Der er sket fremskridt i kampen mod den dødelige ebola-virus i Den Demokratiske Republik Congo. Men det er afgørende at sætte ind nu med en ekstra indsats, hvis det igangværende udbrud skal elimineres helt.
Det siger Internationalt Røde Kors (IFRC) og Røde Halvmåne i en opdatering fredag.
”Vi går nu ind i en afgørende fase, hvor vi enten vil vinde eller tabe kampen mod ebola,” siger dr. Fatoumata Nafo-Traoré, der er IFRC’s regionale direktør for Afrika.
Hun er netop vendt tilbage fra Bikoro, der er ebolaens epicenter.
”På trods af de fremskridt der er sket er situationen skrøbelig, og der skal gøres mere, inden vi kan erklære sejren,” siger hun.
Begravelser og bushmeat
I de seneste uger er spredningen af sygdommen taget af i fart. Men i sidste uge – onsdag den 6. juni – blev der bekræftet et nyt tilfælde. Dermed er det samlede antal af bekræftede ebola-tilfælde oppe på 38.
Desuden er der i den seneste uge blevet fundet fem nye formodede tilfælde i Wangata og Iboko.
”De formodede tilfælde er dukket op i fjerne områder, og det peger på, at udbruddet igen er skiftet til landlige områder,” siger dr. Fatoumata Nafo-Traoré.
”Det er en udfordring, fordi vi nu har brug for at få adgang til meget isolerede områder.”
En af de største udfordringer, der skal løses, er, at folks forståelse for sygdommen og dens spredning er meget begrænset. I nogle af de berørte områder forværres situationen af kulturelle praksisser som eksempelvis begravelsesformer eller at spise såkaldt ”bushmeat”, altså kød fra nogle af Afrikas vilde dyr.
Den optrappede indsats, som Røde Kors og Røde Halvmåne nu vil gå i gang med, indebærer blandt andet inddragelse af lokalsamfundene, overvågning, aktiv opsøgning af mulige ebola-tilfælde, psykosocial støtte og smittekontrol og -forebyggelse.