Lancering af 3 FN-appeller i København

Redaktionen

Globalt set vurderes det, at 45 millioner kæmper for at overleve konsekvenserne af konflikter og naturkatastrofer i 21 hårdt kriseramte områder. Ifølge FN vil de humanitære behov for disse mennesker i 2004 beløbe sig til 3 milliarder dollars. Det svarer til, at hver indbygger i de rige lande giver 3 dollars (ca. 20 kr.) – det samme som et ugeblad eller en kop kaffe på café koster.

Hvert år lancerer FN sidst på året appeller for langvarige humanitære kriser rundt om i verden for at skabe opmærksomhed om kriserne og sikre midler til det følgende års budgetter. Det er den såkaldte Consolidated Appeal Process – CAP. FNs humanitære koordinationskontor står overordnet for lanceringen, som både sker i Geneve/New York og i udvalgte hovedstæder.

Chefen for FNs humanitære koordinationskontor (OCHA), vicegeneralsekretær Jan Egeland, lancerer onsdag den 19 november 3 af FNs humanitære appeller i København. Nemlig for Somalia, Tjetjenien og De besatte Palæstinensiske Områder.

Derudover vil repræsentanter for FN-systemets humanitære landeaktiviteter give indlæg om situationen i de 3 CAP-lande. Den officielle lancering finder sted i Eigtveds Pakhus, sal II, kl. 14.

Se programmet under rubrikken Dansk Kalender ude i menuen til venstre.

Et tilbageblik på donationerne, som CAP – FNs humanitære appeller – modtog til humanitært arbejde i 2003 viser et markant underskud. Behovet for støtte var 5,1 milliard dollars, men der indløb kun i alt 3,3 mia. dollars.

Ifølge nye tal fra Stockholm International Peace Research Institute bruges der for øjeblikket på verdensplan 10 milliarder dollars til humanitær bistand. Til sammenligning anvendes der 794 milliarder dollars på militære aktiviteter – næsten 80 gange så mange penge.