Læger uden Grænser: Arbejdet fortsætter på trods af uro i Haiti

Forfatter billede

Demonstrationer og barrikader i Port-au-Prince begrænser mulighederne for at bevæge sig rundt i byen. Læger uden Grænser har måttet begrænse indsatsen, men leverer stadig lægehjælp, blandt andet til ofre for urolighederne og koleraepidemien.

Siden demonstrationerne i Haitis hovedstad Port-au-Prince brød ud i tirsdags, har Læger uden Grænser behandlet 26 tilskadekomne, hvoraf 15 havde skudsår. Læger uden Grænser har fortsat to ambulancer, der henter sårede og personer med behov for akut lægehjælp.

“Læger uden Grænsers køretøjer er blandt de eneste, der kan bevæge sig rundt i byen”, siger Francisco Otero, landechef for Læger uden Grænser i Haiti.

“For det meste åbner demonstranterne barrikaderne for at lade vores ambulancer passere. Det er afgørende for, at vi kan overføre alvorligt syge patienter og videreføre vores medicinske aktiviteter”.

Læger uden Grænser har udsendt meddelelser i radioen og opfordret folk til at lade ambulancerne bevæge sig frit og informeret om, at man kan få behandling på deres klinikker. Mennesker med akut behov for behandling og patienter med alvorlig kolera kan derfor stadig blive overført til Læger uden Grænsers behandlingssteder.

På trods af urolighederne har Læger uden Grænsers syv hospitaler, et stabiliseringscenter og 40 kolerabehandlingscentre over hele landet fortsat åbent. I Port-au-Prince har Læger uden Grænser endnu ikke set en nedgang i antallet af indlæggelser på klinikkerne.

I Cap Haitien, i den nordlige del af Haiti, har mange patienter ikke været i stand til komme til behandlingsstederne på grund af usikkerhed i området. Det har betydet, at Læger uden Grænsers kolerabehandlingsenhed i Fort-Saint-Michel, tæt på Cap Hatien, har modtaget 200 patienter på trods af, at der kun er 50 senge til rådighed.

Fra den 22. oktober til den 5. december behandlede Læger uden Grænser flere end 51.000 mennesker med kolera i Haiti.