Irans udenrigsminister måtte ikke besøge sin syge ambassadør
Forud for åbningen af årets generalforsamling i FN var der igen tvivl, om Irans delegationsmedlemmer kunne få deres visa. USA udstedte de nødvendige indrejsepapirer, men underlagde som tidligere iranerne skrappe restriktioner for, hvor de måtte bevæge sig i New York.
Irans udenrigsminister, Mohammad Javad Zarif, anmodede om tilladelse til at besøge landets FN-ambassadør, der er indlagt på et cancerhospital ganske tæt på FN’s hovedkvarter, men uden for det lille område, hvor Zarif måtte være. Han fik afslag med henvisning til de adskillige amerikanske statsborgere, som Iran har tilbageholdt, og som heller ikke kan besøge deres venner og familie.
“Vi har givet Irans ambassade besked om, at anmodningen vil blive imødekommet, hvis Iran løslader en amerikansk statsborger,” lød beskeden fra USA’s udenrigsministerium.
Drama ved sundhedsforhandlinger
En historisk politisk erklæring. Det bliver en ny erklæring om universel sundhedsdækning kaldt. Den blev vedtaget ved et sundhedstopmøde i forbindelse med FN’s generalforsamling i New York i sidste uge. Erklæringen underbygger løfterne i Verdensmål 3 om, at alle mennesker i verden inden år 2030 skal have adgang til ordentlige sundhedsydelser, som er til at betale.
Men der blev kæmpet om ordene til sidste sekund. USA’s forhandlere har prøvet at presse deres modparter til at luge alle henvisninger til seksuelle og reproduktive rettigheder og sundhed ud af dokumenterne. Den formulering er ifølge Det Hvide Hus kodesprog for abort.
Ungarn har kæmpet lige så indædt for at få fjernet enhver henvisning til migration – især erklæringens afsnit om at sikre indvandrere og flygtninge adgang til sundhedsydelser.
Ungarn endte med at bøje sig, mens USA’s udenrigsminister, Mike Pompeo, og sundhedsminister Alex Azar endte med at skrive til 70 lande med en opfordring til i fællesskab at tage afstand fra FN-dokumenterne på dagen for sundhedstopmødet.
Det endte med, at 58 lande udstedte en fælleserklæring om deres bekymring over FN-papirerne, der “har skabt en ny international ret til abort og promoverer internationale politiker, der svækker familien.”
Demonstrationer for og imod Indiens Modi
På det velkontrollerede område ganske tæt på FN’s hovedkvarter, hvor der er hegnet båse af til anmeldte demonstrationer, har man i sidste uge kunnet opleve samtidige demonstrationer for og imod Indiens premierminister, Narendra Modi. Dog var de placeret på hver sin side af pladsen med blandt andre nogle fredelige kinesiske Falung Gong imellem sig.
Indiens regering fratog for nyligt den indisk-styrede del af Kashmir-regionen dens særlige status – både Indien og Pakistan gør krav på Kashmir. I den del, som Indien administrerer, har den overvejende muslimske befolkning haft særlige rettigheder, blandt andet til egen forfatning og til selv at træffe politiske beslutninger. Rettigheder, som Indiens regering har fjernet ved et dekret efter at have sendt troppeforstærkninger til regionen, indført udgangsforbud, lukket telefonforbindelser og internet, og anholdt politiske ledere og mange andre.
På demonstrationsområdet ved FN hyldede en gruppe indisk-amerikanere Modi og hans tætte forhold til USA’s præsident Trump, mens andre med rødder i Kashmir fordømte Modi.
Indenfor i Generalforsamlingssalen advarede Pakistans premierminister, Imran Khan, om risikoen for et blodbad i Kashmir, mens Modi ikke nævnte regionen.
Globalnyts dækning fra New York er støttet af Udenrigsministeriets rejsebevilling