Fra barnsben lærte Melak Al-Ezairej, at der er kæmpe forskel på, hvordan dit liv kan udfolde sig i Irak, og hvor meget frihed du har, afhængigt af dit køn. Hendes liv blev vendt på hovedet, da hun gik fra at studere på universitetet og arbejde til at være låst inde dagen lang.
Hendes familie besluttede sig nemlig for at indespærre Melak Al-Ezairej, fordi de lagde mærke til en forandring i hendes adfærd. Hun var begyndt at kræve mere frihed til selv at bestemme og sætte spørgsmålstegn ved faderens autoritet.
Derfor var det ikke uden risiko, at hun sneg sig ud for at medvirke i dokumentarfilmen Immortals. Havde hendes familie opdaget, hvad hun lavede, kunne det have fået voldsomme konsekvenser, fortæller hun:
”Jeg var faktisk ikke sikker på, om jeg ville være i live, når filmen kom ud,” siger Melak Al-Ezairej.
I Immortals møder vi to unge irakere, som forsøger at tage skæbnen i egne hænder. Den viljestærke feminist Melak Al-Ezairej, hvis kælenavn er Milo, som går klædt i sin brors tøj for at kunne bevæge sig frit rundt i byen. Og Khalili, en ung filmskaber, hvis kamera er hans eneste våben til at dokumentere de blodige ungdomsprotester i Irak. Immortals leger lidt med dokumentargenren, da dele af filmen er iscenesat for at genskabe virkelige begivenheder.
Filmen fik premiere den 15. marts på årets dokumentarfestival CPH:DOX.
At leve med fjenden
Dokumentarfilmen følger Melak Al-Ezairej. Gennem hendes opvækst har familien og især faderen skabt en frygt i hende, som har ført til traumer og ar på sjælen. På grund af volden og truslerne har hun været nødt til at stikke af fra familien. I dag lever hun i skjul, men hun føler sig aldrig helt tryg.
”De mindste lyde kan gøre mig panisk – det kan være en bil, der kører lidt for tæt på, eller nogen der går bag ved mig på trappen. Da min familie begyndte at låse mig inde, blev jeg blandt andet tvunget til at bede med en pistol mod tindingen. Min far gjorde alt, hvad der stod i hans magt, for at intimidere mig,” siger hun og tilføjer:
”Jeg kunne aldrig sænke paraderne helt – det var som at leve med fjenden.”
Barndommen var heller ikke præget af bekymringsløshed og glæde for Melak Al-Ezairej, for hun blev meget hurtigt bevidst om de tunge byrder og begrænsninger, som følger med hendes køn. Første gang hun lagde mærke til forskellene, var da hendes lillebror blev født.
”Min far lagde ikke skjul på, hvor forfærdeligt skuffende det var at have tre døtre uden at have en eneste søn. Og til hans store glæde, så fik de min lillebror. Han fik alt det, som mine søstre og jeg havde måttet undvære – alverdens legetøj, en cykel og ikke mindst min fars kærlighed.”
Melak Al-Ezairej reflekterer over, hvorfor hun trods sin indædte frygt for familien valgte at trodse dem, for at medvirke i Immortals.
”Er det mod eller er det et selvmordsønske? Jeg ved det ikke helt, men måske er det en blanding – et eller andet midtimellem. Jeg har i hvert fald intet at miste,” siger hun efter en kort tøven.
Ingen hjælp at hente
Melak Al-Ezairej mener, at hendes voldsomme familiehistorie ikke kan ses isoleret, men at den tværtimod er et udtryk for en forrået patriarkalsk kultur i Irak. Det er ikke kun familien, man ikke kan stole på. Det er også hele det mandsdominerede system i landet.
Hverken familien, myndighederne eller retssystemet kan beskytte os. Vi er magtesløse og overladt til os selv.
Melak Al-Ezairej, hovedperson
Gennem årene har hun været vidne til, hvordan flere irakiske piger og kvinder har lidt under de mandlige familiemedlemmers tyranni og har måttet finde sig i alt fra fysisk og psykisk vold til seksuelle krænkelser. Særligt én af hendes veninder har en historie, der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på Melak Al-Ezairej, da hun hørte den.
Med en bitter klang i stemmen fortæller hun, hvordan hendes veninde blev seksuelt krænket af sin far og to brødre, og i desperation valgte at melde det til den lokale politistation. I stedet for at hjælpe hende, så beslaglagde betjentene hendes mobiltelefon og beskyldte hende for, selv at være uden om det. For hvorfor skulle hun ellers tage pæne billeder af sig selv på mobilen?
”Vi irakiske piger og kvinder har ikke nogen, vi kan bede om hjælp. Hverken familien, myndighederne eller retssystemet kan beskytte os. Vi er magtesløse og overladt til os selv. Derfor er der så mange kvindestemmer, som aldrig vil blive hørt.”
Gør det for andre kvinder
På grund af Melak Al-Ezairejs traumatiske oplevelser var filmoptagelserne til Immortals ingen dans på roser. Mange af scenerne var angstprovokerende, og det gjaldt ikke mindst en følelsesladet scene, hvor hun talte til sig selv i spejlet.
”Det var faktisk min far, jeg talte til. Det var første gang, at jeg kunne sige de ting højt – at jeg ikke kan være bange for ham længere. Jeg har fantaseret om at sige det højt så mange gange, og det var virkelig befriende at få det af hjertet. Den dag forandrede noget i mig. Jeg har følt mig stærkere og modigere siden da,” siger hun med lettelse i stemmen.
For Melak Al-Ezairej er det vigtigste ikke, hvor mange folk der kommer til at se filmen, eller om den får rosende anmeldelser. Hun måler filmens succes på, om den kan sætte gang i tanker og samtaler, som kan ændre irakiske kvinders liv.
Immortals skildrer en generation af unge irakere, som går på gaden, fordi de føler sig usynlige og magtesløse. Ungdomsprotesterne kritiserer alt lige fra krig og militser till korruption og undertrykkelse. Men én ting er sikkert: Nok er nok. Og det er også tilfældet for Milo.
Melak Al-Ezairej håber på, at filmen kan sætte større fokus på irakiske piger og kvinder, hvis stemmer ikke er blevet hørt alt for længe.
”Selv hvis blot én ud af hundrede mennesker, som har set filmen, får øjnene op for noget, de måske ikke engang har overvejet før, så er det en kæmpestor sejr for mig. Jeg gør det her for mit indre barn – pigen, som blev nødt til at kæmpe alene.”
Ovenstående er Melak Al-Ezairejs personlige beretning. Globalnyt har ikke kunnet komme i kontakt med Melak Al-Ezairejs far for at høre hans side af sagen.
