetsbevidste forlag Basilisk. Bogen fortsætter den håndskrene stil med tilsvarende pidgin sprog, men denne gang med en stærk og markant billedside. Alt sammen trykt i farver på glittet papir i A4 format.
Jeg ser altid frem til en ny bog af Christina Hagen med spænding og glæde, og indtil nu er jeg ikke blevet skuffet. Og jeg vil gerne allerede nu afsløre, at jeg også er begejstret denne gang.
Dog vil jeg indrømme, at lige da jeg fik bogen i hånden, blev jeg angrebet af en vis skepsis. Jeg tænkte, om det virkelig kunne gå med en opfølger til White Girl, men som så ofte vinder Christina Hagens litterære projekter ved nærmere bekendtskab. Det tager lidt tid at komme ind i universet. I begyndelsen virker det lidt overfladisk og naivt, men ganske langsomt uden man rigtig opdager, hvad der egentlig sker, men lige pludselig siver det hele ind under huden, og så ser du guldet for dine fødder og i dine hænder.
Billederne
Den afgørende forskel på White Girl og Boyfrind er billederne. Billederne er farvefotos, som viser en stor tristesse. De eluderer feriefotos, men de er holdt i et meget enkelt og rent formsprog. Vi befinder os i langt de fleste tilfælde på hotelværelser. Vi ved ikke rigtig, hvor i verden vi befinder os, men we don’t give a shit. Den præcise lokalisering er ikke det væsentlige.
Hotelværelser er meget ofte uden geografi. Her er vi hele tiden på vej til et andet sted og befinder os derfor i et tomrum eller på et ikke-sted.
På billederne ser vi kvinder og mænd mere eller mindre nøgne på sengen i et hotelværelse. Der er ingen glans over billederne, men portrætterne viser kvinder og mænd, som vi vel ser ud på sengen med et vist udtryk af udmattelse og træthed. Bogen afsluttes med et billede af Christina Hagen selv, hvor står iført en amerikansk high school jakke, med resterne af gademad i håret, og indtrykket er en kvinde der forsøger at se udslidt, kedelig og ulækker ud. Læseren eller beskueren kan selv vurdere om det lykkes.
Billederne kompletterer teksten på en meget raffineret måde. Derfor var det ikke nok at lave White Girl. Der var noget mere.
Normalt vil jeg påstå, at jeg ikke kan tage nogen billeder som vil få andre til at se hvad jeg ser, men i dette tilfælde har Christina Hagen skabt en billedside, der fuldende det projekt som hun indledte med White Girl.
Sproget
Som nævnt flere gange minder sproget i Boyfrind næsten til forveksling om sproget i White Girl, men der er en meget klarere og sammenhængende narration i Boyfrind.
Teksten former sig om én lang monolog til og om boyfrind. Stemmen der taler i monologen er en kvinde, som selvsagt er boyfrinds girlfrend. Undervejs i monologen omtaler girlfrend oplevelser om skrivning og forfatteren. Boyfrind blander sig, men kun filtreret gennem girlfrends referat af hvad han siger og mener og synes.
Boyfrind
Christina Hagen
Forlaget Basilisk
Værket er også udgivet i en special edition. Tyve nummererede eksemplarer udstyret med håndskrevne noter af forfatteren, klistermærker, glansbilleder og løbestift og smukt indpakket i cellofan.
Denne artikel er en del at temaet om Diaspora. I serien undersøger vi erfaringer med ikke at befinde sig, hvor man hører til, eller måske slet ikke hører til nogen steder. Vi berører emner som adoption, etnicitet, hudfarve, hår, længslen efter hjemlandet og hvidhed.
