Kronprinsessen møder udsatte kvinder i Burma

Laurits Holdt

Kronprinsessen og udviklingsministeren indledte fredag deres fælles rejse i Burma. Første stop var et sundshedscenter, hvor kronprinsessen talte med fattige og sårbare kvinder og ministeren afslørede, at Danmark giver 85 mio. til organisationen bag centret.

Om Marys internationale indsats for kvinders rettigheder siger udviklingsminister Rasmus Helveg Petersen (R):

”Kronprinsessens engagement er velkendt og meget værdsat. Besøget bidrager til at sætte fokus på den svære og ofte tabubelagte dagsorden om at sikre fattige og sårbare kvinders ret til at bestemme over deres egen krop.”

Rasmus Helveg benyttede anledningen til at offentliggøre en ny bevilling på 85 millioner kroner til det internationale arbejde for at forebygge uønskede graviditeter, seksuelt overførte sygdomme – og at kvinder dør i barselssengen.

Pengene går til organisationen Marie Stopes International, der driver sundhedscentret, som kronprinsessen og ministeren besøgte i centrum af Yangon, Burmas største by og tidligere hovedstad.

”Sundhedscentret sikrer gennem oplysning og prævention, at kvinderne undgår uønskede graviditeter. Det betyder samtidig færre illegale aborter, der ofte får forfærdelige konsekvenser i et land som Burma,” siger Rasmus Helveg Petersen.

Marie Stopes International arbejder også på at påvirke regeringens lovgivning på området. Som situationen er i dag, skader lovgivningen mere end den gavner, når det gælder familieplanlægning, tilføjer udviklingsministeren efter samtaler med brugere og ansatte på centret.

Marie Stopes International driver 620 sundhedscentre og 370 mobile klinikker i 40 lande. I 2012 modtog 13,6 millioner kvinder og mænd prævention gennem organisationens netværk.

Den nye danske bevilling løber over tre år.

Kronprinsessen og udviklingsministeren besøgte også et træningscenter for unge, der arbejder med seksualoplysning og prævention hos FN’s Befolkningsfond (UNFPA), som kronprinsessen er protrice for. 

Senere går turen til en af Burmas fattigste egne, Rakhine-staten, til besøg i lejre for fordrevne efter etnisk vold og uro..

Læs mere om Marie Stopes Internationals arbejde i Burma: http://www.mariestopes.org/where-in-the-world#myanmar