Kan Palæstinas tech-sektor gøre landet større?

Arkivfoto af kvinder på Det Islamiske Universitet i Gaza.


Foto: Lynsey Addario/Getty Images
Morten Scriver Andersen

23. september 2022

Hvad gør man i et land, hvor man har meget svært ved fysisk at importere og eksportere varer?

Man sælger digitale varer.

Det er den simple udgave af den analyse, Verdensbanken lavede i 2021, hvor organisationen fra et benhårdt forretningsperspektiv undersøgte potentialet for jobskabelse i det palæstinensiske selvstyre.

Det kan lyde mere simpelt, end det er. For Palæstina er ikke bare Palæstina. Det er Gaza, Vestbredden og Østjerusalem, og der er en verden til forskel. Det er en opdelt stat under kraftig kontrol af Israel, og det gælder også den digitale verden. For eksempel er Gaza et af få befolkede steder i verden, som stadig kun har 2G-dækning.

Alligevel er det digitale område udset som det, der kan skubbe til den palæstinensiske økonomi, som har svært ved at skabe jobs for landets indbyggere. I 2021 var mere end hver fjerde Palæstinenser arbejdsløs.

“Man siger jo, at necessity is the mother of all innovation, og her er der et stort behov, fordi der er meget andet, man ikke kan eller må lave. Der er relativ stor jobsikkerhed i it-branchen, og der er relativ høje lønninger. Så jeg har ret høje forventninger,” siger Jacob Lennheden, som de seneste to år har arbejdet for Verdensbanken for at styrke tech-sektoren i Palæstina.

Begrænsninger på gødning og microchips

Verdensbanken er som Jacob Lennheden beskriver det en blanding af McKinsey, Goldman Sachs og Rambøll – bare for regeringer. De laver analyser af et lands udviklingspotentiale, samtidig med at de yder lån og bevillinger og bidrager med teknisk støtte til implementering.

Fra sit kontor i Østjerusalem har han hjulpet med at undersøge de barrierer og potentialer, der er for tech-industrien i den lille stat, som huser 4,8 millioner indbyggere på et areal lidt mindre end Sjælland.

Den ringe internetdækning er én ting. Gaza har som nævnt stadig kun 2G, men Vestbredden er også begrænset til 3G. Til sammenligning fik Danmark 4G i 2011, og 3G udgår helt i starten af 2023. Mange virksomheder har dog fibernet. Men forestil dig, hvordan tjenester som Uber, Wolt og AirBnB ville køre i Danmark, hvis vores mobiltelefoner skulle ind og fange WiFi, hver gang vi skulle have en ordentlig internetforbindelse.

It-branchen er heller ikke fri for at blive ramt af de svære forhold for import og eksport i landet. Ifølge Verdensbanken koster det omkring fire gange så meget at få en container ud af Ramallah, som det gør fra Tel Aviv. Og når containeren skal ind i det palæstinensiske selvstyres områder, er det ikke nemmere.

“Særligt i Gaza er det praktisk talt umuligt at få ting ind. Der er en lang liste over dual use goods, som er ting, Israel mener, der kan bruges til terrorisme og våben. Det gælder både byggetømmer, gødning og cement, men også it-grej som routere og microchips, som de mener kan bruges til hacking og raketsystemer,” forklarer Jacob Lennheden.

Tech-hub i Tel Aviv drypper på Palæstina

Men Palæstina har ifølge Jacob Lennheden også sine klare fordele, når det gælder tech-branchen. Der er et relativt højt uddannelsesniveau. Folk taler arabisk og et ofte godt engelsk. I forhold til Europa er der ingen tidsforskel og dermed heller ingen forskel i arbejdstid i modsætningen til for eksempel Indien. Og så har Palæstina en af verdens største tech-sektorer meget tæt på – i Tel Aviv.

“Der er ingen tvivl om, at tech-huben i Tel Aviv har spillover-effekter på Palæstina. Det er selvfølgelig en meget stor diskussion i Palæstina, om hvor meget man vil samarbejde, og hvor tæt man vil binde de to økonomier sammen. De fleste palæstinensere vil ikke modtage israelske investeringer,” forklarer han.

Omvendt æder den store tech-sektor i Tel Aviv mange af de it-uddannede palæstinensere. De kan tjene tre gange så meget i Israel som i Palæstina og tilmed få et særligt arbejdsvisum.

Småblomstrende tech-industri

I tilfældet Palæstina har Verdensbanken iværksat to indsatser målrettet tech-sektoren. Det ene er enart jobtilskudsordning, hvor virksomheder får op til 80 procent af deres lønomkostninger dækket det første år, hvis de ansætter en nyuddannet. Det andet er projektet Finance for Jobs, som er et samarbejde med en lokal organisation, som uddanner palæstinensere til it-branchen og bliver betalt for hver person, de får i job.

Blandt andet har store virksomheder som Intel og Nvidia kontor i Israel. De lider ligesom mange andre virksomheder i verden under manglen på programmører. Men Palæstina har også et gryende startup-miljø. Virksomheden Fanera, som laver digitale fancommunities har blandt andet lavet en aftale med Qatar om det kommende verdensmesterskab i fodbold. Og E-handelsvirksomheden Modesta har for nyligt rejst et stort millionbeløb til deres digitale markedsplads for kvindemode, der overholder traditionelle religiøse normer.

Potentiale for kvinder

En stærk palæstinensisk it-sektor har en anden positiv side-effekt. Den er lettilgængelig for de palæstinensiske kvinder, som ellers har en beskæftigelse på sølle 17 procent.

“Der er jo ikke noget kulturelt eller politisk problematisk i, at en kvinde sidder og programmerer fra hjemmekontoret. Der er selvfølgelig noget i forhold til lederroller i en mandsdomineret sektor. Så kan man sidde her som vesterlænding og sige, måske skulle vi bryde med normerne’, men det er altid nemt at sidde og være hvid og klog og sige, hvad andre skal gøre,” siger Jacob Lennheden og understreger, at Palæstina også har mange liberale miljøer og arbejdspladser, hvor man ikke ser noget problem i, at kvinder arbejder side om side med mænd.

“Faktum er, at it-sektoren kan give kvinder en mulighed for at etablere sig på arbejdsmarkedet i en kultur og et land, hvor pendling til arbejde grundet restriktioner og checkpoints kan være utroligt besværligt, selvom afstandene er relativt korte.”

Tillad 4G i Palæstina

Verdensbanken er groft sagt ikke i Palæstina for at forbedre menneskerettigheder eller ændre på normerne. Banken, som Jacob Lennheden kalder den, er der for at skabe jobs.

“Verdensbanken er her for at skabe økonomisk og social udvikling og har ikke samme fokus på social aktivisme som for eksempel Folkekirkens Nødhjælp og Røde Kors. Ligesom FN, er Verdensbanken ejet af medlemslandene, og her er Israel er jo også medlemsland. Så det er ofte et politisk minefelt, vi befinder os i, og så må vi se, hvad der er muligt,” siger Jacob Lennheden.

Når Verdensbanken medierer mellem de to konfliktende parter, handler det derfor ikke om at forbedre palæstinensernes menneskerettigheder, men om at skabe fundamentet for en sund palæstinensisk økonomi. Banken anbefaler blandt andet at gøre det nemmere at importere og eksportere varer til Palæstina. Den forsøger at gøre det nemmere at overføre penge til palæstinensiske bankkonti. Og den opfordrer Israel til at tillade 4G-dækning i Palæstina.

Alt sammen for at slippe den digitale og grænseløse innovationskraft løs i et land, der mere end de fleste er begrænset af fysiske grænser.