I en tid, hvor god journalistik, troværdige medier og journalisters sikkerhed er endnu vigtigere end tidligere, opgraderer den globale organisation med de danske rødder International Media Support (IMS) kommunikationsområdet.
”IMS’ vision om fredelige, stabile og demokratiske samfund, der støttes og fremmes gennem stærke og effektive medier, har aldrig været så relevant, som den er i dag. Den sag er vigtig i de programlande, hvor IMS arbejder, men den er også i høj grad aktuel i Danmark. At vi opgraderer på kommunikationsområdet sker blandt andet for at øge engagementet af danskerne i at støtte frie, troværdige medier i en stadig mere urolig verden”, siger International Media Supports direktør Jesper Højberg.
IMS blev stiftet i Danmark for 20 år siden og arbejder i dag for fri presse i mere end 30 lande. Cirka 100 medarbejdere med 35 nationaliteter rådgiver og støtter gennem lokale partnere medier og journalister, ofte i nogle af verdens mest konfliktfyldte regioner.
”Jeg tror ikke, at man skal se sig særlig længe om i verden lige nu for at se, at journalister er under pres. Fra magthavere og økonomisk. For mig har det altid være slående, hvor afgørende en rolle medierne har i de allermest kritiske situationer – lige fra den konfliktoptrapning, journalister kan bidrage til for eksempel op til folkemord eller optøjer, til rollen som troværdig vidensformidler i en situation som den, vi oplever netop nu på grund af corona. At støtte den frie presse er en af de grundlæggende måder, man kan gøre noget for både for den enkelte og for at støtte en sund samfundsudvikling. Og her er International Media Support en vigtig organisation, som jeg altid har haft stor respekt for,” siger Line Grove Hermansen, der tilbage i 2004 første gang rådgav IMS på kommunikationsområdet.
Line Grove Hermansen er oprindeligt uddannet journalist, men har de seneste 15 år arbejdet med strategisk kommunikation, international udvikling og engagement af danskerne, blandt andet som kommunikationsdirektør hos UNICEF.
Hun har senest læst en MBA og haft særligt fokus på den private sektors involvering i Verdensmålene.
Opbakning fra danskerne
International Media Support modtager en stor del af støtten fra de skandinaviske regeringer, men har også danske medlemmer og gennemfører en række aktiviteter for at involvere og engagere danskerne i sagen.
”Med troværdig information kan borgere bedre bidrage til at genopbygge deres samfund og skabe demokrati. Det er universelt og et budskab, som er vigtigere nu, end det har været i årtier. Vi er glade for, at vi med Line får tilført en stærk profil, der har bred erfaring med at arbejde netop i spændfeltet mellem engagement af danskerne og globale problemstillinger,” siger Jesper Højberg.