Nik Bredholt
Nik Bredholt (f. 1966) er Sekretariatsleder i Religion & Samfund (Resam).
Han har arbejdet med udvikling og nødhjælp de sidste 23 år, hvoraf de 13 er blevet tilbragt i udlandet med bopæl i Rom som Nødhjælpskoordinator for Caritas Internationalis, i Nairobi som Regional Nødhjælpskoordinator for CAFOD, og i London, som leder af nødhjælpskontoret i CAFOD.
Han har været Programchef i Danmission og derefter udsendt som Regionsleder i Afrika også for Danmission, og er aktiv i debatten om dialogarbejdet og religions rolle i samfundet.
Vi boede i Kenya i begyndelsen af 2007 under konflikten, der blev kendt som post-election violence. En eftermiddag hvor det begyndte at brænde på, sad vi i en have i Nairobi-forstaden Karen hos den svenske tandlæge. Jeg havde forsøgt at komme på arbejde i byen, men der var mange folk på gaderne og en skræmmende stemning af noget ukontrolleret, så jeg var vendt om.
Med ét klikkede alle telefonerne ind med dårligt nyt på stort set samme tidspunkt. Vi delte nyhederne med hinanden, og tandlægen med mange års erfaring i Afrika fik sagt:
”Jeg tror noget snavs har ramt ventilatoren”, hvilket er en vending, der benyttes til at beskrive en situation, hvor det hele bare går galt. Der var afgjort noget skidt, der havde ramt samfundet, og den logiske følgeslutning kom prompte:
”Er der nogen, der skal have en drink mere?”
Man har i Afrika en anden indstilling til usikkerhed. De noget kyniske expats er i reglen langt bedre stillet end almindelige borgere, der i deres daglige liv skal leve med manglen på forsikringer og usikkerhed.
Vi oplever i disse uger i Vesten, hvad usikkerhed gør ved vores samfund. Vi oplever en flig af den usikkerhed, som langt de fleste afrikanere lever med til daglig.
Vores liv og samfund i Vesten er spundet ind i et net af forsikringer og sociale velfærdsydelser, der sikrer os, når noget går galt. Den oplevelse sætter coronapandemien på prøve. Her er noget, som vores velfærdssystem eller forsikringspolice ikke har forudset. Men vi har dog alligevel i Danmark et økonomisk netværk og et politisk system, der kan tage vare på sine borgere.
Sundhedssystemer på alvorlig prøve
I Afrika er sundhedssystemerne er på ingen måde i stand til at dække alle, lige som den kvalitet, den enkelte borger kan forvente, ofte er under middel. Hvordan kan man i Afrika argumentere med, at sundhedssystemet bliver overbelastet af corona, når det i forvejen ikke fungerer? Hvordan administrer man en selv-karantæne periode, når man ikke har et sted for sig selv? Når både soveværelse, stue og ikke mindst toiletforhold er delt med en række andre mennesker?
I vores del af verden har vi meget at miste, hvis ikke vi overholder reglerne, men hvordan ser det regnestykke ud for folk, som ikke har så meget at miste, og som reelt lever af det, som de kan tjene fra dag til dag. Den test vil nu komme i en række lande på det store kontinent.
Coronapandemien kommer i kølvandet på andre kriser. Dels sundhedsmæssige som malaria, udbrud af kolera og denguefeber, der alle tager liv, som nok kunne reddes, hvis systemerne var velfungerende. Dels naturkatastrofer som tørke og oversvømmelse, og endelig er der de politiske kriser. Blandt andet er valghandlinger ofte synonyme med vold, konflikt og usikkerhed, som er det, der skete i Kenya i starten af 2007.
Under en samtale for nylig med en gruppe afrikanere fra Tanzania, blev der spurgt, ”hvem går I til i Danmark, hvis en politiker pludselig forsvinder?”
Hvor vi her i landet uden tøven ville sige politiet, så er det spørgsmål ikke så nemt i et land som Tanzania, hvor politiet højst sandsynligt er indblandet, hvis en politiker bare forsvinder. Således er det ikke kun sundhedssystemet, der er presset, men de servicefunktioner, der skal passe på befolkningen.
Lad corona være et wake-up call
I Tanzania lægger de op til præsident- og parlamentsvalg i efteråret 2020. Endnu en usikkerhed og en periode med vold er i vente.
Urolighederne i Kenya blev afsluttet ved en aftale mellem de stridende parter, men det tog tid for landet at finde normalen igen, og mange af de ulykkelige skæbner, der var blevet fordrevet eller på anden måde ramt af urolighederne, kunne ikke bare vende tilbage til normalen bagefter.
På samme måde vil nedlukningen af Danmark få langvarige konsekvenser, også når der lukkes op igen.
Der er grund til at lade coronapandemien være et wake-up call. Der er et stort behov for hjælp til sundhedssektoren i de fleste afrikanske lande, som skal kunne fungere, ikke bare under corona, men i det hele taget. Og der er behov for regeringer, der tager sig af sine borgeres ve og vel.
Snavset i form af coronavirus har allerede ramt ventilatoren, og den næste tid vil vise, hvor langt den spredes.