Lene E og Kina fortsætter dialog om menneskerettigheder

Forfatter billede

Udenrigsminister Lene Espersen kom i går hjem fra et todages besøg i Shanghai fra 29. oktober, hvor hun deltog i afslutningen af EXPO 2010 – særlig kendt for den rolle, Den lille Havefrue spillede.

Udenrigsministeren mødtes under sin rejse med sin kinesiske kollega Yang Jiechi, hedder det i en pressemeddelelse, der i dag blev offentliggjort på Udenrigsministeriets hjemmeside.

Forholdet mellem Danmark og Kina har ved flere lejligheder truet med at blive en smule anspændt, for eksempel da Lars Lække Rasmussen sidste år mødtes med Tibets såkaldt åndelige leder Dalai Lama – et møde der dog angivelig kun berørte fælles åndelige interesser. På baggrund af den hårde medfart som broderlandet Norge har lidt efter årets fredspris kunne man da også frygte en vis tilbageholdenhed på Udenrigsministerens rejse – der var ledsaget af en række danske erhvervsledere og deltog herudover i en række aktiviteter for at styrke Danmarks position på det kinesiske marked.

Det fremgår imidlertid, at Lene Espersen og hendes kinesiske kollega Wen Jiabao rent faktisk har taget emnet politisk frihed op til begge parters tilfredshed:

– Der var enighed om at fortsætte dialogen om menneskerettigheder – både mellem EU og Kina og mellem Danmark og Kina, hedder det i pressemeddelelsen.

At det ikke udelukkende handlede om de sædvanlige kritikker af oppositions- og tibetspørgsmål fremgår af pressemeddelelsen. Der fremhæver, at også de mere filosofiske eller ’generelle’ aspekter, blev berørt:

– I samtalen med sin kollega tog udenrigsministeren en række emner op, herunder konkrete og generelle menneskerettighedsspørgsmål.

Udenrigsminister Lene Espersen opsummerede indholdet i mødet:

– Kinas politiske og økonomiske betydning for Danmark og i verden er hastigt voksende. Formålet med mit besøg har været at bidrage til at skabe et endnu stærkere dansk-kinesisk forhold, hvor vi både kan forfølge mulighederne for økonomisk og politisk samarbejde og samtidig føre dialog om problemstillinger, der optager vores befolkninger – også om svære spørgsmål, hvor vi ikke nødvendigvis er enige.