Konflikten i Mozambique – miniartikelserie
I en serie på tre artikler udlægger Mogens Pedersen, senioranalytiker ved Dansk Institut for Internationale Studier, konflikten i det nordlige Mozambique, der er taget til de sidste par år, og undersøger, hvad der ligger til grund for den eskalerende situation.
Første del: “Konflikten i det nordlige Mozambique har dybe rødder”
Anden del: “Skrantende økonomi har indflydelse på konflikt i Mozambique”
Tredje del: “Løsning på konflikt i Mozambique skal være bredspektret”
I november sidste år kom det ud i den internationale presse, at over 50 mennesker var blevet halshugget i den lille landsby Muatide i den nordlige provins Cabo Delgado i Mozambique. FN’s generalsekretær fordømte på det skarpeste det brutale overgreb på lokalbefolkningen og opfordrede regeringen til at gøre alt for at opklare, hvem der stod bag massakren.
I det sidste års tid er konflikten eskaleret voldsomt i den fattige provins på grænsen til Tanzania. Det menes, at unge – størstedelen fra provinsen og efter sigende med tilknytning til Al Shabaab – står bag angrebene. Siden midten af 2019 har Islamisk Stat påtaget sig ansvaret for nogle af angrebene.
Men hvordan er det kommet dertil? Hvilke dybereliggende årsager ligger bag konflikten, og hvordan forholder parter og verdenssamfundet sig? Det forsøger jeg at svare på i en artikelserie i tre dele. Denne første del giver en status på konflikten og zoomer ind på Cabo Delgado-provinsen
Konflikten eskalerer og breder sig
Det første angreb fandt sted for godt tre år siden i oktober 2017 i en af hovedbyerne i den nordlige del af Cabo Delgado. Siden var det hovedsagelig isolerede landkommuner, der blev udsat for angreb, men i dag er målet i stigende grad hovedbyerne i provinsens 17 distrikter – oprørsgruppen har nu i flere måneder fastholdt kontrollen med en af de lidt større byer Mocimboa da Praia, ikke langt fra de store naturgasreserver i den nordlige del af provinsen. For et par uger siden blev en anden landsby tæt på naturgasinstallationerne angrebet, og franske Total, der har en af koncessionerne på udvinding af naturgas i området, har evakueret en del af deres personale.
Oprørene angriber ofte regeringstropper direkte eller strategisk vigtige veje i området og opererer tilsyneladende i alle distrikter i Cabo Delgado. Regeringen synes at have mistet enhver form for kontrol med provinsen.
Siden det første angreb har flere end 2.000 mennesker mistet livet, og antallet af internt fordrevne er alene i 2020 flerdoblet til over 500.000 mennesker – næsten en fjerdedel af provinsens befolkning. De fleste befinder sig i Pemba, hovedstaden i provinsen, men flere og flere flygter videre især til Nampula, naboprovinsen mod syd.
Konflikten har også spredt sig ind i nabolandet Tanzania. Her fandt det første angreb sted i oktober sidste år i en grænseby i nærheden af de havneinstallationer, der er opført i forbindelse med udvinding af naturgas på Tanzanias side af grænsen.
Ensidig militær satsning
Hvad ligger der bag den voksende konflikt og de mange angreb i Cabo Delgado?
For regeringen er tingene ret simple: Det er først og fremmest eksterne kræfter, der er på spil, hører man gang på gang fra præsident Filipe Nyusi og ledende regeringsmedlemmer. Islamisk Stat støttet af flere lande eller søstergrupper i Mellemøsten og i andre afrikanske lande med deltagelse af terrorister fra blandt andet Tanzania, Congo, Uganda og Somalia står, ifølge præsidenten, bag angrebene på lokalbefolkningen. Og ud fra denne forståelse af konflikten skal oprørene og terroristerne først og fremmest bekæmpes militært.
Det er baggrunden for, at regeringen har sat hårdt ind med militær og politi. Det har imidlertid, ifølge mange rapporter, ikke givet resultater. Det skyldes blandt andet hærens mangel på effektivitet, dårlige organisering generelt og meget lave disciplin, der hænger sammen med de ringe forhold, soldaterne tilbydes. Gang på gang er militæret blevet slået tilbage af oprørsgrupperne og har lidt store tab. Flere gange er soldaterne flygtet sammen med lokalbefolkningen, når en landsby er blevet angrebet, og samtidig er der meldinger om flere tilfælde, hvor militæret har været ansvarlig for alvorlige brud på menneskerettighederne for eksempel gennem overgreb på lokalbefolkningen, som soldaterne mistænker for at samarbejde med oprørene.
Regeringen besluttede allerede i 2018 at kontrahere udenlandske, private sikkerhedsselskaber. Det drejer sig især om selskaber fra Sydafrika, for eksempel Dyck Advisory Group og Paramount-gruppen, eller den russiske Wagner-gruppe, der efter sigende har rådgivet det mozambiquiske militær, men også i flere tilfælde direkte har deltaget i kamp. Det står hen i det uvisse, om disse grupper stadig er aktive i provinsen, men så vidt vides har de russiske grupper trukket sig. I det hele taget er disse private gruppers deltagelse og den militære indsats generelt omgærdet af meget lidt gennemsigtighed, men der er på ingen måde tale om en succes. Oprørsgrupperne fortsætter med at rykke frem i provinsen.
En fattig provins, rig på råstoffer
Mange observatører mener imidlertid, at baggrunden for konflikten er mere kompliceret end regeringens udlægning.
Cabo Delgado er den fattigste provins i Mozambique. Den høje arbejdsløshed blandt unge, som ofte har ringe fremtidsudsigter, giver oprørsgrupperne et godt rekrutteringsgrundlagt blandt denne gruppe. Samtidig er provinsen landets rigeste på råstoffer med store forekomster af ædelsten som rubin og guld. Der er ligeledes betydelig eksport af elfenben og ædeltræ. I den nordlige del af Cabo Delgado har man efter sigende fundet nogle af de største forekomster af off-shore naturgas i Afrika, som man dog endnu ikke er startet på at udvinde, og terrorangrebene kan forsinke udvindingen med indtil flere år. ExxonMobil og Total er blandt de vigtigste multinationale firmaer, som har investeret i udvindingen.
Imidlertid er de mange naturressourcer i provinsen på ingen måde kommet den brede befolkning til gode, men har snarere været en forbandelse for dem. De føler sig tilsidesat og glemt og de kan samtidig konstatere, at nogle af landets rigeste folk, oftest indflydelsesrige og højtstående medlemmer af regeringspartiet Frelimo, har været i stand til at få del i provinsens rigdomme ofte i kompagniskab med de udenlandske firmaer.
Det er for eksempel tilfældet med en af verdens største rubinminer, der findes øst for den næststørste by i Cabo Delgado, Montepuez. Minen er ejet af det britiske firma Gemfields og af Raimundo Pachinuapa, tidligere guvernør i Cabo Delgado og et fremtrædende medlem af Frelimo. Pachinuapa deltog desuden aktivt i kampen mod det portugisiske kolonistyre; en kamp som startede i netop Cabo Delgado for over 50 år siden.
For at kunne udvinde off-shore naturgas og gøre den flydende, hvilket er nødvendigt for transport, har man bygget store installationer på landområderne og i den anledning forflyttet hele fiskelandsbyer trods stor protest fra lokalbefolkningen. Fra flere sider lyder det, at en del unge fra disse landsbyer har tilsluttet sig de islamistiske oprørere.
Observatører peger derfor på, at roden til konflikten snarere skal findes i en voksende utilfredshed blandt befolkningen med et almægtigt Frelimo, der er sig selv nok og ikke lytter til befolkningens ønsker og behov, men plejer egne snævre politiske og økonomiske interesser.
I næste kapitel kigger jeg nærmere på Mozambiques økonomiske deroute.
Mogens Pedersen er senioranalytiker ved Dansk Institut for Internationale Studier.
