FNs Komité for Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder har netop haft Kina til høring om, hvordan landet officielt håndterer sine menneskeretlige forpligtelser. Skønt Kina både lyver og taler udenom, gør omverdenens kritik alligevel indtryk, skriver seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder, Hatla Thelle, i en kronik i Berlingske Tidende mandag.
Af Hatla Thelle
– Jeg ved, I er trætte af kommunistisk propaganda; det er jeg også. Men så går tiden så godt, og jeg får ikke så mange kritiske spørgsmål, siger lederen af den kinesiske delegation, der er i Genève for at svare på spørgsmål til Kinas rapport om beskyttelsen af de 1,3 mia. kineseres økonomiske og sociale rettigheder. F.eks. retten til sundhed, uddannelse, bolig og en rimelig levestandard.
Forsamlingen ler, nogle høfligt, nogle naturligt og andre lidt anstrengt. Kinas ambassadør til FN-missionen i Genève har netop afleveret sin åbningstale, hvori han priser sit lands fremgang på det økonomiske og sociale område. Hans tale har indeholdt den forventelige propaganda, og han lægger nu op til en lidt mere åben, uformel stil.
Ja, vi er trætte af kommunistisk propaganda. Derfor er det også – for en garvet Kina-observatør som undertegnede – spændende at overvære Kinas første tur i menneskeretsmaskinen, som høringen er. Det er her, vi vil blive præsenteret for, hvordan Kina officielt håndterer sine menneskeretlige forpligtelser.
Man ved på forhånd, at komitéen er nænsom, nærmest høflig i sin kritik. Og man ved, at Kina vil gøre meget for at afvise og undgå kritik. Det har vi oplevet så mange gange før. Og som ambassadøren jo ganske rigtigt indledte med at påpege, vi er trætte af kommunistisk propaganda. Men hvorfor er vi her så?
Værdien og fornuften i denne øvelse er en diskussion værd. Her bliver stort set ikke sagt noget, som alle ikke ved i forvejen. Der bliver ikke afgivet seriøse løfter om forbedringer. Der bliver løjet om faktiske forhold.
Menneskerettighedsystemet råder ikke over sanktioner til at fremtvinge ændringer i de enkelte lande. Men i denne forsamling bliver forholdene i Kina åbne for den internationale offentlighed på en ny måde.
F.eks. bliver der udtalt en enighed om, at migrantarbejderne i Kina har hårde vilkår. At kvinder kan blive solgt som hustruer til fattige landarbejdere i de kinesiske landdistrikter. At nogle arbejdere lever under slavelignende forhold. At der er helt utilstrækkelige sikkerhedsforanstaltninger på mange arbejdspladser.
Den kinesiske regering ved det udmærket, omverdenen ved det også. Men ved lejligheder som denne bliver myndighederne i Kina forpligtet yderligere til at arbejde alvorligt med problemerne. Heri ligger værdien af et sådant møde et par forårsdage i Genève.
Den kinesiske regering har prøvet det før, i og med landet har tiltrådt flere af de andre vigtige menneskeretskonventioner, f.eks. Torturkonventionen, Børnekonventionen og Kvindekonventionen.
Men Konventionen om Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder (KØSKR) er den ene af de 2 vigtigste dokumenter i FNs menneskerettighedssystem; den anden er Konventionen om Civile og Politiske Rettigheder, som Kinas parlament endnu ikke har ratificeret (statsretligt undertegnet, red.).
FNs Komité for Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder samles 2 gange årligt i Genève og gennemgår rapporter fra de lande, der har tiltrådt konventionen. 27.-29. april var det Kinas tur.
Komitéens medlemmer stiller nærgående spørgsmål; kritiske organisationer som Amnesty Internatonal hører på; pressen er til stede. Kina underskrev KØSKR i 2001 og indleverede i fjor sin første rapport, der ifølge reglerne skal være en omfattende og detaljeret beskrivelse af, hvordan landet lever op til forpligtelserne nedfældet i konventionen.
Behandling af landerapporterne foregår i et længere forløb med spørgsmål frem og tilbage flere gange, først skriftligt, senere mundtligt. Når rapporten er indsendt, udarbejder komitéens medlemmer en liste over spørgsmål, som læsningen plus informationer andre steder fra har givet anledning til.
Den kinesiske rapport på lidt over 100 sider affødte 84 spørgsmål fra komitéen. Listen blev sidste efterår sendt tilbage til regeringen, som svarede med et dokument på 210 sider.
Under den mundtlige behandling bliver dette svar-dokument brugt som grundlag for medlemmernes spørgsmål. Sluttelig udgiver komitéen et sæt “Konkluderende Observationer” med bedømmelse af positive og negative aspekter ved landets beskyttelse af økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.
Hertil kommer anbefalinger til, hvad man gerne ser ændret inden næste rapport. 5 år efter bliver disse anbefalinger atter taget op, og delegationen skal redegøre for, i hvilket omfang man har fulgt dem.
Som eksempel kan nævnes tvangsflytninger – et problem, der nævnes gang på gang af organisationer, som arbejder med menneskeretskrænkelser i Kina. Ifølge rapporter smides folk ud af deres hjem med utilstrækkelig eller ingen kompensation. Dette forhold nævnes ikke i den kinesiske regerings rapport.
Et spørgsmål fra komitéen lyder: “Vær venlig at oplyse antallet af hjemløse og giv information om tvangsflytninger i kinesiske byer”. Det skriftlige svar på dette spørgsmål indeholder mest en gentagelse af, hvad regeringen har gjort for at beskytte retten til en bolig, hvor meget den gennemsnitlige boligstørrelse er steget i de seneste 20 år, etc.
Under den mundtlige behandling henviser et af komitéens medlemmer flere gange til, at det skriftlige svar ikke giver oplysninger om antallet af hjemløse. Han mødes til sidst med en kategorisk afvisning: “Der findes ikke hjemløse i Kina – af den grund (tvangsflytninger). Tak for Deres omsorg!”
I komitéens “Konkluderende Observationer” finder man herefter følgende vurdering og anbefaling: “Komitéen beklager utilstrækkelig information om omfanget af og grundene til hjemløshed i medlemslandet” og “Komitéen anbefaler, at medlemslandet øjeblikkeligt tager skridt til at sikre tilstrækkelig kompensation og genhusning af personer, som bliver flyttet fra deres hjem”.
Det er reglen snarere end undtagelsen, at regeringsrapporter følges af de såkaldte skyggerapporter, hvor kilder inden for eller uden for det pågældende lands grænser gør opmærksom på overgreb, som regeringerne måske er interesserede i at skjule.
I dette tilfælde forelå 11 sådanne »indberetninger«, alle indleveret af grupper uden for Kina. Det er i sig selv tankevækkende, at ingen »indfødte« kinesiske grupper eller organisationer var mødt op i Genève, mens repræsentanter for en halv håndfuld af Hong Kongs dynamiske civilsamfund var at finde på stolerækkerne.
Gennemgangen af Kinas rapport tager to og en halv dag, ialt 15 timers møde. På podiet sidder lederne af delegationerne fra Folkerepublikken, Hong Kong og Macao, samt forkvinden for komitéen. I lokalet sidder resten af delegationsmedlemmerne; de øvrige medlemmer af komitéen; repræsentanter fra andre relevante FN-organer; samt presse og sekretariat.
Kun komitéens medlemmer må stille spørgsmål, og de får ordet ved at melde sig hos forkvinden inden mødet.
Emnerne, der bliver diskuteret under selve seancen, er forudsigelige; ligeså er svarene stort set, som man kunne forvente.
Der bliver spurgt specielt meget til retten til at danne fagforeninger og andre ikke-statskontrollerede organisationer; til beskyttelsen af kvinders rettigheder; til de omvandrende migrantarbejderes retsstilling; til handicappedes livsvilkår; til Kinas behandling af flygtninge fra Nordkorea; til den stigende ulighed i indkomst; til forekomsten af børnearbejde; og til indsattes arbejde.
I svarene bliver der generelt ikke lagt skjul på, at der er mange problemer at slås med. Men der lægges meget vægt på myndighedernes indsats for at løse dem. Og nogle – veldokumenterede – problemer benægtes hårdnakket.
Der citeres tal og love eller henvises til kinesisk kultur og historie eller problemer erkendes med den affejende tilføjelse: “Vi gør vort bedste”.
Love gengives uden nogen diskussion af, om de bliver gennemført eller ej; statistikker bliver ofte citeret uden brugbare muligheder for sammenligninger i tid og sted som f.eks., at i juni 2004 var 116,28 millioner mennesker i byerne dækket af en sygeforsikring, men det forbliver uklart, hvor stor en del af bybefolkningen der ikke var dækket.
Henvisningerne til kinesisk kultur bliver eksempelvis brugt i spørgsmålet om retten til frit at vælge fagforening, hvor svaret er, at fagforeningsmonopolet er “et historisk valg foretaget af den kinesiske arbejderbevægelse. Det afspejler de kinesiske arbejderes behov og ønsker og bidrager til beskyttelse af arbejdernes interesser”.
Nok ser det ikke ud af meget ved første øjekast, men sessionen har stor betydning, i og med at resultatet i form af et officielt FN-dokument diskuterer svagheder i den menneskeretlige beskyttelse i Kina.
Dette dokument kan så bruges – og det sker i stigende grad med den type dokumenter – som reference i arbejdet i de internationale og nationale organisationer. Det bliver draget frem på konferencer og i politiske fora som et pejlemærke, som holder regeringen ansvarlig for krænkelser.
Enhver regering – også den kinesiske – har respekt for sit lands omdømme, og viljen til at stille op til denne “tortur”, som delegationslederen kalder det, afspejler, at det officielle Kina tager medlemskabet af konventionen alvorligt og forholder sig seriøst til de internationale standarder.
Seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder, Hatla Thelle, er ph.d. i historie og sinologi og siden 1997 ansat ved Dansk Institut for Menneskerettigheder. Her har hun dels haft ansvaret for samarbejde med kinesiske institutioner om at forbedre menneskeretssituationen i landet, dels har hun gennemført egne forskningsprojekter, specielt om socialreformer i de kinesiske byområder. Hun er forfatter til flere bøger om kinesiske forhold.
Kronikken stod i Berlingske Tidende mandag den 30. maj 2005 og gengives med tilladelse fra kronikredaktionen.
