Indien: Ny premierminister åbner for soleventyr

Forfatter billede

400 millioner indere, mere end befolkningen i USA og Canada tilsammen, mangler elektricitet. Men det vil Indiens nyvalgte premierminister, Narendra Modi, lave om på. I en ny målsætning lovede han for nylig, at alle indiske hjem skal have mindst én lyskilde i 2019. 

Skiftende regeringer gennem hele Indiens historie har forsøgt at indfri behovet for elektricitet til verdens største demokrati. Men denne er gang er løftet mere realiserbart end nogensinde; adgangen til solenergi åbner nemlig en port af muligheder for fremtidens Indien.  

Et energi-hungrende marked

Indien har 1,2 milliarder indbyggere. Med den nye premierminister, der er fremtrædende på energipolitikken, anslås det nu, at han kan skaffe adgang til 400 mio. inden for 5 år.

I 2011 blev Indien den fjerdestørste forbruger af energi i verden. Knap 40 procent af energien kommer fra kul, mens 20 procent kommer fra olie, hvoraf størstedelen importeres.

Ud over problemer med at skaffe energiressourcer til det indiske vækstmarked er adgangen til elnettet en kæmpe udfordring.

Elektricitetstyveriet er omfattende, og hele 15-30 procent af den producerede strøm forsvinder til ulovlige tilslutninger og ukendte kilder.  

Sol-succes ligger i dens simple teknologi

En af grundene til at det ikke er lykkes tidligere regeringer at forsyne befolkningen er, at man har prioriteret at bygge store kraftværker og udvide den eksisterende infrastruktur på elnettet. Det har efterladt flere millioner i landdistrikterne uden strøm. 

Én af metoderne til at fremme adgangen til ren energi er gennem statsfinansierede lånegarantier og økonomisk kapacitet til virksomheder, der arbejder i energisektoren.

Under Modi’s embedstid som minister i den solbeskinnede delstat Gujarat, i Nordvestindien, opnåede han at skabe et overskud af el – til stor misundelse i resten af landet, hvor strømafbrydelser er almindelige.

Dette var muligt, fordi delstaten pionerede med landets hidtil mest ambitiøse solcelleprojekter.

Med stigende efterspørgsel på sol og et marked i vækst, bliver Indien det femte største marked for solenergi i verden i 2015.

Solenergi kan implementeres på meget små intervaller og fordeles henover landskabet i mindre micro-grids, der kan tilsluttes elnet eller stå alene som off-grid. Solteknologiens mobilitet gør det således nemmere at nå ud til fattige landbefolkninger, der er afskåret fra infrastruktur.

Soleventyr går ikke fri af kul, olie og gas

Selv om ren energi vil udfylde en vigtig del af Modi’s valgperiode, skal man være varsom med at tegne et alt for grønt eventyr.

De brede offentlige erklæringer om sol skal tages med et gran salt, advarer flere kilder, da Modi ventes at supplere satsningen i vedvarende energi med investeringer i kul, olie og gas.

Ingen vækst uden energi

Modi gik til valg på at genskabe det niveau af vækst, som Indien oplevede før den globale finanskrise. Og i den forbindelse er adgangen til energi helt central.

Selvom klimaændringer påvirker alt fra fødevarepriser til adgangen til vand, er det ikke det fremtrædende emne, når det kommer til at træffe politiske beslutninger. Både Indien og Kina vil udbygge kapacitet fra kulfyrede kraftværker inden for de kommende år.

Dog tegner der sig nogle dårlige betingelser for kulsektoren i Indien, der lige nu har finanselle problemer.

Før Modi kom til magten, havde Indien et mål om at installere 20 gigawatt solenergi inden 2022. Den nuværende solkapacitet står lige over to gigawatt. Med vind og vandkraft bringer det den samlede vedvarende energi i landet op på omkring 27 gigawatt. Til sammenligning havde Indien i 2012, 211 gigawatt installeret kapacitet i hovedsageligt kulfyrede anlæg.

At skabe forandringer i verdens største demokrati er en lang proces. Men en del af Modi’s potentialer til at transformere Indiens energisektor består i hans særlige evne til at sætte handling bag ordene, lyder det fra flere indiske analytikere.