Københavnerne mest velgørende ved flaskeautomaten

Forfatter billede

Der er store forskelle på, hvor meget man donerer af sin flaskepant rundt om i landet til velgørende formål: Københavnerne ligger i top, mens nordjyder, sjællændere og vestjyder er mindre gavmilde, når de står ved flaskeautomaten.

Det viser en ny opgørelse fra COOP Danmark, skriver Berlingske mandag.

1,9 procent af pantpengene går til velgørenhed i det københavnske område, mens de øvrige dele af landet donerer mindre end en procent.

Landsgennemsnittet ligger på 1,1 pct., oplyser den ansvarlige for velgørenhedsknappen i COOP, Brian Sønderby Sundstrup, til avisen.

Han undrer sig over de store regionale forskelle: “Knappen appellerer måske mere til nogle dele af befolkningen end andre”, siger han til Berlingske.

Ved at trykke på Velgørenheds-knappen på flaske-automaten i Kvickly, SuperBrugsen, Dagli’Brugsen, Irma og fakta er det muligt at give sin pant til velgørenhed. Godt 1.100 flaskeautomater har Velgørenhedsknappen.

Den særlige knap er fra 1. januar 2013 et samarbejde mellem COOP og CARE Danmark og Børns Vilkår. Fra årsskiftet og frem til dags dato er der doneret ca. 514.000 kr.

Det er muligt kun at donere dele af panten. Det gøres ved at trykke på Velgørenhedsknappen, når man har nået det beløb, man vil donere.

Derefter afleveres resten af flasker og dåser, og der afsluttes med et tryk på pantknappen, der giver en flaskebon, som kan udleveres ved kassen.

Fra 2010 og til udgangen af 2012 gik donationerne fra Velgørenhedsknappen til Red Barnet og WWF Verdensnaturfonden.

Det indbragte organisationerne godt 22 millioner kroner.