Jørgen Harboe: Dansk bistand til verdens fattige bør ikke være støttefunktion for vort militær og dansk sikkerhedspolitik

Redaktionen

1. juli 2009

KOMMENTAR

Det var en ungarsk kommunist, der skabte ordet og begrebet “salamitaktik” i de første år af Den Kolde Krig.

Salamitaktikken går ud på at skære tynde skiver af en pølse, til der til sidst ikke er mere tilbage, uden at nogen registrerer, hvad der sker, før det er for sent.

I Ungarn skar kommunisterne skive efter skive af den politiske magt, indtil skiverne vejede tungere end pølseresten. Magten tippede, og følgen var 40-50 års sovjetisk undertrykkelse.

Min aktuelle parallel er inddragelsen af u-landsbistanden i forsvarsforliget, som Socialdemokraterne og SF desværre har besluttet sammen med regeringspartierne og Dansk Folkeparti.

Forliget går ud på, at 65 mio. kr. af Danida-midlerne i hvert af de 5 år, forliget dækker, øremærkes til Afghanistan, hvor Danmark er i krig.

Begrundelsen er netop den, at vi er i krig, og at vores krigslykke ses som betinget af en civil indsats, der kan overbevise befolkningen om, at vi vil dem det godt, selv om vi kommer med våben og slår nogle af dem ihjel.

I et indslag i DR2 Deadline i weekenden forsvarede Socialdemokraternes Jeppe Kofod aftalen med, at 65 mio. kr er småpenge mod den stigning i den samlede u-landsbistand til 1 procent af BNI, som han og oppositionen ønsker.

Ikke desto mindre er det vistnok første gang Danida-midler omrokeres som led i et forsvarsforlig. 65 mio. er kun lidt sammenlignet med det samlede bistandsbudget, men placeringen i netop et forsvarsforlig er en nyskabelse.

Regeringen har tidligere flyttet mindre portioner af bistandsmidler til Afghanistan i en salamitaktik, der næsten umærkeligt har gjort voksende dele af den danske udviklingsbistand til sikkerhedspolitik.

Forsvarsforliget har rykket balancen mellem humanitær bistand til de fattige og bidrag til dansk krigslykke endnu et stykke. Og det faktum, at der nu er tale om et stort forlig mellem regering og opposition, løfter beslutningen op på et højere plan.

Der er sat en markant præcedens.

Salamitaktikken er de små skridts politik, men det ligger i begrebet – og erfaringerne fra Ungarn – at perspektivet er et paradigmeskift, der lykkes, hvis ingen af de små skridt hver især sætter spor i sandet.

En dag var det demokratiske Ungarn modent til en kommunistisk magtovertagelse. Og faldt.

Måske opdager vi også en dag, at bistanden, som vi besluttede at give til udvikling for fattige mennesker i fattige lande, reelt er blevet en støttefunktion for dansk sikkerhedspolitik, – et forsøg på at værne os selv mod fattige terrorister.

Jeg er bange for, at dette vil ske, – og måske endda snart – med mindre vi i u-landsmiljøet og befolkningen kan holde regering og Folketing fast på, at bistanden skal gå til udvikling til gavn for de fattige i de fattige lande, og ikke til at understøtte tvivlsomme terroristkrige i det fremmede.

Krigen i Afghanistan bør være udviklingsbistanden – og Danida – uvedkommende!

Se også http://www.u-landsnyt.dk/indhold.asp?ID=18973&mode=Nyhed