Tid: 29/05/2018 17:00 til 29/05/2018 20:00

Sted: Oxfam IBIS, Vesterbrogade 2B, København

Arrangør: N/A

Fyraftensmøde: Colombia og den oversete flygtningekrise

I anledning af præsidentvalget i Colombia den 27. maj inviterer Oxfam IBIS til fyraftensmøde hvor I kan høre om, hvad der foregår i det sydamerikanske land lige nu, og nyde den danske forårssol på Oxfam IBIS’ terrasse.

Arrangementet er for alle med interesse for Colombia og Latinamerika generelt, og for dem der kunne tænke sig at få et større indblik i et land, der ofte hovedsageligt forbindes med kokainhandel og guerillabevægelser.

I løbet af aftenen vil interessante oplægsholdere opdatere jer på den politiske situation i i Colombia og give deres bud på, hvad præsidentvalget kan betyde for landets fremtid.

Derudover sætter vi spot på et emne, der stort set ikke berøres i den danske presse: den massive strøm af flygtninge og migranter til Colombia som følge af den politiske krise i Venezuela.

Regionen La Guajira, hvor Oxfam IBIS arbejder, grænser op til Venezuela og kæmper allerede med tørke, vandmangel og fattigdom. Tilstrømningen af flygtninge og migranter fra Venezuela har derfor skabt en regulær humanitær krise i området.

Efter oplæggene vil der være mulighed for at købe colombiansk mad, og Oxfam IBIS vil byde på drikkevarer, latinamerikansk musik og sol på terrassen.

Læs mere hos Oxfam IBIS