Kommentar af Nauja Kleist
På godt en uge er flere hundrede mennesker druknet i Middelhavet på vej mod Europa. Der reageres med krav om at stoppe menneskesmuglerne gennem øget overvågning og retsforfølgelse. Men vil det hjælpe? Det er desværre ikke helt så enkelt.
Middelhavet er blevet en kirkegård for flygtninge og migranter, der søger til Europa for at opnå beskyttelse eller for at søge et bedre liv.
Det anslås at gennem de sidste 20 år er 20.000 mennesker druknet på vej mod Europa – senest mennesker på flugt fra krigsområder som Syrien og Somalia.
Ulykkerne har vakt stor opmærksomhed og mange spørger sig selv, hvad der kan gøres for at undgå lignende tragedier.
Migration fra Afrika til Europa er en kompleks størrelse, som har at gøre med konflikter, fattigdom, ulighed og håb om en bedre fremtid for migranterne selv og deres familier.
Resultat af vores visumpolitikker
Den måde som migranterne rejser på, er blandt andet resultat af Europas migrations- og visumpolitikker.
Hvis man kan man tage et fly, med et visum i hånden, er det både billigere, hurtigere og sikrere end at krydse Sahara og Middelhavet til fods og i en faldefærdig båd. Men blandt dem som ikke kan det, finder de mest desperate og handlekraftige andre måder at rejse på.
Menneskesmuglere, der overfylder små både mellem Nordafrikas kyst og Europa, har derfor et profitabelt marked.
Markedet blomstrer, fordi det for mange mennesker er blevet vanskeligt eller umuligt at komme ind i Europa ved legal migration.
Menneskesmuglere kan, paradoksalt nok, takke Europa for, at de har passagerer til deres både.
Den mest effektive måde at ramme dem på er derfor at øge muligheden for legal migration og at give reel mulighed for at søge asyl fra hjemlandet.
Så mindskes menneskesmuglernes forretningsgrundlag, for hvem ville tage en overfyldt og faldefærdig båd, hvis der fandtes et sikrere og billigere alternativ?
Sværere, dyrere og farligere at migrere
Den øgede kontrol og militarisering af Europas grænser betyder altså, at det bliver sværere, dyrere og farligere at migrere. Den betyder ikke at migrationen stopper.
Menneskesmugling er en konsekvens af migrationskontrol, ikke årsagen til migration.
Bådflygtningene over Middelhavet er en følge af de visumkrav, der blev indført fra begyndelsen af 1990’erne i Sydeuropa.
Med oprettelsen af Europas grænseagentur FRONTEX i 2005 har man forsøgt at stoppe migrationen til Europa, blandt andet ved at overvåge og kontrollere udvalgte områder, for eksempel mellem Senegal og de Kanariske øer.
Og ja, migrationsruter kan bremses – men de forsvinder ikke. Derimod flytter de sig, samtidig med at menneskesmuglernes metoder bliver mere drastiske, for, i bogstaveligste forstand, at gå under radaren.
Det er svært at forestille sig, at Eurosur – Europas nye grænseovervågnings-program, der efter planen skal påbegyndes i december i år – skulle gøre dette anderledes.
Eurosurs primære mål er at øge overvågningen af EU’s ydre grænser, for at formindske irregulær indvandring til Europa.
På Europaparlamentets hjemmeside kan man endvidere læse, at Eurosur dermed også bedre vil kunne redde bådflygtninge. Der er ingen tvivl om, at det er godt at kunne redde menneskeliv på Middelhavet hurtigere og mere effektivt, og på denne måde kan mere overvågning have sin berettigelse.
Men det er en fejlagtig slutning at tro, at menneskesmugling og bådtragedier dermed forhindres.
Snarere kan man frygte, at det endnu gang bliver dyrere og farligere at krydse Middelhavet.
Europas politikker er derved fortsat med til at skabe betingelserne for de tragedier vi siden søger at forhindre.
Nauja Kleist er Ph.d. og seniorforsker på DIIS – Dansk Institut for Internationale Studier.
Kommentaren har også været bragt på Dansk Institut for Internationale Studiers netsted – www.diis.dk
