Det palæstinensiske filmværksted Filmlab: Palestine har med festivalen Days of Cinema den 17.-23. oktober været vært for filmvisninger, paneldebatter, workshops for professionelle filmfolk samt special-screeninger for børn på både Vestbredden, Jerusalem og Gaza. Det omsiggribende og ambitiøse program er vokset år for år.
Et af ugens højdepunkter var sidste aftens screening af The Insult fra 2017 af den fransk-libanesiske instruktør, Ziad Doueiri.
Filmens palæstinensiske skuespiller, Kamel al-Basha, vandt nemlig prisen som bedste skuespiller ved Filmfestivalen i Venedig i september – en pris, han ved overrækkelsen dedikerede til det palæstinensiske folk med ordene ”jeg er stolt af at repræsentere mit land og mit folk.”
Kamel al-Bashas umiddelbare stolthed er dog erstattet af en følelse af skam har han fortalt i et interview til CNN. The Insult blev meget overraskende taget af programmet med begrundelsen, at de palæstinensiske myndigheder ikke kunne garantere sikkerheden ved screeningen i Ramallah Cultural Palace grundet trusler rettet mod festivalen og Kamel al-Basha selv.
Pres fra BDS-bevægelsen
Uenigheden om hvorvidt The Insult skulle fremvises viste sig dog hverken at handle om Kamel al-Basha eller filmen i sig selv, men derimod direktøren Ziad Doueris film The Attack fra 2012, som også dengang blev centrum for kontroverser og boycotts fra mange arabiske lande.
The Attack handler om en palæstinensisk kirurg i Tel Aviv, der finder ud af, at hans kone muligvis var involveret i et selvmordsbombeattentat.
Store dele af filmen blev derved optaget i Israel, hvilket strider imod den palæstinensiske bevægelse, Boycott-Divestment-Sanctions (BDS) principper – gruppen som har stået i spidsen for kampagnen imod screeningen af The Insult.
BDS-bevægelsen advokerer for ikke-voldelig modstand mod den israelske besættelse ved at lægge strategisk pres på Israel igennem politiske og økonomiske boycotts.
Bevægelsen mente derfor, at Ziad Doueri har overtrådt en klar grænse, da filmoptagelsen til The Attack på israelsk territorium var en del af normaliseringen af den israelske besættelse. Bevægelsens medstifter, Omar Barghouti, udtalte i forbindelse med ugens kontrovers til CNN, at “vi beder filmproducenter holde sig fra Israel indtil de respekterer international lov.”
BDS-bevægelsen havde i ugerne op til screeningen af The Insult lagt pres på festivalen til at trække sin støtte til filmen – og dermed også Ziad Doueri. I stedet blev det bystyret i Ramallah, der ved at aflyse filmscreeningen i det lokale kulturhus’ biografsal, tog den afgørende beslutning i sagen.
Foruroligende udvikling?
Festivallens direktør, Hanna Atallah, var ikke enig i den beslutning. Han forsvarede overfor CNN, at man ved udvælgelsen af The Insult faktisk havde respekteret BDS’ principper. Filmen er – modsat The Attack – ikke optaget i Israel, men Libanon.
Censureringen af The Insult går imod Filmlab: Palestines grundidé. Afholdelsen af Days of Cinema skal udvikle og fremme palæstinensisk filmkunst, og folkene bag Filmlab: Palestine ser film som et værktøj til fremme udviklingen af det palæstinensiske samfunds værdier, vaner, kunst og økonomi.
Hanna Atallah udtrykte derfor stor bekymring for, om aflysningen af The Insult kunne blive en glidebane hen imod omsiggribende kulturel og politisk censur, og han pointerede, at ”alle palæstinensere burde have retten til at se et produkt og selv bedømme, om det er godt eller ej.”
Skuffet over aflysningen brugte Hanna Atallah afslutningsceremonien til at komme med en opfordring til palæstinensiske institutioner. Ifølge Filmmagasinet Ekko gik han på scenen og meddelte, at ”Filmlab: Palestine ser med bekymring på konsekvenserne af denne beslutning og opfordrer institutioner, civilsamfundet og alle, der holder af kultur og ytringsfrihed, til at overveje deres ansvar i at bevare palæstinensisk kultur og retten til at ytre sig.”
Trailer til filmen ‘The Insult’ som i høj grad handler om palæstinensere og libaneseres forhold og sameksistens.