Vejret kunne ikke have været bedre denne lørdag eftermiddag på litteraturfestivalen Louisiana Literature. Solen skinner, der er gang i isvaffelsalget, og mange har slået sig ned på medbragte tæpper på bakken ned mod den store Parkscene, der i løbet af dagen har haft besøg af både danske og internationale forfattere.
Dagens sidste programpunkt er en samtale mellem to af de helt store nulevende afrikanske forfattere: nigerianske Wole Soyinka og tanzaniske Abdulrazak Gurnah er begge nobelprisvindere og har tilsammen skrevet litteratur i mere end et århundrede. Men selvom det er fristende at sammenligne dem, er de mest interessante i deres forskelligheder.
En aktivist og en intellektuel
89-årige Wole Soyinka modtog som den første afrikaner Nobelprisen i litteratur i 1986. Han er primært dramatiker, men har også skrevet digte, erindringer, essays og tre romaner. Soyinka er kendt for sin aktivisme og kritik af autoritære regimer, ikke mindst i hjemlandet Nigeria. Han har desuden undervist i litteratur og creative writing på en række universiteter, inklusive Cornell University i USA og Obafemi Awolowo Universitety i Nigeria, hvorfra han blev udnævnt til professor emeritus i 1999. Soyinkas seneste udgivelse, Chronicles from the Land of the Happiest Peole on Earth (2021), er hans første roman i 48 år og udgør en skarp satire over magtmisbrug i Nigerias politiske elite.
74-årige Abdulrazak Gurnah er født og opvokset på Zanzibar, der efter revolutionen i 1964 blev en del af de nuværende Tanzania. Gurnah flygtede som 18-årig fra øens autokratiske regime til Storbritannien, hvor han har boet lige siden. I mere end 30 år underviste han sideløbende med sin litterære karriere på The University of Kent som professor i engelsk og postkolonial litteratur. Gurnah har udgivet ti romaner, men var alligevel et relativt ukendt navn, før Det Svenske Akademi i 2021 tildelte ham Nobels Litteraturpris. Hans bøger, som for nyligt var en af Globalnyts kulturanbefalinger, kredser om temaer som eksil, migration og den postkoloniale arv.
Venskabeligt drilleri og latter i teltet
De to herrer går på scenen præcis 17.30, flankeret af Lotte Folke Kaarsholm, der er har fået opgaven med at være mediator. Soyinkas viltre glorie af hvidt hår står i kontrast til Gurnahs kortklippede, mere kontrollerede ydre.
Lotte Folke lægger ud med et lidt farligt spørgsmål: Kunne Professor Soyinka tænke sig at dele sine tanker om Gurnahs bøger?
”No way!” svarer Soyinka med eftertryk til stor latter i teltet.
”Jeg ville ikke engang undervise i hans bøger, han er alt for problematisk for mig! Men jeg fejrede det, da han ’kom med i klubben’ (som Nobelprisvinder, red.). Det var vidunderlige nyheder. Endelig havde jeg en lidelsesfælle!”
Det kan godt være, at man ikke kan se de 15 års aldersforskel, der er mellem de to nestorer, men man kan høre dem i det venskabelige drilleri, de udveksler på scenen.
”Jeg var 15 år gammel, da jeg først læste noget af ham her – så I kan nok regne ud, hvor gammel han er!” siger Gurnah med glimt i øjet, da han bliver spurgt om sit forhold til Soyinkas forfatterskab.
De besnærende kolonimagter
Både Nigeria og Zanzibar var under britisk styre, da Soyinka og Gurnah voksede op, og arven efter kolonialismen har præget begges liv og forfatterskaber. Et af samtalens centrale spørgsmål er derfor et simpelt ”hvordan”?
Hvordan kunne europæiske magter relativt let og på kort tid gå ind og tage magten over et helt kontinent? Og ikke mindst: Hvordan kunne afrikanere kæmpe mod afrikanere på vegne af europæiske magter i ikke bare én, men to verdenskrige?
En del af svaret ligger selvfølgelig i de vestlige magters tekniske og militære overlegenhed, men også i den drøm om noget nyt og andet, som kolonimagterne også repræsenterede.
”Det er ikke svært forestille sig, at alt det nye har været forførende,” siger Gurnah.
”Især for de unge og ambitiøse, og dem, der – lidt kynisk – kunne se, at det var her, magten ville komme fra i fremtiden.”
”Man må heller ikke undervurdere det eventyrlige aspekt,” tilføjer Soyinka, der havde familiemedlemmer, som kæmpede på britisk side i Burma under 2. verdenskrig.
”Der var en romantisk eventyrlighed over det (at kæmpe, red.), ikke ulig den, de studerende, der senere tog til udlandet for at læse oplevede. De blev fejret med store fester, fordi de nu skulle ud på jagt efter det gyldne skind.”
To forskellige temperamenter
Samtalen falder på Soyinkas mangeårige virke som aktivist, især i hjemlandet Nigeria. Senest har han en hjulpet en Yoruba-kvinde med at få lov til at gennemføre en traditionel religiøs festival i den nordlige nigerianske stat Kwara, som statens muslimske lederskab først ikke ville give tilladelse til. Soyinka er uforbeholden i sin kritik af magtmisbrug og deltager ivrigt i den politiske debat i Nigeria.
Men den type aktivisme er ikke noget Gurnah har beskæftiget sig med.
”Hør her, denne her fyr, han gik ind som 20-årig ind på en radiostation med en pistol og tvang dem til at viderebringe en eller anden deklaration,” fortæller Gurnah.
”Jeg bliv frikendt!” skyder Soyinka ind.
”Det kunne jeg aldrig gøre!” siger Gurnah med latter i stemmen, og publikum griner med.
Men det er ikke kun et spørgsmål om temperament. Der har også været væsentlig bedre muligheder for at bruge sin stemme aktivt i Nigeria end i Zanzibars mindre øsamfund, hvor der ikke har været plads til den type politiske diskussioner, selvom det måske er ved at ændre sig langsomt.
”Men for mig er der også en anden måde at være politisk på, hvis man tænker på politik som en evne til at tale om uretfærdighed og beskrive det, der er galt. Det anser jeg som litteraturens vigtigste opgave,” uddyber Gurnah.
Selvom de to forfattere blot har kradset lidt i overfalden af deres lange liv og forfatterskaber, er den time, der er sat af til deres samtale, allerede forbi. Til stor applaus går de af scenen, og konferencieren minder høfligt publikum om, at der kun er en halv time til museets lukketid.
Man kunne godt have ønsket sig den dobbelte tid med to så store litterære koryfæer – men heldigvis kan man altid gå på opdagelse i forfatterskaberne.
