Homoseksuelle, biseksuelle og transpersoner i Kenya må væbne sig med tålmodighed. Den kenyanske højesteret er endnu ikke klar til at skrotte de dele af straffeloven, der i mange år har forhindret to personer af samme køn i at vælge hinanden.
Afgørelsen skulle være kommet fredag, men er nu i stedet ventet i maj.
En af højesteretsdommerne, Chacha Mwita, forklarer ifølge nyhedssitet VOA, at den omfattende mængde dokumenter i sagen og vanskeligheder ved at få alle tre dommere samlet samtidig er årsag til udskydelsen.
Felix Kasanda, som er en af de LGBT-aktivister, der var til stede i retssalen fredag, siger til VOA, at afgørelsen formentlig ikke kun er op til dommerne.
”Spørgsmål vedrørende homoseksuelle er meget følsomme her i landet, og jeg tror at selv dommerne ikke kan tage afgørelsen selv. Jeg tror, at de bliver nødt til at rådføre sig med andre regeringsorganer, og jeg tror, at det er derfor, at de udskyder det. De har brug for mere tid,” siger han.
Afgørelse i Indien baner vej
Der var på forhånd håb om, at kenyanske LGBT-organisationer ville vinde en historisk vigtig sejr ved domstolen. Særligt efter en lignende retssag i Indien i september 2018, som førte til, at homoseksuel sex ikke længere er ulovligt.
Sagen blev indledt for et år siden, da LGBT-aktivister gik til domstolen med et krav om, at paragraf 162 A og C samt paragraf 165 i straffeloven afskaffes.