Joko Widodo taget i ed i Indonesien

Forfatter billede

Arbejde var et hyppigt forekommende ord i den nye indonesiske præsidents første tale til sine landsmænd, efter han var taget i ed mandag. Han opfordrer til samling og forsoning i verdens tredjestørste demokrati.

Titusinder var mødt frem i Jakartas gader mandag for at hylde Indonesiens nye præsident, 53-årige Joko Widodo, da han traditionen tro kørte i hestevogn til præsidentpaladset efter at være taget i ed i parlamentet.

Med en koran over hovedet aflagde Joko Widodo ed på, at han vil udføre sine forpligtelser som Indonesiens præsident, og omfavnede derpå den afgående præsident Susilo Bambang Yudhoyono.

Det er første gang, at både den tiltrædende og den afgående præsident er til stede ved indsættelsesceremonien, og det giver håb om, at overgangen vil medføre endnu en stabil periode for Sydøstasiens største økonomi, skriver Straits Times.

Arbejde, arbejde og arbejde

I sin første tale efter indsættelsen opfordrede Joko Widodo Indonesiens indbyggere til at stå sammen for at realisere drømmen om at bliver et politisk og økonomisk magtcentrum, skriver Jakarta Post.

”Den store opgave med at udvikle vores nation kan ikke udføres af præsidenten og vicepræsidenten alene. Det kræver en indsats fra os alle,” sagde Joko Widodo i sin tale.

”Dette er øjeblikket, hvor vi sammen skal arbejde, arbejde og arbejde,” understregede han.

Joko Widodo blev valgt ved præsidentvalget den 9. juli med 53,2 procent af stemmerne. Dermed fik han lidt over otte millioner flere stemmer end sin politiske modstander Prabowo Subianto.

Den tidligere guvernør er den første præsident, der ikke kommer fra den militære eller politiske elite. Han er tidligere møbeleksportør og søn af en tømrer.

Joko Widodo (i midten) under et besøg i Kampung-delstaten sidste år. Foto: US State Dept. (CC)