Thailands kong Bhumibol Adulayadej døde den 13. oktober og blev efter syv årtier ved tronen den længst siddende monark i verden. Medierne har været fulde af lovord, og det er blevet fremhævet, at han har været en stabiliserende kraft og et moralsk kompas for landets befolkning.
Man plejer at udråbe ”Kongen er død – kongen længe leve”, men i tilfældet Thailand er dette ikke helt simpelt.
Den 64 årige kronprins Maha Vajiralongkorn, som står til at blive udnævnt til konge, er for at sige det mildt ikke populær i befolkningen, og han er heller ikke militærjuntaens topkandidat. Kronprinsen har tre forliste ægteskaber, et playboy-liv og mange skandaler med i bagagen.
I de fleste konstitutionelle monarkier kan et tronskifte ikke ryste det politiske system, men i Thailand kan det. Så hvad er egentlig på færre? Hvad vil Bhumibols død betyde for en tilbagevenden til demokrati i Thailand? Hvilken form for demokrati kan der blive tale om, og hvem har hvilken interesse i hvilken politisk udvikling?
Et land med mange militærkup
I Thailand har en militærjunta ledet af general Prayuth Chan-ocha siddet på magten efter et kup i maj 2014, som blandt andet skulle sikre militæret kontrol over et forventet tronskifte. Landet har siden 1932 været et konstitutionelt monarki og har under de 70 år med Bhumibol på tronen mest været styret af militæret.
I 1970’ernes midte var der en kort demokratisk opblomstring. I 1980’erne var der en slags semi-demokrati, hvor de politiske partier fik lov at spille en vis rolle under general Prem Tinsulanonda.
I 1990erne oplevede Thailand en demokratisk opblomstring. Den asiatiske finansielle krise, som have sit epicenter i Thailand, førte til en meget demokratisk forfatning i 1997, som igen skabte mulighed for, at en tidligere politiofficer, forretningsmatadoren Thaksin Shinawatra, kunne vinde to valg (2001 og 2005).
Det lykkedes Thaksin at få støtte fra mange underprivilegerede grupper i Thailand og at udfordre landets traditionelle elite. Thaksin gik åbenbart for langt.
Den traditionelle elite anklagede ham for korruption og slog tilbage med et militærkup i 2006 og han måtte flygte ud af landet. Militærstyret holdt kun 15 måneder og Thaksin’s parti blev efterfølgende ved med at vinde valgene.
Derfor blev det juridiske system med kongens støtte på forskellig vis sat i gang med at bringe Thaksin-tro premierministre til fald, men det kunne dog ikke forhindre, at Thaksins søster Yinluck Shinawatra i 2011 blev premierminister efter endnu et valg. Det førte så til militærkuppet i maj 2014.
Thailand har de sidste ti år været præget af politisk uro, som også har forplantet sig til landets økonomi, hvor både lokale og udenlandske investorer er blevet mere henholdende.
Kong Bhumibol og den royale farve er af gadens parlament (”gulskjorterne”) blevet brugt til at gøre livet surt for de folkevalgte regeringer. Kongen er formelt set hævet over politik, men har blåstemplet mange statskup gennem tiden. Kongehuset har i dette århundrede været mere eller mindre direkte involveret i at udmanøvrere Thaksin-fløjen.
Det er ellers ofte blevet påpeget, at kongen havde et demokratisk sindelag, fordi han to gange havde grebet ind og bragt brutale militærregimer til ophør (1973 og 1992).
I starten af 1990’erne troede mange, at militæret for altid var draget tilbage til barakkerne, og at landet i takt med den hastige økonomiske udvikling var i gang med at konsolidere et vestligt demokrati med regelmæssige valg og en retsstat.
Det viste sig imidlertid ikke at holde stik: økonomien har skrantet, de sociale spændinger er vokset, gaden er blevet en foretrukket politisk kampplads, de politiske friheder er blevet indskrænket, og militæret er massivt tilbage på den politiske arena.
Thailand er ikke det eneste sted i verden, hvor det vestlige liberale demokrati er rullet tilbage, men det er trods alt bemærkelsesværdigt, hvor hurtigt det er sket i Thailand.
Når man vil forklare denne udvikling, kommer man langt ved at kigge på de politisk-sociale skillelinjer. Thailand har det seneste årti været præget af en splittelse i den politisk-økonomiske elite såvel som en bredere, og mere fundamental, social splittelse.
Eliten i opbrud
Den traditionelle politiske elite udgøres af kongehuset, bureaukratiet, domstolene, militæret og store virksomheder. Førstnævnte har siden midten af 1950erne været hjørnestenen i et konservativt Gud (Buddha)-Konge-og-Nation projekt, som har formået at give kongen den halvgudestatus, som begivenhederne omkring og efter hans død også tydeligt demonstrerer.
På trods af uenigheder indenfor og mellem disse institutioner, trods kortvarige koalitionsregeringer, trods utallige forfatninger, som kun holder godt fire år i gennemsnit, har Thailand landet været betragtet som grundlæggende politisk stabilt.
Dette grundlæggende sammenhold i samfundets elite blev udfordret i sen-1990’erne. Den informationsteknologiske revolution skabte imidlertid grobund for opkomsten af nye forretningsimperier (bl.a. Thaksins) og den asiatiske finanskrise gjorde et indhug i visse af de ellers førende familieejede virksomhedskonglomerater.
Det førte til en intens konkurrence mellem på den ene side det ”netværksmonarki”, som er beskrevet ovenfor, og på den anden side det økonomisk-politiske netværk, som Thaksin fik bygget op omkring medie- og telekommunikationssektoren, politiet og dele af hæren.
I perioden 2001-2006 gik Thaksin i modsætning til den mere traditionelle økonomiske elite selv ind i politik og sikrede sig blandt andet via effektiv markedsføring og kontraktpolitik to valgsejre. Samtidig udbyggede han sin magt over administration, politi, presse og uafhængige kontrolorganisationer samtidig med at han tilgodeså egne virksomheder.
Thaksin kom også langt i forhold til at indsætte familiemedlemmer i den militære ledelse, ligesom han udnyttede sine karismatiske evner og drog land og sige rundt for at støtte lokalsamfund på en måde, som meget lignede noget kongen ellers havde patent på.
Bredere sociale spændinger
Spændingerne mellem den gamle og den nye elite blev dog overskygget af nogle bredere sociale spændinger mellem på den ene side de underprivilegerede grupper, især i det nordlige og nordøstlige Thailand, og på den anden side over- og middelklassen i det centrale Thailand, især omkring Bangkok.
Til trods for at erhvervsstrukturen siden 1960erne er blevet forvandlet fra subsistenslandbrug til moderne industri- og servicevirksomhed, og skønt fattigdommen er halveret op gennem 2000erne til omkring 10 procent, så er Thailand fortsat meget ulige med hensyn til indkomst og uddannelse.
Uligheden ligger i dag på et niveau som svarer til USAs. Ligesom dér har top-1 procent haft en hurtig indkomstfremgang, medens de fattigste 5 procent kun har oplevet beskedne indkomststigninger. Forskellene i formue (bl.a. jord) er meget mere ulige.
Den øverste procent af indkomstpyramiden får op imod halvdelen af kapitalindkomsterne. De 40 rigeste familier i Thailand havde i 2014 en samlet formue på 93 milliarder US$, hvilket var en fordobling på bare tre år. Adgangen til uddannelse er også meget ulige, og Thailand har en meget centraliseret offentlig sektor.
Ifølge Verdensbanken bruges 75 procent af de offentlige udgifter Bangkok-området, hvor kun 17 procent af befolkningen bor. Det omvendte er tilfældet Nordøstthailand, hvor 34 procent af befolkningen må nøjes med 5 procent af de offentlige udgifter.
Den sociale kløft har sat sig tydelige spor i Thailand politiske udvikling. For det første lykkedes det Thaksin at mobilisere de relativt fattige i nordøst gennem programmer, som gav billig adgang til sundhedsydelser, prissubsidier til bønderne og billige lån til landsbysamfundene. For det andet oplevede de fattige for første gang, at de kunne bruge deres stemmesedler til at fremme deres interesser.
Demokrati for eller af folket?
Det er ikke mindst den bredere sociale kløft, som har udspillet sig på den politiske scene i form af militærkup og juridiske kup. Den lå også bag de voldsomme uroligheder i Bangkok i maj 2010 med cirka 100 dræbte og et par tusinder sårede. På den ene side står den traditionelle elite, som på gadeniveau støttes af ”gulskjorterne”. På den anden side Thaksin-fløjen med ”rødskjorterne” fra nord-og nordøst på gaden.
Den første gruppe, som tilhører over- og middelklassen og ikke har nogen tilknytning til befolkningen på landet, mener, at landet skal regeres af ”gode folk”, dvs. folk, som besidder de rette moralske dyder.
Omvendt betragter de den fattige landbefolkning som andenrangs mennesker, der mangler sådanne dyder, og derfor tenderer til at stemme på korrupte politikere som Thaksin.
Det rette styre er derfor et elite-styre for folket, hvor mange er udpegede som kongens tjenere. Thailand har ikke brug for et vestligt demokrati, men en særlig thailandsk form for demokrati, der er tilpasset landets buddhistiske kulturelle værdier.
Den anden gruppe udfordrer elitens privilegier og kræver et vestligt demokrati med et styre af folket, hvor alle er lige. Det er valg, der skal afgøre, hvem der skal styre landet, og der skal ikke være politiske organer, som er udpeget af konge eller domstole.
Thailand står dermed i en situation, som på mange måder ligner Danmark i slutningen af det 19. århundrede, hvor Godsejerne og Højre også mente, at landet skulle styres ikke af almuen men af gode, formuende mænd, medens bønderne og Venstre mente at de skulle være ligeberettigede og at parlamentarisme skulle herske.
I Danmark stabiliserede Systemskiftet i 1901 og Grundloven i 1915 det danske demokrati, men forud lå en lang og opslidende forfatningskamp. I Thailand er forfatningskampen også langstrakt. Det er mindre klart om demokratiet bliver for eller af folket.
Militæret sikrer status quo
Bhumibol har sammen med militæret, embedsstanden og dommere, som alle aflægger ed til kongen (ikke regeringen), været en garant for opretholdelsen af den gamle orden og de tilhørende privilegier.
Militæret viste rettidig omhu, da de tog magten i foråret 2014, og har siden da forberedt tronskiftet og konsolideret dets magtpositioner. Der er blevet slået hårdt ned på, hvad juntaen betragter som undergravende virksomhed. Op mod 1000 har været ”inviteret” til møder med militæret, mere end 500 har været arresteret og mere end 150 civile har været stillet for militærdomstole.
Reglerne om majestætsfornærmelse (lèse-majesté) er blevet brugt stadig mere flittigt, således at godt 50 personer årligt bliver dømt for denne forseelse, og straffene er 3-15 års fængsel for hver forseelse.
For yderligere at befæste magten har militærjuntaen i august 2016 efter en folkeafstemning – uden offentlig debat og uden et egentligt alternativ – fået vedtaget en ny forfatning, der sigter på at svække valgte politikere og underhuset, styrke premierministeren som ikke behøver at være medlem af parlamentet, tildele meget magt til et udpeget senat, samt give mere magt til domstolene og andre ikke-valgte politiske kontrolorganer.
Den nye forfatning giver dermed den gamle elite (inklusiv militæret) og dertil hørende ”dybe stat” betydelig politisk magt. Den kan et stykke tid beskytte deres interesser og privileger, men den indeholder ingen løsning på Thailands grundlæggende politiske og sociale problemer og vil heller forbedre landets skrantende økonomi.
Tronskiftet
Hvad betyder så tronskiftet for denne udvikling?
Den traditionelle elite er internt splittet omkring arveføljen. Ultra-royalisterne og kongens gehejmeråd med den 96 årige Prem Tinsulanonda i spidsen mener grundlæggende, at kronprinsen er uegnet til at blive konge. De har derfor prøvet at finde en måde, hvorpå den mere traditionelle og mere populære 63-årige prinsesse Maha Chakri Sirindhorn kan hjælpes til magten.
Heroverfor har militærjuntaen under ledelse af Prayuth vurderet, at det kunne give yderligere problemer, hvis kronprinsen, som kongen har peget på, blev forbigået, og har bl.a. derfor stillet sig bag kronprins Vajiralongkorn.
Hermed følger juntaen, som har basis i 21. Infanteriregiment (”Dronningens Tigre”), dronningens ønske fra før hun selv blev syg i 2012.
Kronprinsen står til at skulle efterfølge Bhumibol. Prem er indsat som stedfortrædende regent og ultra-royalisterne kan håbe på, at kronprinsen optræder på en sådan måde, at han alligevel ikke kan krones næste år eller at hans blodsygdom forværres.
Militærjuntaen har omvendt vurderet, at de vil kunne kontrollere kronprinsen for de har brug for hans blå stempel for fremover at kunne intervenere i politik og for at sikre sig, at deres del af hæren fortsat bliver prioriteret, når der med jævne mellemrum sker forfremmelser blandt de ikke færre end 1100 flagofficerer.
Tronskiftet udgør hermed i sig selv en usikkerhedsfaktor i et i øvrigt ustabilt land, men når den et år lange sørgeperiode er ovre, kan en kroning finde sted, og juntaen har lovet et valg i slutningen af 2017.
Tronskifte og demokrati
Kronprinsen udgør i ikke-dresseret tilstand et problem for militæret.
For det første har han haft gode forbindelser til Thaksin og de dele af hæren, som var loyal til Thaksin, så der er en usikkerhed omkring, hvorvidt han på et eller andet tidspunkt vil give en kongelig amnesti til Thaksin, så han kan vende tilbage til Thailand.
En sådan amnesti vil den traditionelle elite for alt i verden undgå, men for Vajiralongkorn kan det hjælpe på hans beskedne popularitet og bringe ham ud af faderens skygge.
Der er ligeledes en usikkerhed omkring det magtfulde 18-persons gehejmeråd, som må forventes udskiftet, når Vajiralongkorn tager over. Det er vigtigt, fordi gehejmerådet spiller en central rolle i forhold til kontrollen over bureaukratiet, universiteterne og domstolene.
Der vil formentlig også komme ændringer i ledelsen af de mange andre kongelige institutioner, fonde og virksomheder, herunder ikke mindst Crown Property Bureau (CPB), som har store aktieposter i en bank, i et af landets største konglomerater (Siam Cement), i Kempinski hotelkæden samt har betydelige jordbesiddelser i Bangkok. CPB har samlede aktiver på 37-53 milliarder US$ og er dermed en vigtig kilde til indtjening for kongefamilien og for medlemmerne af det bredere royale netværk.
Med kong Bhumibols bortgang er der opstået et stort politisk vakuum i Thailand.
Foreløbig skal man forvente, at militæret strammer grebet om politik, medier og civilsamfundet, medens de satser på at kunne styre kronprinsen på hans vej imod kroningen.
På lidt længere sigt kan kongens bortgang skabe politiske åbninger. Selv hvis Vajiralongkorn som konge forbliver loyal i forhold til militæret og det bredere netværk, har han ikke Bhumibols moral og karisma.
Derfor vil det blive stadig vanskeligere at skabe den fornødne legitimitet bag de middelalderlige royale traditioner og bredere bag gud-konge-nation projektet. Det bliver på sigt også vanskeligt at opretholde misbruget af lèse-majesté-reglerne, og generalerne får vanskeligheder med at gemme sig monarkiet.
Kongehusets nedtur vil svække hærens og seniorbureaukraternes magt, og det kan føre til en politisk optøning, så måske bliver resultatet: ”Kongen er død – længe leve demokratiet”.
Laurids S. Lauridsen er professor ved Internationale Udviklingsstudier, Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, RUC. Han har gennem de seneste 25 år beskæftiget sig indgående med økonomiske-politiske udvikling i Thailand og har bl.a. skrevet en doktordisputats om udvalgte dele af landets udvikling.