Kina vil begrænse CO2-udledninger by for by

Forfatter billede

Af Thomas Jazrawi

Kinas buldrende vækst er dyr i forurening, men offentliggørelse af ny plan for reduktion af CO2-udledninger vækker begejstring blandt danske EU-politikere.

Kina er verdens største udleder af kulstof, og brænder næsten lige så meget kul af som resten af verden sammenlagt.

Men nu vil den asiatiske supermagt være grønnere. Regeringen har netop offentliggjort et nyt program, der skal begrænse udledningen, skriver Mongabay torsdag.

Programmet er et pilot-projekt, der skal foregå i byen Shenzhen. Dette er det første af 7 steder, hvor programmet skal gennemføres inden 2014.

Den danske klimakommissær i EU, Connie Hededgaard er begejstret for nyheden.

“Kina havde signaleret, at det først ville overveje indførelse af et loft efter 2020-2025, og det er helt klart positive nyheder, at tidspunktet kan fremrykkes”, siger hun til Kristeligt Dagblad.

Store problemer med luftforurening

Den buldrende økonomi i landet har imidlertid også efterhånden sat sine spor.

I 2010 døde 1.2 millioner mennesker af udendørs luftforurening ifølge en undersøgelse publiceret i The Lancet. Det var dermed den fjerdestørste dødsårsag i landet, beretter Mongabay.

Dette års nytårsfejring, som i Kina holdes i februar, blev ligeledes præget af den dårlige luftkvalitet. Myndighederne anmodede ifølge The Guardian borgerne om at holde igen med nytårsskytset.

Et grønnere Kina?

Det er muligvis i dette lys, man skal se Kinas nylige tiltag i forhold til miljø og klima. I april kunne minister Xie Zhenhua fortælle, at landet vil have en “omfattende” klimalov indenfor 2 år, skriver Globe International.

Nu begynder så arbejdet med at gennemføre den nye plan for reduktion af CO2. Planen består af en model for CO2-kvoter, som man kender det eksempelvis fra EU’s kvotesystem. Princippet er, at fourenerne betaler for at udlede CO2.

Modellen vil omatte 638 firmaer, der tilsammen er ansvarlige for 38 % af Shenzhens samlede udslip. Herefter skal flere sektorer inddrages. Dernæst er der 7 andre steder, hvor programmet skal gennemføres, skriver Mongabay.

Dan Jørgensen, medlem af EU-Parlamentet for Socialdemokraterne, er begejstret.

“Det er et historisk signal, der kommer fra Kina og potentielt noget af det vigtigste, der er sket i klimakampen”, siger han til kristeligt Dagblad, og tilføjer:

“Reelt har internationale fremskridt i mange år været blokeret af en fastlåst situation mellem USA og Kina. Hvis Kina nu flytter sig, lægger det pres på alle andre lande i verden herunder specielt USA”.

Connie Hedegaard maner dog en smule til besindighed:

“Men vi er nødt til at vente på det konkrete indhold og kende ambitionsniveauet i de nye tanker, før vi kan tage rigtig stilling til, i hvilken grad der er tale om en ny udvikling”, pointerer hun ifølge Kristeligt Dagblad.

Læs om nytårsfoureningen i Beijing her: http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/01-02-13/beijings-nyt-rsnat-bliver-mindre-farverig-men-byen

Læs om The Lancets studdie af luftforurening her: http://www.thelancet.com/themed/global-burden-of-disease

Læs om Kinas løfte om kommende klimalov her: http://www.globeinternational.org/index.php/news/item/xie-zhenhua-launches-legislation-study-in-beijing