Hvor får man først knækket livmoderhalskræft – i Rwanda eller Australien?

hpv_vaccine
Forfatter billede

20. juli 2019

Et bemærkelsesværdigt metastudie af effekten af HPV (humant papilloma virus) vaccine på forekomsten af præstadier for kræft i livmoderhalsen blev for nyligt offentliggjort i det førende medicinske tidskrift, the Lancet.

Studiet viser dels, at HPV-vaccinen nedbringer risikoen for kræft – og dels, at der i mange udviklingslande bliver vaccineret en langt højere andel af befolkningen. Det vender vi tilbage til senere.

HPV-infektion reduceres markant

I metastudiet har forskerne analyseret 1702 artikler omfattende data fra ikke færre end 60 millioner mennesker rundt om i verden.

Man har herefter udvalgt 65 artikler fra 14 højindkomstlande, hvor 23 analyserede HPV infektion, 29 for kønsvorter og 13 for forstadier til livmoderhalskræft (stadie CIN2+) som også på dansk kaldes moderate til middelsvære celleforandringer, og som ofte behandles med keglesnit undtagen hos yngre kvinder hvor det vil medføre risiko for tidlig fødsel. Man vælger derfor at følge disse kvinder med tætte kontroller.

Resultaterne viser meget overbevisende, at HPV-vaccination reducerer alle tre typer markant, både forekomsten af HPV virus og celleforandringer hos piger og kvinder og kønsvorter hos piger og drenge samt kvinder og mænd. Dertil kommer, at man har kunnet vise, at der er en såkaldt “herd effect” – det forhold, at der også kan påvises en nedsat forekomst af ovenstående forstadier samt kønsvorter hos ikke vaccinerede i grupper, hvor mange er vaccinerede og smitterisikoen derfor er lav. Forekomsten af HPV infektion reduceres således med 83% hos piger i alderen 15 – 19 år og med 66% i alderen 20 – 24 år. Forekomsten af celleforandringer reduceredes med godt 50% og forekomsten af kønsvorter med 32-62% afhængig af alder og køn.

HPV, kræft og kønsvorter nu og i fremtiden

HPV forårsager både livmoderhalskræft og anal-, svælg- og mundhulekræft samt kønsvorter. Det er den anden kræftsygdom associeret med virus infektion, som man nu kan beskytte sig imod med vaccine. Den første er hepatitis B.

Man anslår, at der på verdensplan i 2018 var ca. 569.000 tilfælde af cancer og ca. 313.000 dødsfald.

Det skal understreges, at HPV vaccinen blev introduceret til piger for bare 10 år siden, og det er derfor for tidligt at undersøge, hvor stor reduktionen i forekomst af livmoderhalskræft bliver, fordi kræften kun udvikler sig langsomt og kan forekomme hos kvinder i alle aldre. Alle eksperter er dog enige om, at den vil falde dramatisk i fremtiden. Det samme gælder kræft i endetarmen, som ligeledes er associeret med HPV infektion. Det skal nævnes, at vaccinen ikke er effektiv hos kvinder der allerede er seksuelt aktive og derfor kan have været eksponerede for HPV.

På lang sigt forventer man derfor, at HPV-relaterede kræftformer mere eller mindre vil elimineres i de lande, der har høj vaccinationsdækning. Australien har således sat som mål at eliminere sygdommen, og i Storbritannien mener man også at kunne eliminere sygdommen.

WHO vil derfor også sætte et mål for en reduktion i forekomsten livmoderhalskræft til 4 tilfælde per 100.000, hvilket er under tærsklen for “sjældne” sygdomme i henhold til WHO’s definition.

I den sammenhæng er det interessant, at man i nogle udviklingslande med stærke sundhedssystemer opnår høj vaccinationsdækning (90% ) fx i Rwanda, Sri Lanka og Bhutan. Her er der stort set ingen modstand mod vaccine. Rwanda har således en imponerende HPV dækning på 93% af alle piger i målgruppen.

Vaccine skepsis og dets konsekvenser

Det omtalte studie lægger endnu mere dokumentation på bordet om HPV vaccinens effekt som modvægt mod de mennesker, der har hævdet, at vaccine ikke virker. Forskerne udtrykker derfor også et håb om, at flere vaccine-skeptikere omvendes, og at tilliden til vaccine vokser, så man kommer tættere på en verden, hvor livmoderhalskræft er fortid.

Men det bliver ikke i Danmark, at man eliminerer sygdommen tidligt. Den bølge af mistanke om bivirkninger af vaccine, der førte til et dramatisk fald i vaccinetilslutningen fra 90% for 1998,- 2000 generationen til 18 – 20% for 2004 generationen, betyder, at mange piger i den periode ikke fik den rette beskyttelse mod HPV infektion. De vil derfor være i risiko for at udvikle cancer i livmoderhalsen i resten af deres liv – en risiko de kunne have været foruden. Der må være mange forældre, som i dag bærer rundt på en anger over, at de har fravalgt at beskytte deres døtre mod denne kræftform.

Det er dog fortrøstningsfuldt, at tilslutningen til vaccinen igen stiger og at 65% af piger fra 2005-generationen har påbegyndt vaccination. Og det er opløftende, at man i år begynder at vaccinere drenge under 12 år, hvorved forekomsten af kønsvorter og svælg-, mundhule- og endetarmskræft vil blive reduceret dels pga. vaccination, men også fordi en høj vaccinationsdækning vil medføre en endnu stærkere ”herd effect”.